Vokseværk gjorde Protego-salget nødvendigt

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. januar 2006.


Protego måtte sælges for at kunne vokse. Nu bliver de 25 Protego-folk del af kæmpeorganisationen PricewaterhouseCoopers.
It-sikkerhedsfirmaet Protego havde efterhånden nået en størrelse, hvor det blev nødvendigt at systematisere en lang række processer for at kunne vokse yderligere. Salg til en større virksomhed var derfor en logisk løsning.
Protego gik i dialog med en lille håndfuld mulige købere, men tidligt i processen meldte revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers (PwC) ud, at Protego ikke skulle lede længere, og overtog virksomheden og alle dens aktiviteter i en kontanthandel til 20 millioner kroner.

Protego er stiftet for tre et halvt år siden og var indtil årsskiftet ejet af det danske ventureselskab Nordica Capital Partners. Virksomhedens 25 medarbejdere flytter i løbet af januar til PwC's domicil i Hellerup, hvor PwC Advisory, der er revisionsfirmaets konsulenthus for it-sikkerhed, Business Risk Management og uddannelser, kommer til at bestå af 50 ansatte.
- Der er godt gang i både Protego og vores afdeling for it-sikkerhed. Fagligt er der ikke den store forskel på vores virksomheder, men selvfølgelig er der kulturelle forskelle. Til gengæld har vi en stor back office-organisation, et professionelt køkken og andre gode faciliteter, siger Jørgen Torp, leder af PwC Advisory.

Viggo Janum, som hidtil har været administrerende direktør i Protego, fortsætter i PwC Advisory som ansvarlig for salg og kundeuddannelser.
PricewaterhouseCoopers tilbyder blandt andet it-sikkerhedsuddannelsen ESL, og forventer at styrke sine kursusaktiviteter med overtagelsen af Protegos kursusafdeling, Protego Academy.
- Med Protegos folk bliver vi stærkere på uddannelse og på konsulentsiden. Vi stiller til gengæld med projekterfaring fra de store kunder, siger Jørgen Torp, PwC.