Virk.dk stadig på usikker grund

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 10. februar 2006.


Virk er alt for bred og ufokuseret. Portalen ligner en rodebutik og sender ikke det rigtige signal om at være en samlet indgang til den offentlige sektor - det må gå galt, vurderer CBS-professor. Det afviser Virk og henviser til, at alle indberetninger til det offentlige er fuldt digitaliserede til sommer - og så kommer ketchuppen ud af flasken.
I efteråret dukkede en højst besynderlig nyhed op i alle de danske it-medier: Danske virksomheder efterlyste en fælles offentlig portal med adgang til indberetninger til myndighederne. 72 procent af virksomhederne mente endda, at de ville bruge sådan en portal, hvis den fandtes.
Den selv samme undersøgelse, som Megafon havde udført for Hewlett-Packard, viste samtidig, at den eksisterende portal, Virk.dk, stort set var ukendt for de fleste af virksomhederne. Kun to ud af de adspurgte 415 virksomheder - det vil sige under en procent - kunne af egen kraft nævne Virk.dk som en offentlige digital ydelse, som virksomheden benytter.
Men det er ikke bare, fordi Virk.dk er usynlig for virksomhederne. Det kniber stadig - her to et halvt år efter den spektakulære indvielse - med at tilbyde virksomhederne de helt rigtige og banebrydende, digitale tjenester, så erhvervslivets administrative byrde lettes, og det offentlige sparer penge.
- Virk går jo på tværs af alle brancher og henvender sig til alle størrelser virksomheder. Det må jo gå galt, vurderer professor Mogens Kühn Pedersen fra Copenhagen Business School.
Uhåndterlig kolos
Han peger på, at det brede fokus gør det svært at få ordentligt fat i nogen af målgrupperne, og når portalen med tiden har udviklet alle de nødvendige tjenester til alle virksomhedstyper, så bliver V irk.dk en "uhåndterlig kolos", som han betegner det.
- Selve tanken er vanvid. Det er en elefant, man fyrer af. Ligesom med Amanda kan det blive et system med uoverskueligt mange skærmbilleder, som ingen kan finde vej i. Virk er en enorm centralisering, og det lyder uholdbart med så kæmpestor en løsning, siger Mogens Kühn Pedersen.
Til det siger kontorchef Katrine Ring Andreassen fra Center for Koordination og Markedsføring af Virk.dk i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen:
- Det argument kan jeg godt følge. Men vi overvejer for øjeblikket netop at koncentrere kerneforretningen om digitale indberetninger. Uanset hvad, så må det være en hjælp for virksomhederne - specielt de små og mellemstore virksomheder - at de ved, at de kan finde alle relevante blanketter på Virk i stedet at lede efter den enkelte blanket på myndighedens egen hjemmeside,
Kraks Forlags kontrakt med staten om drift og udvikling af Virk.dk udløber til september. Siden begyndelsen i 2002 har Krak forsøgt at drive Virk kommercielt med blandt andet salg af bannerannoncer, og det kan øjensynligt ikke lade sig gøre. Krak ventes at kaste håndklædet i ringen, skille de kommercielle aktiviteter ud og beholde dem - og lade staten overtage indberetningsdelen.
- Jeg kan godt forstå, at Krak vil ud. Men problemet med den uoverskuelige portal og det uensartede serviceniveau på Virk.dk bliver ikke løst af den grund, siger professor Mogens Kühn Pedersen.
- Rom blev ikke bygget på en dag, og selv om staten overtager indberetningerne, så er der ingen grund til at udtynde portaltanken, siger Katrine Ring Andreassen.
Også direktøren for Virk, Per Palmkvist Knudsen, afviser, at Virk risikerer at blive en it-mæssig kolos.
Virk er en portal - ikke et system
- Vi overtager jo netop ikke myndighedernes fagsystemer. Vi skaber bare en fælles kommunikationskanal til fagsystemerne. Og der tilbyder vi en fantastisk vigtig service i det system, nemlig et fælles system til styring af rettigheder og "single sign-on", siger han og peger på, at der ikke er nogen grund til, at hver enkelt myndighed laver login-systemer, så virksomhederne skal ajourføre medarbejdernes digitale rettigheder hos en række forskellige offentlige myndigheder.
- Vi har lavet den tekniske løsning til "single sign-on" med digital signatur. Nu mangler vi bare den politiske konfirmering, siger Per Palmkvist Knudsen.
Katrine Ring Andreassen peger på, at selv om Virk ikke fokuserer på brancher, men er hele erhvervslivets portal, så skyder Virk ikke med spredehagl efter målgrupperne.
- Vi har hele tiden haft særligt fokus på små og mellemstore virksomheder. Selv om de store virksomheder har flest administrative opgaver i forhold til det offentlige, er de også bedre til selv at organisere digital selvbetjening hos myndighederne, siger hun og nævner, at de store virksomheder i højere grad har brug for maskine til maskine-løsninger, såkaldte webservices, frem for digitale indberetninger på en hjemmeside.
- Men de system til system- løsninger kan portalen også være med til at løse. Og de kommer helt klart til at spille en rolle i fremtiden, understreger hun.
Offentlig-privat ingenmandsland
Virk A/S er formelt set ejet af Kraks Forlag, men er i høj grad underlagt en offentlig - og politisk - bestyrelse i et samarbejde mellem en lang række statslige institutioner. Et offentligt-privat partnerskab, hvor Virk A/S er afhængig af de statslige institutioners lyst og vilje til at gøre Virk.dk til platform for deres digitale selvbetjeningsløsninger - frem for institutionens egen hjemmeside.
Da en konsulentrapport for halvandet års tid siden voldsomt kritiserede organiseringen af Virk.dk, etablerede myndighederne i fællesskab Center for Koordination og Markedsføring af Virk.dk - i daglige tale KMV, der har medarbejdere indstationeret fra en lang række statslige institutioner og hører til under Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Man kan sige, at med KMV har det offentlige fået et fælles "ansigt" mod Virk A/S.
Som privat virksomhed med de offentlige myndigheder som største kunde, handler det for Virk A/S om at navigere i ingenmandsland mellem privat og offentlig. Eller bare håndtere myndighederne.
- Det største problem ligger i det offentlige - ikke i det offentlig-private samarbejde mellem Staten og Krak. Vi skal ændre adfærden i det offentlige, understreger Per Palmkvist Knudsen.
Virk.dk har netop været plaget af stridigheder mellem ministerier, styrelser, direktorater og andre statslige institutioner. Og klassiske ressortstridigheder slipper Virk.dk nok aldrig ud af.
- Der har været - og er sikkert stadig - en vis modstand fra myndigheder, der gerne vil have deres egne løsninger på deres egen hjemmeside. Hvorfor skulle de udvikle den til Virk.dk, vurderer konsulent for digital forvaltning i Dansk Industri Sune Jensen.
En fælles rodebutik
Selv om de offentlige myndigheder har valgt at flytte indberetningsløsninger fra deres egen hjemmeside til Virk.dk, så får det portalen til at ligne en rodebutik, og det holder også virksomhederne væk, vurderer Mogens Kühn Pedersen fra Copenhagen Business School.
- Der er en masse forskellige indholdsleverandører, så servicen er uigennemsigtig - der er ikke et homogent serviceniveau. Virksomhederne opfatter ikke det offentlige som et samlet sted, og Virk har endnu ikke kunnet aflive den opfattelse, forklarer han.
Virksomhederne forventer, at en offentlig hjemmeside signalerer noget solidt og troværdigt - måske ligefrem kedeligt, mens Virk opererer på det private marked og derfor er nødt til at bruge regulær markedsføring for at lokke brugerne til.
- Særligt i de første versioner af Virk var det umuligt at se, om det var offentligt eller privat, siger Sune Jensen.
En brugerundersøgelse fra efteråret, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har foretaget, viser også, at de kommercielle aktiviteter direkte bremser for udbredelsen af digitale indberetninger til offentlige myndigheder.
- Fokusgrupperne viser, at virksomhederne har mere tillid til kongekronestemplede hjemmesider, når de skal lave indberetninger, så det er muligt, at vi skal skille de ting ad i fremtiden, siger Katrine Ring Andreassen og understreger, at det kommercielle indhold ikke bliver fjernet nu og her.
- Det er et led i den udbudsforretning, vi efter planen skal have senere på året, siger hun.
Virk synes selv, det rykker
Tre måneder efter HP's undersøgelse bestilte KMV i december sin egen undersøgelse - også hos Megafon. Her nævner halvdelen (49 procent), at de har hørt om Virk, og knap hver femte (18 procent) nævner Virk.dk som en hjemmeside, hvor en virksomhed kan foretage elektroniske indberetninger til det offentlige. Denne gang spurgte Megafon direkte de ansvarlige for indberetning af regnskaber, skat m.v. til det offentlige - og Megafon spurgte kun virksomheder med fem til hundrede ansatte.
Til sammenligning havde knap halvdelen (45 procent) af virksomhederne i den oprindelige og lidt besynderlige undersøgelse fra Hewlett-Packard mere end hundrede ansatte. Og så store virksomheder har måske slet ikke brug for Virk. Portalen er stadig ved at finde sine ben at stå på.
- Vi er måske nået værnepligtsalderen, og det går stærkt. Kort før jul passerede vi konfirmationsalderen. Så det rykker, forklarer direktør Per Palmkvist Knudsen.
Alle indberetninger er digitale til sommer
- Vi er stadig i en begyndelsesfase. Vi har 1.200 offentlige blanketter på Virk, men kun cirka halvdelen er fuldt digitale. De andre kan kun hentes som pdf-filer og sendes med posten, og det ikke godt nok. Men vi er godt i vej, supplerer Katrine Ring Andreassen, der lover, at de resterende cirka 600 pdf-blanketter vil være erstattet med fuldt digitale indberetningsløsninger 1. juli i år.
På trods af børnesygdomme og mange forskellige interesser, er også kunderne - erhvervslivet - temmelig sikker på, at Virk nu har fat i den lange ende og er på ret kurs.
- Virk er på vej i den rigtige retning, og de arbejder godt med det, lyder dommen fra it-politisk konsulent i Dansk Handel og Service, Christian Ohm. Han vurderer, at virksomhederne allerede nu er begyndt at bruge Virk aktivt - ikke bare til informa­tionssøgning.
- Om et år ser vi helt andre tal end de 4.000 indberetninger om ugen. I 2006 vil vi se, at digitalisering bliver et naturligt led i virksomhedens drift, Christian Ohm. Han bakkes ubetinget op af Dansk Industri (DI).
- Virk har set lyset og har nu sat kunden, virksomhederne, i centrum. Nu skal myndighederne bakke op om Virk, siger konsulent i digital forvaltning hos DI, Sune Jensen. ?

Billedtekst:
- Virk er en enorm centralisering, og det lyder uholdbart med så kæmpestor en løsning, siger professor Mogens Kühn Pedersen fra Copenhagen Business School. Foto: Torben Klint

Billedtekst:
- Der er ingen grund til at centralisere information. Det gør vi heller ikke. Men en kanal til indberetning er en god ide. Og vi er bestemt ikke ved at udtynde tankenl, siger kontorchef Katrine Ring Andreassen fra det offentlige koordineringsorgan for Virk, KMV.

Boks:
En kolos på lerfødder
Det offentliges portal for digital erhvervsservice, Virk.dk, kæmper for sit liv på fjerde år. Ikke sådan at forstå, at portalen kæmper for sin eksistensberettigelse. For den er klar: Det ville være noget nær utænkeligt at lukke et fællesoffentligt digitaliseringsprojekt, der både rummer modernisering, regelforenkling, har effektiviseringspotentiale og kan give brugerne bedre service.
Men kolossen har lerfødder og er bygget på mosegrund. Det er erhvervsserviceportalens konstruktion som offentligt privat partnerskab, OPP, der ikke har kunnet stå distancen, og som nu synger på sidste vers.
For nogle uger siden blev bestyrelsesformanden i Virk.dk, Svend Askær, citeret af Erhvervsbladet for at sige, at "vi trækker os ud af samarbejdet om erhvervsportalen med Kraks Forlag".
Der var tilsyneladende tale om en præmatur udmelding, men den er god nok.
Nok har Krak fået bevilget en kapitalindsprøjtning af Folketingets Finansudvalg til at dække driftsunderskuddet på Virk.dk året ud, men 1 januar 2007 er det slut.
Virk.dk's bestyrelse finpudser i øjeblikket en strategi, der skal munde ud i, "at staten genvinder den fulde kontrol med portalen ved den nuværende aftales ophør", som det hedder.
Den tværoffentlige portal til digital erhvervsservice vil ikke igen blive udbudt i licitation til én privat partner. Der vil formentlig i stedet blive tale om at udbyde drift, udvikling og vedligehold til flere forskellige leverandører efter den konventionelle model.
Det bliver ikke den eneste ændring. Efter fire år imødekommes brugerklagerne fra erhvervslivet samtidig: Det kommercielle indhold fjernes helt i den nye model.
Kravene til de offentlige myndigheder om at integrere deres eksisterende erhvervsrettede services og tjenester til V irk.dk bliver til gengæld strammet betydeligt - allerede i år.
Det offentliges anden storleverandør af digital erhvervsservice, Skat, er på vej med en stor ny fællesoffentlig service, nemlig eIndkomstregisteret. Skat vil - selv om eIndkomst er et fællesoffentligt digitaliseringsprojekt - eje og drive registeret selv. Loven om eIndkomst er netop fremsat og forventes vedtaget inden sommerferien.
Registret vil medføre store administrative lettelser både i erhvervslivet og i den offentlige sektor. ?

OriginalModTime: 10-02-2006 14:19:41




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere