De nye regioner skal styre EPJ

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 4. november 2005.


Staten skal kun overtage styringen af EPJ-projektet, hvis de nye regionsråd ikke kan magte opgaven, mener de Konservative.

Staten skal ikke overtage styringen af de elektroniske patientjournaler. Landets nye regionsråd skal først have chancen for at vise, at de kan udvikle og implementere et landsdækkende EPJ.
Det mener regeringspartiet de Konservative. De nye regioner får imidlertid ikke ubegrænset tid til at komme med en køreplan.
- Hvis regionerne ikke meget hurtigt kan garantere en effektiv løsning, vil jeg arbejde for, at staten overtager opgaven og laver et landsdækkende system, siger sundhedspolitisk ordfører, Helle Sjelle (K).
En af regionsrådenes første opgaver må være at rydde op i de mange EPJ-systemer, som findes i dag, mener hun:
- Vi får med kommunalreformen en god anledning til at starte på en frisk.
De nye regionsråd skal måske starte forfra på EPJ-arbejdet, vurderer de Konservative, da det muligvis ikke kan betale sig at samkøre amternes eksisterende EPJ-systemer i de kommende regioner.
- Måske er den bedste løsning, at vi i første omgang lader regionerne udarbejde en hurtig undersøgelse af, om vi skal lappe videre på de systemer, vi har i dag eller om det er både bedre og billigere, at vi bruger de indhøstede erfaringer til at udvikle en helt ny landsdækkende elektronisk patientjournal, siger Helle Sjelle.
Hun stiller spørgsmålstegn ved, om det overhovedet kan betale sig at bruge tid og penge på at fusionere de mange eksisterende amtslige EPJ'er, når erfaringen viser, at det er vanskeligt at samkøre allerede etablerede systemer

Ingen af de fem EPJ-ansvarlige sundhedsdirektører i amterne, Computerworld har talt med, mener, at det er klogt at begynde forfra.
- Tiden og pengene er brugt på nødvendigt udviklingsarbejde, som ingen har kunnet forudsige om ville lykkes. Havde man valgte at rulle et fælles EPJ ud over hele landet, ville systemet være forældet, når man nåede til det sidste sygehus, siger Niels Mortensen, sundhedsdirektør i Fyns Amt.
Læs også side 16