Den grå eminence

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. juni 2006.


følger handlen til dørs

Den nu 60-årige Henning Dyremose tager imod tilbuddet fra de nye ejere i TDC om at blive bestyrelsesformand, og får dermed mulighed for at følge danmarkshistoriens største virksomhedshandel til dørs.
Sammen med posten som formand for Dansk Industri vil han opnå magt og respekt i dansk erhvervsliv.
Det var umiddelbart noget af en overraskelse, da Henning Dyremose i 1998 sagde ja tak til at overtage jobbet som topchef for det tidligere danske telemonopol TDC, der dengang stadig hed Tele Danmark.
Fem år efter han havde forladt den politiske scene og genoptaget sin erhvervskarriere som administrerende direktør i trækoncernen Dalhoff Larsen & Hornemann, havde de færreste tippet civilingeniøren Henning Dyremose som afløser for embedsmanden Hans Würtzen, der havde haft ansvaret for at samle de regionale danske telemonopoler til et kommercielt orienteret selskab.
Men Henning Dyremose havde jo selv som konservativ finansminister været med til at konstruere selskabet, som blev til på baggrund af det europæiske tankegods om et indre marked, der fra midten af 1980'erne og et godt stykke ind i 1990'erne var Europas vækstlokomotiv.

De gamle forsyningsmonopoler som el, gas og telefoni skulle liberaliseres og monopolselskaberne privatiseres som grundlag for konkurrence og vækst. De borgerlige regeringer som Henning Dyremose selv var medlem af som arbejdsminister fra 1986 og finansminister fra 1989 til 1993 bragte på teleområdet Danmark langt frem ved at fusionere de regionale teleselskaber og starte privatiseringsprocessen.
I 1998 var det danske telemarked to år inde i liberalisering, staten havde solgt den sidste portion aktier i det børsnoterede teleselskab til den nye amerikanske hovedaktionær og teleselskabernes vækst ville ingen ende tage midt i internetboomet. Det har næppe taget en af landets mest drevne politiske intelligenser længe at se perspektiverne i at sidde for bordenden i et privatejet teleselskab med en kobberledning ind i hver eneste bygning i kongeriget.

I den ekstremt arbejdsomme Dyremoses regeringstid har TDC leveret vækst til glæde for aktionærerne og knap så stor glæde for de mange medarbejdere, som undervejs har forladt selskabet. Politisk er det lykkedes for Dyremose stort set at holde diskussionerne om lovgrundlaget i teleliberaliseringen inden for branchens mure, selvom konkurrenterne gerne ville have synliggjort den for kunderne.

OriginalModTime: 22-06-2006 14:55:24