Meget mere til de erfarne

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 20. januar 2006.


Der er små lønstigninger til programmører og systemudviklere, hvor de meget erfarne tjener meget mere end de mindre erfarne.
Landets sande kodekarle er eftertragtede, erfarne og vellønnede. Med en gennemsnitsløn på den pæne side af de 40.000 kroner snapper de it-cheferne i haserne, og placerer sig på en andenplads i de it-ansattes løn-hierarki.
I årets undersøgelse skiller to grupper sig ud: Dem med under fem års erfaring og dem med over. Der er nogenlunde lige mange i hver gruppe, men dem med mest erfaring har en månedsløn, der ligger næsten 12.000 kroner over. Grupperne har oplevet stort set samme procentvise lønfremgang, men tallene demonstrerer, at virksomhederne lægger stor vægt på - og betaler godt for stor erfaring inde for dette område.
I 1998 optrådte gruppen samlet under betegnelsen systemudviklere. Dengang var gennemsnitslønnen på 30.555 kroner, så lidt er der sket de forløbne syv år.
Det forhindrer dem imidlertid ikke i at være utilfredse, og hver tredje mener, at lønudviklingen på deres område er for langsom, mens hver femte er utilfredse med størrelsen af deres gage.
Utilfredsheden får dem dog overordnet set ikke til at skifte job, det har få gjort i årets løb, ligesom ganske få er aktive i markedet efter et nyt.
Lige under halvdelen fortæller, at de bruger open source-produkter i deres arbejde.

Billedtekst:
BONUSINFO
34 procent af gruppen programmører/systemudviklere har taget en lang videregående uddannelse. Denne delmængde tjener i gennemsnit 52.556 kroner om måneden.

Boks:
Programmør/systemudvikler
Plads i lønhierarkiet: 2
Gennemsnitsløn: 42.189 kroner
Lønstigning i 2005: 3,3 procent