Forskning skal opprioriteres

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. juni 2006.


Der skal mere gang i forskningen, hvis Danmark skal benytte de nye teknologier
til at sætte skub i it-vækstlokomotivet,

Hvis Danmark skal kunne udnytte de nye teknologier til at skabe vækst, er det nødvendigt med en større forskningsindsats. Sådan lyder det fra Dansk Industri og IT-Branchen.
For at følge med i udviklingen af de nye teknologier, kræver det et stort antal højtuddannede it-folk.
- Det er nødvendigt med flere forskningsmiljøer og en større volumen af forskere. Vi ser gerne, at antallet af højtuddannede it-folk fordobles, siger Henrik Egede Rasmussen fra brancheorganisationen IT-Branchen.
Han oplyser, at der årligt uddannes omkring 800 dataloger og it-ingeniører. IT-Branchen ser gerne, at det offentlige poster flere penge i it-forksningen.
- Ni ud af 10 it-forskningskroner i Danmark kommer fra den private sektor. Vi ser gerne, at den offentlige it-indsats løftes, siger Henrik Egede Rasmussen.
Samme melding kommer fra Dansk Industris it-branchefællesskab ITEK.
- Det offentlige forsker for lidt i it. Og i takt med, at virksomhederne øger fokus på kvartalsregnskaber, bliver der mindre råderum til forskning. Det offentlige må være med til at løfte den forskningsopgave, som er nødvendig for Danmark, mener Tom Togsverd, branchedirektør i ITEK.
Han nævner, at multinationale selskaber tiltrækkes af lande med megen forskning. Derfor vil it-forskning være en god investering, da det vil skabe vækst og investering i Danmark.

OriginalModTime: 15-06-2006 13:51:42