Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. maj 2006.
Vidste du ...
... at tre fjerdedele (74 procent) af alle
amerikanske singler har forsøgt sig med online-dating?
Ugens McNealy
"Vi burde nedlægge en stor del af det bullshit, regeringen bruger penge på, og i stedet opkøbe alle aktier i Microsoft. Derefter frigive hele deres ophavsretsbadulje til public domain - frit Windows til alle! Så kunne Gates blive indsmurt i guldbronze og rejst som statue foran handelsministeriets hovedindgang".
Endnu et legendarisk citat af afgående Sun-
direktør og -medstifter med fornavnet Scott
(... fortsættes i næste nummer).
Forsikring mod sygligan-trussel
"Mit boldøje er hævet", "min bodegamuskel er belastningsskadet" eller "jeg har ondt i klaphatten" ...!
Sådan burde det måske lyde, men gør det sjældent, når fodboldfanatiske medarbejdere melder sig syge på arbejdspladsen før, under eller efter en vigtig kamp.
Tallene herhjemmefra er ukendte, men ifølge nyhedsbureauet Reuters blev ansattes skulkeri under EM-slutrunden i Portugal for to år siden et så udtalt problem for hollandske arbejdsgivere, at det var tæt på at være målbart i nationens bruttonationalprodukt.
Titusindvis af hollændere fik voldsomme smerter i pjæktarmen, og specielt på dage, hvor Hollands landshold selv var i kamp, kunne man registrere sygefravær hele 20 procent over normalen til og med dagen derpå.
Det har givet forsikringsselskabet SEZ den fremragende idé at sælge forsikringer til arbejdsgiverne, som garanterer dem kompensation for enhver sygedag i forbindelse med Hollands kampe under det forestående VM - uanset hvilken syg undskyldning, de ansatte så ringer ind med.
"Luk Tyskland klokken tre!"
Formanden for den tyske fagforening Verdi, Frank Bsirske, sparker bolden til den modsatte banehalvdel med en opfordring til Tysklands arbejdsgivere om at lægge en direkte pjækforebyggende taktik under det forestående VM i fodbold:
Når folk nu alligevel sætter både job og ægteskaber på spil for at se kampene (herunder optaktsprogrammer, som typisk starter allerede ved 15-tiden), kan man ligeså godt gøre det legalt fra starten at lade dem følge udsendelserne i arbejdstiden, gjalder Bsirskes kampråb ifølge Reuters.
Formanden for Tysklands arbejdsgiverforening, Dieter Hundt, er dog ikke tilhænger af en landsdækkende "lukkelov" for tysk erhvervsliv, men mener, at det skal være op til den enkelte arbejdsplads at håndtere problematikken. Hans egne medarbejdere kan dog godt forberede sig på et gult kort, hvis de praktiserer deres fodboldfanatisme før arbejdstids ophør, lyder det advarende fra Hundt.
HUNDEKIKS "Det er nogle underlige hundekiks, de disker op med, men skidt - jeg var alligevel ved at blive lidt træt
af hashkager!"
Modelfoto-montage
En hund efter hårde stoffer v. 2.0
Et par britiske, sorte labradorer, Flo og Lucky, er avanceret en teknologisk tak op over deres artsfæller: De har modtaget et otte måneders kursus i at sniffe sig frem til optiske diske - cd'er og dvd'er - i skumle kopipiraters tasker og kufferter.
Federation Against Copyright Theft (FACT) har med økonomisk støtte fra Motion Picture Association of America trænet hundene i - i for eksempel lufthavne eller på varelagre - at snuse sig frem til de kemikalier, man fremstiller optiske diske af. På trods af en lugtesans med en følsomhed på 10.000 gange menneskets er hundene dog ikke i stand til at skelne mellem lovligt og ulovligt fremstillede cd'er, erkender FACT's kommunikationschef Eddy Leviten.
Alene i Storbritannien blev der sidste år solgt piratkopierede film og musik for 278 millioner pund (cirka tre milliarder kroner), skønner FACT.
OriginalModTime: 18-05-2006 14:22:41