GPS-systemer kræver klare etiske regler

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 25. november 2005.


Når medarbejderne udstyres med GPS-dimser, kan deres færden følges meget nøje. For at undgå problemer skal der fra starten klarhed over, hvordan
oplysningerne bruges, lyder det fra frontløberne hos Post Danmark.

GPS-modtagere er efterhånden allemandseje, og store og små firmaer i Danmark kan i stigende grad se fordelene ved at udstyre firmabiler og medarbejdere med GPS-systemer.
Dermed kan ressourcerne styres langt bedre, men samtidig får snagelystne chefer helt nye muligheder.
I USA har der allerede været sager, hvor medarbejdere blev knaldet for at køre for stærkt eller taget i at drive den af, ud fra oplysninger fra GPS-udstyr i firmabilerne. Senest er en tv-station kommet på kant med sine journalister ved at installere et GPS-system i sendevognene.
Hos Post Danmark har man lang tids erfaring med elektronisk registrering af medarbejderne.
I knap 10 år er postbudenes position blevet registreret mange gange dagligt ved at alle brevbærerne scanner en række stregkoder ude på postruten, ligesom der scannes ind og ud af frokoststuen, når der er pause.
- Og GPS-systemer er også en del af udstyret. Alle Post Danmarks lastbiler er udstyret med GPS-modtagere for at forbedre sikkerheden, fortæller transportchef Kai Just.
- Vi bruger det ikke til at kontrollere, hvad folk går og laver. Det er indført af hensyn til sikkerheden, så en lastbil kan spores, hvis den for eksempel bliver udsat for et røverisk overfald, siger han.

Faglig sekretær Jan Gregersen fra 3F Fredericia er tryg ved systemerne på vegne af de ansatte i posten.
- Det bliver håndteret rimeligt godt rundt omkring, siger han.
Når ny teknologi indføres, sker det altid i dialog med de faglige organisationer for at tage brok og utryghed i opløbet. Og siden 1996 har Post Danmark haft et sæt spilleregler for, hvordan elektronisk registrering må bruges, fortæller Jan Gregersen.
- Registreringen må ikke bruges æreskrænkende eller personligt, så man må altså ikke bruge det til at komme efter den enkelte, siger han.
Skal der trækkes oplysninger ud om enkeltpersoner, skal der ifølge aftalen altid være en tillidsrepræsentant indblandet.
For eksempel blev oplysninger fra adgangskontrollen en gang brugt i en sag om en medarbejder, der havde det med at smutte, før arbejdsdagen var slut.
- Men informationerne kan jo også komme en medarbejder til gode, hvis det blot drejer sig om rygter, siger Jan Gregersen.
Hans råd til andre firmaer, hvor der bruges GPS og andre registreringer, er, at ledelsen sætter sig ned med medarbejderrepræsentanter og gør sig helt klart, hvad systemet kan bruges til.
- Der er nogle afledte effekter, der kan misbruges, så de skal renses væk. Og så skal der laves nogle gode etiske spilleregler, siger han.

GPS-alarmen i Post Danmarks lastbiler har været i brug et par gange og har faktisk reddet et menneskeliv.
- En af vores chauffører fik en blodprop og slingrede ud i rabatten. Men han nåede at aktivere alarmen, så lastbilen kunne spores, og der hurtigt kunne komme en ambulance frem til ham. Det reddede hans liv, fortæller Kai Just.
Sådanne episoder gør det lettere at "sælge" GPS-systemet blandt skeptiske medarbejdere.
- Der er altid et vist forbehold blandt medarbejderne over for den slags systemer. Derfor er det godt med nogle eksempler på, hvad det også kan bruges til - nemlig redde menneskeliv, siger Kai Just.

billedtekst: overvågning Post Danmark har lang erfaring med elektronisk registrering af medarbejderne.
Foto: Torben Klint




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere


Computerworld Cloud & AI Festival 2025

Med den eksplosive udvikling indenfor cloud & AI er behovet for at følge med og vidensdeling større end nogensinde før. Glæd dig til to dage, hvor du kan netværke med over 2.400 it-professionelle, møde mere end 50 it-leverandører og høre indlæg fra +90 talere. Vi sætter fokus på emner som AI; infrastruktur, compliance, sikkerhed og løsninger for både private og offentlige organisationer.

17. september 2025 | Læs mere


IT og OT i harmoni: Sikring uden at gå på kompromis med effektiviteten

IT og OT smelter sammen – men med risiko for dyre fejl. Få metoder til sikker integration med ERP, kundesystemer og produktion. Tilmeld dig og få styr på forskellene og faldgruberne.

24. september 2025 | Læs mere






White paper
Tidsbegrænset kampagne: Overvejer du at udskifte eller tilføje printere i din forretning? Vi kan tilbyde én eller flere maskiner gratis