Microsofts præsenterer planer for Windows-servere

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 18. november 2005.


Microsoft går ind på cluster-servermarkedet, som Linux traditionelt har siddet på.

Barcelona: Over 325 sessioner med mulighed for at lære alt om de inderste hemmeligheder i Windows-verdenen. Mulighed for at høre om Microsofts nyeste produkter og planer for fremtidig teknologi. Det var noget af indholdet på Microsofts IT-Forum, der fandt sted 15 - 17. november.
IT-Forum er rettet mod teknikere, der får mulighed for at få hands-on på de nyeste Microsoft-teknologier og blive orienteret om kommende teknologi fra verdens største software-selskab. Arrangementet har de sidste tre år været holdt i København, men i år havde Microsoft valgt at flytte det store arrangement til Barcelona i det nordøstlige Spanien. Konferencen startede tirsdag i denne uge.
På dagen, hvor danskerne gik i stemmeboksen for at vælge folk til sammenlagte kommuner, der skal arbejde mere effektivt for borgerne, gik Bob Muglia på scenen i Barcelona og fortalte om sammenkoblede computerbokse, som skal arbejde mere effektivt for forretningsverdenen.
Bob Muglia er vicepræsident for server & tools-divisionen hos Microsoft. Han sidder også med i den gruppe hos Microsoft, der bestemmer i hvilken teknisk retning, Microsoft skal gå. Retningen er blandt andet rettet mod markedet for cluster-computing eller high-performance computing som det også kaldes.
Clusters er en klynge af computere, der anvendes til store talknuseropgaver. Traditionelt har Linux siddet på det marked, men nu vil Microsoft være med til at klynge computere sammen.
- Der sker en bevægelse i high performance computing. Hvor det førhen har været universiteter og regeringer, der har anvendt klynger, ser vi det bevæge sig ind på områder som farmaceutiske virksomheder og den finansielle verden, sagde Bob Muglia. Ifølge Bob Muglia vil Microsoft ikke gå efter den øverste del af cluster-markedet, men vil gå efter markedet, hvor behovet er størst.
- Vi vil ikke lave superclusters med tusindvis af maskiner koblet sammen. Vi går efter mainstream-markedet med klynger bestående af fire til 64 computere, sagde Bob Muglia.
Microsoft forventer, at styresystemet til klyngecomputerne - Compute Cluster Server 2003 som er det officielle navn - kommer på markedet i løbet af 2006.
Ud over styresystemet til klyngecomputerne, gav Bob Muglia et overblik over planerne for Windows Server-versioner. Her skal man holde tungen lige i munden.
En 64-bit version af Windows Small Business Server, kodenavn Longhorn, vil blive frigivet i løbet af 2007. Samme år vil Windows Server med kodenavnet Centro blive frigivet. Centro er en server rettet mod mellemstore virksomheder. I år 2009 vil en udgivelse 2 af Windows Server med kodenavnet Longhorn R2 så blive frigivet.
Ifølge Bob Muglia er tiden kommet for, at 64-bit serverne erstatter 32-bit serverne.
- Vi står over for et stort platformskift på servermarkedet, sagde Bob Muglia.