Lector fordobler resultatet - igen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 17. februar 2006.


Den danske leverandør af elektroniske dokumenthåndteringssystemer Lector kan igen i år notere en betydelig vækst i både omsætning og indtjening.
På bare fem år er de danske specialister i elek­tronisk dokumenthåndtering
(ESDH) Lector vokset fra et initiativ blandt fire venner til at være en markant spiller på markedet for videnhåndtering.
Lector har specialiseret sig i at levere et ESDH-system, som lever op til de særlige udbud af ESDH-systemer til det offentlige (FESD), og som udelukkende er baseret på Microsofts teknologi såsom SharePoint.
Startede i det små
Årets resultat på to millioner kroner var en fordobling af sidste års resultat, der igen var en fordobling af forrige års resultat. Omsætningen er steget fra 12 millioner til næsten 20 millioner kroner eller en vækst på 67 procent.
- Vi er meget stolte af årsresultatet. Vi startede i det små, men nu er vi helt oppe i toppen af dansk softwareudvikling. Årets positive resultat skyldes stabile kunder, og forventningerne til 2006 er høje. Nøglen til vores succes er naturligvis en stærk produktportefølje, men i mindst lige så høj grad vores evne til at integrere løsningerne med kundernes eksisterende forretning, siger administrerende direktør Kim Palvig, Lector.
Høje ambitioner
Succesen for firmaet kommer dog ikke bag på direktøren, der blandt andet peger på en lidt gammeldags forretningsmoral som en af forklaringerne.
- Med risiko for at lyde gammeldags, så holder vi i Lector på, at en aftale er en aftale, så vi afleverer altid til tiden og stiller garanti for udbyttet af kundeinvesteringen. Og vi har aldrig mistet en kunde. Det er faktisk gået så godt, at vi fra starten har præsteret tocifret millionvækst, siger Kim Palvig.
Også ambitionerne for det kommende år er høje. Blandt andet skal et nyt produkt gøre Lector til en af de store leverandører på det danske marked for digital sags- og projektstyring, oplyser Lector-direktøren.
Lector har i dag 35 medarbejdere og forventer i 2006 at nå 50 medarbejdere. Lectors prog­nose for årsomsætningen i 2006 er 35 millioner kroner og et resultat på godt fire millioner kroner.

OriginalModTime: 16-02-2006 14:03:34