Ajour

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. marts 2006.


Vidste du ...
... at Oracles overhoved, Larry Ellison, trods et årligt forbrug på rundt regnet 125 millioner kroner til private livsstilsgoder som hus, fly, båd, kvinde(r) m.v. ifølge avisen San Francisco Chronicle fortsat ligger placeret som verdens niende rigeste mand - og USA's fjerde rigeste?

Stensikkert still-foto
I Japans begravelsessektor er man forarget over en stigende tendens til at inddrage ny teknologi i sørgeprocessen. Helt specifikt drejer det sig om, at de efterladte til afdøde har svært ved at vise fornøden respekt for bisættelsesceremonien ved at holde nallerne fra deres mobiltelefoner.
Den evige hvile må foreviges, mener de mange åbenbart, som inden kistelåget smækker, benytter mobilens kamerafunktion til at knipse et sidste snapshot af den kæres afsjælede legeme.
- Jeg er overbevist om, at de afdøde godt ville betakke sig for at blive fotograferet i den situation, siger bedekvinden Mainichi Shimbun til Yahoo News.
En samfundsekspert, Toru Takeda, betegner det som en af tidens "laster" - at det moderne menneske har svært ved at håndtere virkeligheden, hvis ikke det er i besiddelse af et fotografisk minde, som kan deles med andre.

Du, mit livs soap-mate!
Hvis han ikke allerede er i nettet, er han garanteret på nettet - den eneste ene!
At online-dating er hot som nogensinde, kan blandt andet ses af udbuddet af dertil indrettet automatisering af indfangningsprocessen i form af digital match-making på nettet. Slut med at spilde tiden hængende i røgtåger op ad Damhuskroens bardiske, når Gud og hvermand efterhånden tilbyder serverkapacitet til at klare jobbet for én.
Det gælder også den amerikanske digitale videotjeneste TiVo, som dog i sit koncept ser stort på de sædvanligvis grundige metodikker for online-sammensmedning af singler og alene matcher folks profiler på tre kriterier: Yndlings-tv-serie, yndlingsskuespiller eller instruktør samt en enkelt hobby.
Konceptet introducerede TiVo på et hotel i San Francisco på selveste Valentines Day's aften, hvor hver single på forhånd var blevet matchet med tre emner af tilsvarende fjernbetjenings-observans og så ellers kunne bruge aftenen på selv at skille de pågældende ud fra flokken.
Men måske ligger succesen ved den metode ikke sådan lige for:
"Er du Vild med dans?". "Nej tak, jeg synes, Livet er fedt her ved Lægens bord". "Æv, jeg føler mig pludselig helt Sporløs. Er du så mere til noget Roomservice?". "Hvad med lige at mobilisere Den 6. sans, hva'ba'!". "Hrrmmff, det kalder jeg sgu' Rene ord for pengene!"
Billedtekst:
blind kærlighed Hvis kærlighed alligevel gør blind, kan det vel være ét fedt, om Pamela Anderson eller Amin Jensen fylder skærmen ud, eller ...?
Modelfoto: Philips

It-rekrutter i vuggestuen?
Hører man til de arbejdsgivere, som ynder at håndplukke kommende medarbejdere blandt den computer-nørdede, formbare ungdom, bør man læse videre her:
Dugfrisk forskning, for nylig offentliggjort i "Proceedings of the National Academy of Science", mere end indikerer, at babyer, allerede inden de kan gå, besidder en fundamental matematisk sans. Det beretter nyhedsbureauet Reuters.
Forskerne ved Duke University i North Carolina har videreført tidligere forsøg med aber, som har påvist en evne til at opfatte ting numerisk. De har testet 20 menneskebabyer i syvmånedersalderen, som først lyttede til to - og siden tre - kvinder udtale ordet "look" samtidig. Desuden blev de små størrelser præsenteret for videoklip af to, henholdsvis tre, kvinder og brugte tydeligvis længere tid på at dvæle ved de billeder, som matchede antallet af snakkende kvinder.
Forskerne konkluderer derfor, at vi tidligere end antaget er i stand til at tælle til tre tremmer i kravlegården, og at der dermed må være skabt teoretisk basis for at gøre
Pythagoras' læresætning til almenviden for selv småkravl.
Billedtekst:
talmagi Mums for den kræsne arbejdsgiver: Kan allerede tælle til tre, så nu er der ikke langt til otte. Det er der derimod til både barselsorlov og pensionsalder!




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Computerworld Summit 2025, København – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

27. maj 2025 | Læs mere


Årets CIO 2025

Vi skal finde Årets CIO 2025 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

03. juni 2025 | Læs mere


Computerworld Summit 2025, Aarhus – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

03. juni 2025 | Læs mere