Ansigtets varme giver en ekstra dimension

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 10. februar 2006.


Ansigtsgenkendelse bliver mere præcis ved at tilføje en ekstra dimension til de todimensionelle billeder og samtidig registrere ansigtsvarmen.

En genkendelsesprocent tæt på 100. Det er hvad danske Guardia forventer, at firmaets teknologi til ansigtsgenkendelse i 3D kan præstere. For tiden deltager firmaet i en stor, uvildig test af ansigtsgenkendelse. Face Recognition Vendor Test 2006 er støttet og sponseret af FBI, det amerikanske sikkerhedsministerium og det amerikanske institut for teknologistandarder, NIST. Resultatet af testen forventes om nogle måneders tid. Ifølge projektkoordinator Line Kallmayer Bach hos Guardia vil ansigtsgenkendelse i 3D være en væsentlig forbedring i forhold til ansigtsgenkendelse i 2D.
- Varierende lysforhold, utilstrækkelige målepunkter og forandring i posering gør det svært for 2D-genkendelse, siger Line Kallmayer Bach.
Med ansigtsgenkendelse i 3D er det ikke nødvendigt, at man står med ansigtet rettet perfekt frem mod kameraet.
- 3D-ansigtsgenkendelse er bedre til at registrere de ansigtspunkter, der entydigt identificerer dig. Ansigtsgenkendelsen bliver ikke kompromitteret ved variation i posering, siger Line Kallmayer Bach.
Hun sammenligner teknologien med, hvordan menneskets egne øjne fungerer.
- Hvis man lukker det ene øje, har man eksempelvis svært ved at bedømme afstande. Bruger man begge øjne, giver det to forskellige billeder, der så kombineres til et tredimensionelt billede med korrekt dybde, siger Line Kallmayer Bach.

Guardia supplerer tilmed sin 3D-teknologi med infrarøde kameraer, der kortlægger et ansigts såkaldte varmelandskab og styrker identifikationen.
- Hvert ansigt har sit eget unikke temperaturlandskab, som et infrarødt billede afspejler, oplyser Line Kallmayer Bach.
Guardias teknologi kan registrere temperaturforskelle på 0,08 grader celsius. Selvom temperaturniveauet stiger eller falder, vil selve varmelandskabet være det samme. Som en sidegevinst kan infrarøde kameraer være med til at screene for sygdomme. Eksempelvis brugte man under SARS-udbruddet i Fjernøsten infrarøde kameraer til at screene for passagerer med feber.

Et af de afgørende kriterier for et gennembrud for 3D-teknologien er internationale standarder.
- 2D-billederne har været længst tid på markedet, så de har en standard. Der arbejdes dog i USA på at få en 3D-standard, så systemerne vil kunne arbejde sammen. Ved små isolerede systemer er en standard ikke så vigtig, men hvis teknologien for eksempel skal anvendes i lufthavne verden over, er det vigtigt, at de forskellige leverandørers teknologier forstår hinanden, siger Line Kallmayer Bach.

Billedtekst:
UNIKT Guardias 3D-model opbygges på basis af 40-50.000 målepunkter. Derefter udtrækkes parametre, som er baseret
på cirka 10.000 målepunkter, som i kombination udgør en persons unikke biometriske profil. Illustration: Guardia.

Boks:
Prisbelønnet teknologi
Guardias ansigtsgenkendelse er allerede blevet belønnet med en pris fra det europæiske Information Society Technologies (IST) og er nu med i opløbet om IST Grand Prize, der er en af de fornemste teknologipriser i EU-regi. Fra den oprindelige pulje på 66 firmaer er Guardia nu med i slutspurten blandt 20 europæiske firmaer om at blive kåret som den mest innovative virksomhed i Europa. Den 22. marts bliver vinderen udpeget i Wien.

Boks:
Vi har talt med:
• Jan Braginski, administrerende direktør, Tempest
• Christian M. Birkemark, seniorforsker,
Forsvarets Forskningstjeneste
• Line Kallmayer Bach, projektkoordinator, Guardia
• Peter Carpentier, vicerigspolitichef,
Politiets Dataafdeling
• Lars Toft, salgschef, Steria
• Odd Elness, seniorkonsulent, Steria
• Peter Söderlund, vice president,
product concepts, SAS




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
NIS2: Vi gør status efter tre måneder og lærer af erfaringerne

Vær med, når vi deler oplevelser med implementering af NIS2 og drøfter, hvordan du undgår at gentage erfaringerne fra GDPR – og særligt undgår kostbar overimplementering.

30. september 2025 | Læs mere


Ledelse og AI: Sådan transformerer teknologien lederskabet

Her er chancen for at netværke med andre ledere, der håndterer store transformationer med udgangspunkt i it. Hør blandt andet om, hvordan AI revolutionerer forandringsledelse og organisatorisk udvikling.

02. oktober 2025 | Læs mere


Sådan drager du fordel af AI, Power Apps og branchemoduler med Business Central

Få hands-on viden om, hvordan du kan skalere din virksomhed med AI, Power Apps og branchemoduler i Dynamics 365 Business Central.

03. oktober 2025 | Læs mere