Ti år med net-selvangivelser

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 24. marts 2006.


I går var det netop ti år siden, at borgerne for første gang kunne indtaste deres selvangivelse på skattevæsnets hjemmeside.

Det startede som en tastselv-løsning via telefonen i 1995. Allerede året efter lagde ToldSkat, i dag Skat, i et samarbejde med CSC, den første løsning af sin art i verden på nettet, TastSelv Internet. At dømme efter antallet af borgere, der afleverer selvangivelsen online, er TastSelv i dag en offentlig it-succes med over 600.000 brugere.
Internettet var stadig nyt i 1996, men 10.000 danskere hoppede med på ideen. I dag angiver 70 procent af de almindelige skatteydere sig selv via nettet, mens ti procent foretrækker papiret.
- Vi har aldrig tvunget nogen til at bruge de digitale løsninger, men de fleste er klar til at betjene sig selv digitalt, hvis produktet er i orden, siger en tilfreds Skat-direktør, Preben Kristiansen.

Charlotte Hansen er også tilfreds. Hun var gruppeleder for den lille håndfuld ansatte i skattevæsnet, der fik til opgave at skrue løsningen sammen i midten af 90'erne.
- Jeg er stolt af at se, hvad det, vi lavede dengang, har udviklet sig til. Vi syntes egentlig ikke selv, at det var en revolution. Vi førte bare vores telefon-TastSelv over på nettet, siger Charlotte Hansen, som i dag er systemudvikler hos CSC.
Hun fortæller, at data-sikkerheden dengang så lidt anderledes ud end i dag:
- Da vi sendte selvangivelserne ud, stod passwordet til netadgangen på selve selvangivelsen med en besked om, at man jo ikke skulle gå og vise den frem til alle og enhver.

OriginalModTime: 23-03-2006 14:43:22