Ajour

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. marts 2006.


Ugens citat:
"Forretningsjargon er kunsten ikke at sige noget som helst og samtidig få det til at lyde, som om man siger en hel masse."

Tony Long, redaktør og klumme­skribent på
Wired News.

Antennemænd på strålejagt
Trods sagens alvor sætter denne mission uvægerligt gang i den indre tegnefilm:
En lille håndfuld "men in black" i fast luftrutefart på kryds og tværs af USA, kun medbringende håndbagage i form af udstyr, der ville stoppe enhver anden i sikkerhedskontrollen: Mystiske antenner og en mindst lige så mistænkelig spektralanalysator!
Men som nævnt: Det hele er dybt seriøst ment og repræsenterer endnu et frekvensskift i rækken af undersøgelser af, hvorvidt mobiltelefoni og lignende elektronisk passagertidsfordriv influerer på flysikkerheden. For det gør den, viser mørkemændenes målinger. De er forskere på Carnegie-Mellon University og har på deres flyvende togter pejlet sig frem til et gennemsnitligt antal mobilsamtaler på en til fire pr. flyvning - til tider endda under start og landing, hvor navnligt flyets livsvigtige GPS-udstyr er i fare for at blive påvirket.
Forskerne anbefaler, at luftfartsmyndighederne og den amerikanske telestyrelse FCC enes om fælles strålingsstandarder, og at flyselskaberne selv foretager regelmæssige rutinemålinger af radiostråling. Resultatet af undersøgelsen må tolkes som ny luft under vingerne til kritikerne af mobilsnak på fly - både dem, der har teknologiske indvendinger, og dem, der taler for opretholdelse af minimal livskvalitet om bord.
Billedtekst:
flysikkerhed En strålende arbejdsomhed, men stressende. Ikke mindst for flyets GPS-udstyr.
Foto: PRNewsFoto

Lægger vægt på prisen
At tjekke ind på det 3-stjernede Hotel Ostfriesland i Niedersachsen kan have mindst et lighedspunkt med oplevelsen ved lufthavnens bagageindlevering: Overvægt koster! I hvert fald reklamerer det tyske hotel med et særligt tilbud, hvor det for gæsten gælder om at have styr på vægten af en eventuel kropsligt integreret kuffert: Kun 0,50 euro pr. kilo pr. overnatning!
Med andre ord kan den splejsede letvægter på 60 kilo sove sødt for blot 30 euro pr. nat, mens sværvægteren på de 100 kilo må slippe en 50'er.
Og nej, prisdifferentieringen er ikke vedtaget ud fra hensyn til slitage på madrasbunde eller belastning af elevatorer, men alene ud fra den tese, at tynde mennesker lever længere.
"Så kan vi forvente flere besøg af dem, og det vil vi på forhånd godt belønne dem for", skriver ejeren af det kommende oldekolle-hotel, Jürgen Heckroth, på hjemmesiden www.hotel-ostfriesland.de.
Billedtekst:
Guf endelig løs af hotellets overdådige morgenbuffet - saldoen
afgøres alene af indtjekningstyngden! Foto: Hotel Ostfriesland.

Fortrinlig lysavis
Kun fantasien sætter grænser for kreativ anvendelse af dette stykke lingeri - vejviser, brugsanvisning, humørbarometer eller reklamebudskab... ja, man må sig forbarme! Bag det informative stykke stof står en amerikansk designer ved navn Janet Hansen, som desuden excellerer i oceaner af andre discolys-beklædte gevandter. Batterierne kan typisk strømforsyne lysavisen en god gå i byen-aftenstid, forsikrer Janet på hjemmesiden Enlighted.com. Så vil man ikke nøjes med at blive set, men også læst, er der givetvis store fordele ved investeringen på godt 3.000 kroner.
Billedtekst:
Attributter Hvor man gemmer batterierne og andre nyttige tips, kan ses på http://enlighted.com. Foto: Enlighted Designs

OriginalModTime: 16-03-2006 14:45:16




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Computerworld Summit 2025, København – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

27. maj 2025 | Læs mere


Årets CIO 2025

Vi skal finde Årets CIO 2025 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

03. juni 2025 | Læs mere


Computerworld Summit 2025, Aarhus – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

03. juni 2025 | Læs mere