Politiske pinger til generalprøve i standarder

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 5. maj 2006.


Åbne standarder eller ej? Folketingets it-ordførerne var til paneldebat IDC-konference i pingvinens tegn. Det blev en generalprøve på behandlingen af De Radikales forslag om at indføre åbne standarder i det offentlige.
´
Er ønsket fri konkurrence, brugerdrevet innovation og udvikling, er der kun et svar. Nemlig åbne standarder. Så enkelt kan det siges. Og det gør han så - den administrerende direktør for Dansk Handel & Service, Søren B. Henriksen, denne onsdag eftermiddag, hvor IDC har inviteret Open Source-folket inden for i Bella Centret til konferencen "Linux on Enterprise".
På gæstelisten står også de danske it-ordførere. På den ene side De Radikale og SF, der vil sætte turbo på udviklingen - og på den anden side Venstre og De Konservative, der vil tage sig god tid. Senere på dagen skal de netop behandle et forslag fra Det Radikale Venstre om at indføre åbne standarder i det offentlige.
- Men se, hvordan de vader rundt i det, provokerer direktøren, der i den ene hånd vifter med dagens udgave af Politiken med artiklen "Millioner spildt på hospitals-edb".
Den affære kunne ifølge Søren B. Henriksen formentlig være undgået, hvis der var blevet udviklet et fælles system til håndtering af elektroniske patientjournaler baseret på åbne standarder.
- Så lad os få det udspil, der kan skubbe til indførelsen af åbne standarder. Det handler om politisk awareness. Det offentlige må gå foran - de har et ansvar, lyder Søren B. Henriksens indspark til konferencens debat om åbne standarder.

De skarpe kommentarer vækker liv i sæderækkerne i Bella Centrets kongres-auditorium. Her sidder de bænket side om side. Open Source-interesserede fra såvel det offentlige som private virksomheder. Efter en kongres-dag i pingvinens tegn kan de nu vende blikket mod politikernes paneldebat om åbne standarder.
Det er netop den slags debatmøder, som kan få en it-politisk ordfører fra Venstre til at håbe, at der er Microsoft-repræsentanter til stede.
- Så vil de nemlig få mere tæsk end regeringspartierne, lyder det fra Michael Aastrup Jensen (V), der dog må konstatere, at det nok er for meget af håbe på netop ved en Linux-konference.
Da debattens ordstyrer, administrerende direktør for IDC Nordic Per Andersen, opfordrer mulige Microsoft-repræsentanter til at give sig til kende i salen, bliver der i hvert fald helt stille. Måske fordi de husker, hvordan Microsoft Danmarks direktør for strategi og politik, Anders Nørskov, fik størstedelen af tilhørerne og alle debatdeltagere imod sig, da han i marts stillede op til diskussion af fremtidens dokumentformat på LinuxForum 2006. Eller måske fordi denne solskinseftermiddag i april byder på andre gøremål.

IDC's oplæg til paneldebatten byder i det officielle program på spørgsmål som: "Hvilken rolle ser du Linux spille i fremtiden?", og "Hvordan ser du konsekvenserne af åbne standarder i Danmark?"
Debatten bliver dog præget af det radikales forslag, der lægger op til, at regeringen senest 1. januar 2008 bør indføre og vedligeholde et sæt af åbne standarder, der kan tjene til inspiration for øvrige offentlige myndigheder.
"Åbne standarder bør herefter være en del af grundlaget for det offentliges udvikling og indkøb af it-software med henblik på at fremme konkurrencen," lyder det i forslaget.
De fremmødte it-ordførere - Anne Grete Holmsgaard (SF), Per Ørum Jørgensen (K), Michael Aastrup Jensen (V) og Morten Helveg Petersen (R) - er ikke uenige om, at den fremtidige it-strategi byder på åbne standarder. Til gengæld kan de ikke blive enige om, hvilket tempo det skal ske i.
- Det offentlige bør have en strategi på området. Derfor mener vi, at det er tid at sætte foden på speederen og turbo på udviklingen, siger Morten Helveg Petersen, mens ordførerne fra Venstre og de konservative modsat mener, at tidsplanen er for kort.
- Ønsket om åbne standarder er godt, men vejen dertil er forkert. En frist 1. januar 2008 er urealistisk, lyder det fra Michael Aastrup Jensen. Per Ørum Jørgensen understreger, at der fortsat er mange spørgsmål, som ikke er besvaret. Blandt andet de økonomiske konsekvenser.
- Dem forsøger man at drible udenom, siger han og indkasserer herefter et spørgsmål fra Anne Grete Holmsgaard, om regeringspartierne går ind for fri konkurrence?
Det kan de ikke benægte.
- Men I taler om åbne standarder udelukkende som en udgift. Det kan jo tænkes, at vi kan tjene pengene hjem. Fri konkurrence vil skabe billigere løsninger. Men I mener altså, at fortsat monopol er at foretrække?, lyder det udfordrende spørgsmål fra Anne Grete Holmsgaard til modstandere.

Spørgsmålet får Michael Aastrup Jensen og Per Ørum Jensen til at trække hver et lille smil frem og ryste let på hovederne - akkurat som det sig hør og bør i en politisk paneldebat.
Det fremkalder latter på sæderækkerne, hvor konference-gæsterne sidder med dagens oplæg i frisk erindring - og masser af materiale fra dagens mange udstillere mellem hænderne. Det er ikke svært at gætte, hvor deres opbakning ligger, når der er tale om åbne standarder eller ej.
Ordstyrer Per Andersen må konkludere, at der er politisk enighed om, at åbne standarder er vejen frem - det er blot et spørgsmål om hvornår. Det får tilhørerne ikke svar på denne eftermiddag, hvor politikerne efter besøget på konferencen kører mod Folketinget for at fortsætte debatten.

Billetekst:
"Lad os få det udspil, der kan skubbe til indførelsen af åbne standarder. Det offentlige må gå foran - de har et ansvar"
Søren B. Henriksen, Dansk Handel & Service

Billedtekst:
"Ønsket om åbne standarder er godt, men vejen dertil er forkert. En frist 1. januar 2008 er urealistisk"
Michael Aastrup Jensen, it-ordfører, Venstre

Billetekst:
"I mener altså, at fortsat monopol er at foretrække?"
Anne Grete holmsgaard, it-ordfører, sf

Boks:
Dansk Folkeparti vakler
Trods ønsket om åbne standarder tøver Dansk Folkeparti med at støtte et forslag fra Det Radikale Venstre. Det kan forsinke indførelsen af åbne standarder i det offentlige.
Forslaget fra de radikale fik støtte af Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, da Folketinget onsdag to g hul på behandlingen. Afvisningen fra videnskabsminister Helge Sander (V) og regeringspartierne Venstre og De Konservative var imidlertid ikke til at tage fejl af. Tilbage står Dansk Folkepartis vaklende it-ordfører Jørn Dohrmann, der bliver tungen på vægtskålen. Som den eneste af partiernes it-ordfører var han ikke i stand til at sige ja eller nej til forslaget.
Jørn Dohrmann henviser til, at de økonomiske konsekvenser er uafklarede. Dermed lægger han op til at udskyde beslutningen om at indføre åbne standarder i det offentlige til efter et udvalg under Videnskabsministeriet har vurderet konsekvenserne.
Udvalget ventes at komme med de første udmeldinger til sommer. Det kan Folketinget først tage stilling til i efteråret, og det er ikke hurtigt nok, mener De Radikale. Partiet forsøgte at få Sander til at garantere, at der i løbet af de kommende ugers behandling af forslaget kommer en redegørelse om økonomien. Det vil ministeren ikke love.ksm

OriginalModTime: 04-05-2006 14:21:57




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere