Katedralbyggeren i TrygVesta

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 10. februar 2006.


Group COO Martin Bøge Mikkelsen har it-ansvaret i TrygVesta-koncernen, hvor han bruger it som strategisk værktøj. Om få måneder er han med til at bestemme, hvem der bliver årets CIO 2006.
2002 var økonomisk et rigtigt skidt år for Tryg-koncernen.
Driftsresultatet endte på minus 800 millioner kroner. Bundlinjen var også skæmmet af røde tal.
Der var brug for mere end et par småtilretninger for at få koncernen på ret kurs.
Til at udstikke den nye kurs blev nuværende koncernchef Stine Bosse fra januar 2003 sat ved rorpinden. Hun var flankeret af flere personer, hvor Martin Bøge Mikkelsen var en del af den markante turn around i kraft af sin funktion som it-direktør (CIO).
Ikke fordi der var brug for ny teknik, men fordi it har været et af de bærende elementer i at få gennemført transformationen.
- Men det er vigtigt at understrege, at it kun er et redskab til at understøtte vores overordnede forretningsstrategi, forklarer han.

Metoden var at nedbryde de noget bløde strategiske vendinger til konkrete ord og handlinger. Konsekvensen blev, at når en kunde i dag kontakter TrygVesta for eksempelvis at få ændret en police, sker udskrivning og fremsendelse helt automatisk.
- Vi brugte it til at blive meget mere procesorienteret. Og det har givet resultater på bundlinjen.
Ovenstående eksempel ridses op af Martin Bøge Mikkelsen. Toplederen i TrygVesta-koncernen, der refererer til koncernchef Stine Bosse, brænder for at skabe resultater understøttet af it og processer. Det handler om at slutte cirklen. Forretningsstrategi skal blandt andet via it-redskaber blive til mer-forretning og en bedre bundlinje, mener han.
Når man møder 43-årige Martin Bøge Mikkelsen, er der ingen tvivl om, at han umiddelbart lever op til arketypen på en topleder, der arbejder meget. Og forklaringen er, siger han, at han job er meget lystbetonet.
Alligevel har han lært, at det ikke nytter, at arbejdet fylder alt. Han bruger begrebet at være ‘et helt menneske'. Der skal være en naturlig god balance mellem familieliv, det professionelle liv og ens personlige tid.
- Jeg har meget respekt for privatlivet. Det betyder for eksempel, at jeg går klokken 16 flere gange om ugen, fordi jeg skal hente mine børn. Det står i min kalender, og møder og aktiviteter bliver planlagt på den baggrund, siger toplederen.
Faktisk er sammenhængen mellem arbejdsliv og privatliv et så stort kardinalpunkt, at det - i hvert fald for Martin Bøge Mikkelsen - bliver et kriterium, når han som medlem af en jury skal kåre årets CIO 2006.
- Når jeg ser indstillingerne, er jeg blandt andet spændt på at se, hvor dygtige CIO'erne er til at forene arbejdsliv og privatliv. Jeg mener, at den gode balance er afgørende for, om du kan være en god leder, siger Martin Bøge Mikkelsen.
Kåringen af årets CIO vender vi tilbage til.

Først en lille kortlægning af Martin Bøge Mikkelsens rolle i TrygVesta, der i dag har titlen som Group COO i TrygVesta-koncernen. Han styrer en division bestående af 350 personer i hele Norden, hvoraf 210 beskæftiger sig med it-relaterede opgaver.
Posten indebærer, at han ud over it har ansvar for indkøb, processer og administration af ejendomme. På trods af nye ansvarsområder banker Martin Bøge Mikkelsens hjerte dog fortsat for at gennemføre synlige forretningsresultater ved hjælp af it.
- Jeg er forretningsmand. Jeg kan lide at skabe og vise resultater hele tiden. Og så holder jeg af ledelsesdelen. Det at få kolleger omkring mig til at blomstre og skabe resultater gennem dem er en fantastisk oplevelse, fortæller Martin Bøge Mikkelsen.
Forretning og it har altid fulgtes ad på Martin Bøge Mikkelsens vej mod topposten i TrygVesta. Tilbage i 1980'erne fik han et job som edb-operatør ved siden af HD-studiet.
- Som edb-operatør fandt jeg i nattens mulm og mørke ud af, hvilken størrelse it var. Det var helt nede på det niveau, hvor jeg skiftede på store maskiner, der vel i kraft svarer til min bærbare computer i dag, siger han med en nostalgisk mine.
Samtidig med arbejdet brugte Martin Bøge Mikkelsen tid på studierne, og i midten af 1980'erne afsluttede han HD i regnskab. Herefter blev det til et par regnskabsjob, men Martin Bøge Mikkelsen savnede yderligere teoretisk viden. Et par år senere gennemførte han derfor en HD i afsætning og senere igen en HD i organisation.
Jobmæssigt har han hovedsageligt koncentreret sine aktiviteter i finanssektoren. It har altid spillet en stor rolle, men han har også beklædt poster som administrations- og udviklingschef, policechef, key account manager i HR og direktør for forretningsudvikling.
I alle funktionerne har forretningsfokus spillet en hovedrolle. Ifølge Martin Bøge Mikkelsen har det fokus skabt resultaterne, og det er også den filosofi, der nu skaber resultater, mener han.
Faktisk drives divisionen som en virksomhed i virksomheden.
- Vi har en key account manager-struktur, hvor kunderne er de forskellige områder i virksomheden. Vores fornemmeste opgave er at skabe værdi i organisationen. Forretningstankegangen går så vidt, at selv teknikerne får lov til at prissætte deres arbejde:
- Jeg har eksempelvis bedt nogle af teknikerne prissætte en MIPS (millioner instruktioner per sekund - begreb til måling af en processors hastighed, red). Det handler om at udbrede forståelsen af, at man som projektleder, procesudvikler, programmør, arkitekt eller en anden it-teknisk rolle bygger en katedral, ikke hugger sten. Alle skal have en forståelse af, hvad vi bibringer til den samlede virksomhed, siger Martin Bøge Mikkelsen.

Opfattelsen af it og forretning er også en af bevæggrundene for, at Martin Bøge Mikkelsen har sagt ja til rollen som jurymedlem, når Årets CIO 2006 skal uddeles. Bag kåringen står magasinet for it-chefer Computerworld CIO, analysehuset IDC Nordic og softewarehuset SAS Institute.
Der sker i øjeblikket et skred i danske virksomheder, mener han:
- Tidligere har it-afdelingen været betragtet som en teknisk organisation. It-chefen eller it-direktøren havde typisk en baggrund som teknikeren, der var vokset op i systemet. I dag er det min fornemmelse, at det er forretningsfolkene, der sætter sig på de tunge poster. Og det er min helt klare overbevisning, at vil man have et gennembrud som CIO, så skal man være forretningsorienteret, siger Martin Bøge Mikkelsen.
- It-afdelingerne har generelt været for dårlige til at vise, hvordan de rent faktisk bidrager til organisationen og forretningen, siger han.
Derfor håber han, at kåringen af Årets CIO og udpegningen af et forbillede inden for it-området kan være med til at forbedre imaget og hæve standens niveau.
- Jeg håber, det kan sætte spotlight på, hvor vigtig it-funktionen er. Vi skal have frem, at it faktisk kan bruges som et stategisk virkemiddel, siger han og peger på, at der er brug for samme fokus på
CIO'ens rolle, som der i de senere år har været på for eksempel CFO'en eller økonomidirektøren.
- CFO'en er ganske naturligt blevet en meget vigtig brik, fordi vedkommendes rolle har handlet om økonomienstyringen. Nu er vi nået til en fase, hvor globaliseringen gør, at der er brug for at gøre bedre brug af tekniske muligheder som internettet og mobilitet. Her vil CIO'en spille en meget vigtig rolle i de kommende år, siger Martin Bøge Mikkelsen.
Selv om hans mantra i dag hedder forretning, forretning og forretning, betyder det langt fra, at respekten for teknikerne er forsvundet. For de er uundværlige.
- På det øverste ledelsesniveau i it-afdelingen er der brug for, at man kan se de brede linjer. Men vi ville ikke komme langt, hvis ikke der var nogen, der havde en dyb viden om teknikken, pointerer Martin Bøge Mikkelsen.
Han har bare længe erkendt, at teknikken ikke er ham.
- Jeg har skam selv kodet programmer. Faktisk falder programmørene stadig over nogle af mine programstumper, som måske ikke fungerer helt efter hensigten. Men det er en del af min generalistviden, som er uundværlig i min funktion. Jeg ved, hvad de taler om, når de siger, at "nu har vi performanceproblemer", siger han.

Billedtekst:
på toppen På det øverste ledelsesniveau i it-afdelingen
er der brug for, at man kan
se de brede linjer.
Foto: Hans Juhl

Boks:
Martin Bøge Mikkelsen
Group COO (chief operating officer) i TrygVesta og Tryg med koncernansvar for procesudvikling, it, indkøb, domicil/ejendom og
BusinessLab.

TrygVesta A/S
2005: Group COO and executive vice president.
2003-2005: Koncern it-direktør og vicedirektør.

Tryg Forsikring A/S
2002-2003: It-direktør og vicedirektør.
2000-2002: Forretningsudviklingsdirektør.

Nykredit A/S
1998-2000: It-udviklingschef og underdirektør.

Tryg-Baltica Forsikring A/S
1989-1998: Key account manager i HR,
policechef for Privat Police,
administrations- og udviklingschef i Privat & Erhverv,
it-projektleder i IT,
senior it-konsulent.

Uddannelse
1990-1992: HD i organisation fra Handelshøjskolen i København.
1987-1989: HD i afsætningsøkonomi fra Handelshøjskolen
i København.
1984-1986: HD i regnskabsvæsen fra Handelshøjskolen
i København.
1982-1983: HD første del fra Handelshøjskolen i København.
Om TrygVesta
TrygVesta er den næststørste udbyder af skadeforsikring i Norden. Koncernen omfatter Tryg, Danmarks største skadeforsikringsselskab, Vesta, der er tredjestørst i Norge, samt norske Enter og det danske garantiforsikringsselskab Dansk Kaution. TrygVesta har også en hurtigt voksende filial i Finland og er ved at etablere sig i Sverige. TrygVesta har omkring 3.700 medarbejdere, og koncernens forsikringer beskytter mere end to millioner privatpersoner samt virksomheder.

Boks:
Årets CIO 2006
It-ledelse bliver stadig mere synligt i dansk erhvervsliv. Derfor ønsker Computerworld CIO, IDC Nordic og SAS Institute at kåre årets CIO 2006.
Vil du være årets it-chef i Danmark, skal du begynde med at udfylde spørgeskemaet på webadressen: www.cio.dk.
Fristen for at udfylde skemaet er 15. marts 2006.
Selve kåringen finder sted ved en konference i København 7. juni.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere


Compliance Day 2024: Faret vild i regulativer og direktiver? Få overblik over dem alle

Få et overblik over, hvordan du holder din virksomhed og organisation compliant uden at overimplementere og dermed undgår at bruge unødige ressourcer. Du får desuden indsigt i en række digitale værktøjer, som kan give dig ro i maven og hjælpe dig i dit arbejde med at holde virksomheden compliant på alle punkter.

30. oktober 2024 | Læs mere