Finansforbundet beskylder IBM for at udhule overenskomsten

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. maj 2006.


Omkring 1.000 af Finansforbundets medlemmer føler, at IBM udhuler deres overenskomst ved blandt andet at
ansætte nye med­arbejdere uden om den gældende overenskomst i selskabet Nordic Processor.

Finansforbundet har fundet det nødvendigt at skrive et åbent brev til IBM, fordi mange af forbundets medlemmer er utrygge.
- De føler, at deres overenskomst bliver udhulet, fordi IBM ansætter nye medarbejdere i Nordic Processor som freelancere eller på anden måde uden om overenskomsten, fortæller Kent Petersen, næstformand i Finansforbundet.
Forbundet har omkring 1.000 medlemmer i dels Nordic Processor, som Nordea ejer 40 procent af, og i IBM SDC-DK, der tidligere hed DMdata.
- I IBM SDC-DK vil IBM gerne indgå en overenskomst med HK, men vores medlemmer vil gerne have Finansforbundet til at fastholde den nuværende, siger Kent Petersen.
Fællestillidsmand hos Nordic Processor, Kjeld Olsen, blev sidste år citeret for følgende på Finansforbundets hjemmeside:
"It er et kompliceret arbejdsområde, og HK har indtil videre ikke gjort noget, der får mig til at tro på, at de er i stand til at løfte opgaven".

Næstformand hos Finansforbundet, Kent Petersen, kan kun forestille sig én grund til, at IBM hellere vil indgå en HK-overenskomst end fastholde den nuværende:
- Det må være fordi, at IBM SDC-DK forventer, at en ny overenskomst bliver billigere og måske med andre fordele for IBM, end den nuværende, siger næstformanden.
Finansforbundet har indtil videre ikke mødt den store velvilje hos IBM.
Kent Petersen forventer dog meget snart at få et møde i stand med IBM Danmarks administrerende direktør, Lars Mikkelgaard-Jensen.
IBM's pressechef Rikke Ploug Niemann fortæller, at IBM allerede har været på banen for at arrangere et møde:
- Vi er ikke enige i Finansforbundets synspunkter og har derfor allerede i fredags inviteret Finansforbundet til at mødes.

OriginalModTime: 10-05-2006 13:19:03