Leverandører får kniven for struben i modenhedssag

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 31. marts 2006.


IT-Branchen tæt på at blive dømt for nøl i arbejdet med at nå til enighed om, hvilke modenhedskrav det offentliges it-leverandører skal leve op til.

Dansk IT, som sammen med IT-Branchen og ITEK har samarbejdet med Videnskabsministeriet om at opstille modenhedskriterier for it-leverancer til det offentlige, langer kraftigt ud efter ITB. Også ministeriet er ved at tabe tålmodigheden.
- En uge før resultatet skulle offentliggøres, trak IT-Branchen i nødbremsen. Ovenikøbet har de offentligt lagt afstand til det resultat, vi efter mere end et halvt års arbejde var nået frem til, og de søger at tage luft ud af det med fortsatte forsøg på at skære skiver af pølsen. Så har bestræbelserne trange kår. Det er skuffende, siger formanden for Dansk IT's udvalg for it i den offentlige sektor Ejvind Jørgensen, der er underdirektør i Rambøll Management A/S.
Han tilføjer, at Dansk IT har indskærpet modenhedskrav i det offentlige gennem de seneste syv år.
Ejvind Jørgensen henviser til, at formanden for IT-Branchen, KMD-topchef Lars Monrad-Gylling, ved en konference om it-arkitektur i sidste uge luftede en række forbehold samt nye krav. Eksempelvis at beløbsgrænsen for, hvornår der kan kræves dokumentation for modenhed i processerne hos leverandøren, skal hæves fra fem til 15 millioner kroner.

IT-Branchen sender aben videre til Videnskabsministeriet, som præsenterede en vejledning sammen med modenhedsmodellen ved konferencen. Modenhedskravet vil blive skrevet ind i standardkontrakten K02 for it-leverancer til det offentlige.
- Det var ikke muligt inden da at tage de runder, der var nødvendige for at blive enige om formuleringen. Pludselig var der en deadline, og så kunne vi ikke være med. Vejledningen er ikke forkert, men der mangler afklaring af tre ting: Beløbsgrænsen, koblingen til K02 og vores krav om modenhed hos kunden, siger Frank Wätjen, der er chefkonsulent i TietoEnator og formand for ITB's modenhedsudvalg.
Han advarer mod at forcere arbejdet og oplyser, at der nu er aftalt to møder i april, hvor parterne vil forsøge at blive enige.

I Videnskabsministeriet tilkendegiver vicedirektør Mikkel Hemmingsen, at det nu er sidste udkald, og at tålmodigheden med leverandørerne er ved at være brugt op.
- Udgangspunktet er, at kunden betaler, så kunden stiller kravene. Det er vores ret, og det er, hvad mit bagland forlanger. Vi har så den principielle holdning, at vi gerne vil udvikle det her sammen med branchen for at sikre forståelse i den anden ende. På den baggrund har vi kørt en meget lang proces, hvor vi har prøvet at blive enige med branchen. Men min klare holdning er, at nu må vi se, hvor langt vi kan komme i april. Ellers kører vi selv, siger han.

Både Ejvind Jørgensen og Mikkel Hemmingsen mener, at man fra kundeside har strakt sig meget langt over for branchen.
Eksempelvis kræves ikke en egentlig modenhedscertificering, men blot at leverandøren deklarerer, hvordan han dokumenterer sine processer med henblik på at sikre kvalitet i leverancerne. Hvad beløbsgrænsen angår, siger Mikkel Hemmingsen:
- Vi mener, at et it-projekt til fem millioner kroner, svarende til 4.000-5.000 mandetimer, er stort. Så er man ikke længere en lille amatørbiks i en garage, men en seriøs leverandør, som kunden skal have mulighed for at vurdere på et ordentligt grundlag.
Han tilføjer, at leverandørerne jo heller ikke holder sig tilbage med krav om modenhed hos kunderne, og at et stort projekt om intern modenhed i det offentlige er sat i værk.
- Baggrunden er, at man på topchefniveau i det offentlige er blevet mere bevidste om modenhed og kvalitet gennem de seneste fire-fem år og derfor stiller nye, højere krav. Som it-chef vil du gerne sikre dig så godt som muligt, siger Mikkel Hemmingsen.

OriginalModTime: 30-03-2006 14:05:27




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere