Da Spyaxe ramte Danmec

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. januar 2006.


Kort efter jul kunne virksomheden
Danmec ikke komme ind på bestemte hjemmesider på grund af spyware.

Selvom man har antivirus installeret på sin pc, kan man ikke føle sig for sikker. Det måtte Lars Lambertsen, indehaver af virksomheden Danmec, konstatere kort efter jul.
Haderslev-baserede Danmec, der sælger hegnsklippere og grenknusere, har to stationære pc'er og en bærbar pc. Den ene stationære pc begyndte at opføre sig mærkeligt efter jul.
- Pludselig kunne jeg ikke komme ind på de internetsider, som jeg gerne ville. Jeg kunne eksempelvis ikke komme ind på Google. I stedet for dukkede et vindue op, der sagde, at jeg havde fået en virus og skulle købe nogle dyre amerikanske programmer for at komme af med den, beretter Lars Lambertsen.
Han vidste, at der var noget galt og blev ikke lokket til at købe programmerne. I stedet gik han ind på Jubii og Spywarefri.dk, der ikke var blokeret af spywaren.
- Jeg kunne se, at andre havde problemer med SpyAxe. Jeg søgte derfor hjælp på spywarefri.dk, hvor forummet beskrev, hvordan man kan komme af med Spyaxe. Men jeg kunne ikke downloade de nødvendige antispyware-programmer fra nettet, siger Lars Lambertsen.
Spyaxe forhindrede ham i at downloade antispyware-programmerne.
Lars Lambertsen blev nødt til at ringe efter hjælp hos Annette B. Overgaard, medstifter af www.spywarefri.dk og indehaver af konsulentfirmaet Spywareinfo. Det lykkedes for Annette B. Overgaard at få renset Lars Lamberts pc.
Det var en ny pc, der var blevet ramt af Spyaxe. Maskinen var installeret med Windows XP Service Pack 2 og havde Norton-antivirus installeret.
- Det giver nok en falsk tryghed, når man får en computer med antivirus. Man regner ikke med at blive inficeret, når man har antivirus, men det er ikke nok for at sikre dig, siger Lars Lambertsen, ellers normalt har antispyware-programmet Spywareblaster installeret på sine maskiner, men havde ikke fået lagt antispywaren på den nye maskine.
- Ja, det er også for dårligt, men jeg har haft for travlt med firmaet, så jeg fik det ikke gjort, siger Lars Lambertsen.
I dag anvender Lars Lambertsen Ewido Security Suite, Bullguard antivirus og firewall samt antispyware-programmerne Spysweeper og Spywareblaster.
- Især den bærbare pc har jeg forsøgt at sikre ekstra godt, da jeg kobler den op på alle mulige trådløse netværk, siger Lars Lambertsen.