ajour

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. juli 2006.


Kun gaveregn
i Summerstiden!
Hvad der kommer let, går let, som man siger, og det må de også sande på Harvard University, hvor de ellers havde sat næserne op efter en pengegave på 115 millioner dollars fra Oracles velkendt impulsive topboss, Larry Ellison (billedet herover).
Larry har ombestemt sig, forlyder det fra Oracle, hvis talsmand over for Reuters tilføjer, at der nu aldrig var tale om et direkte løfte - blot lidt sniksnak.
Den udeblevne gaveregn skyldes ikke lavvande i pengekassen, men ændrede omstændigheder i forhold til på tidspunktet for de oprindelige planer, hedder det sig. Dengang var en vis Larry Summers nemlig chef for uddannelsesinstitutionen - en ikke uvæsentlig detalje for Ellison, som ville målrette donationen mod forskning i den globale sundhedssektors problemer, og her skulle Summers ifølge Oracle-chefen spille en vigtig rolle.
Den kontroversielle Summers annoncerede imidlertid sin afgang i februar i år efter længere tids uoverensstemmelser med flere af universitets fakulteter, og således må Harvard i stedet gå en trang vintertid i møde!

billedtekst:
klap hesten "Rolig folks. Man har et standpunkt, til man ta'r et nyt!"
Arkivfoto: Torben Klint

Virus-morfar pågrebet
Mens hans plejehjemskandiderende jævnaldrende mæskede sig i kaffe og småkager til tonerne af bingo-brikkernes raslen, var en ældre engelsk herre travlt optaget af at ødelægge enhver fordom om den kasketklædte, bumsede teenager som prototypen på en computervirusmager!
Blandt de tre medlemmer af virusgruppen m00p, som for nylig blev arresteret af politiet i henholdsvis Storbritannien og Finland, var denne 63-årige bedstefar (de to andre var i den mere hackerpolitiskkorrekte alder af henholdsvis 19 og 28). De tre mistænkes for at stå bag en stor del af nyere tids mest irriterende virusser med navne som Dogbot og Hackarmy - med en hær af såkaldte zombier som redskab, skriver Itavisen.no.

Fejltrin i videnskabens mindelund
McDonnell Douglas' DC-10, 1970'erne: Nær ved 1.000 mennesker på verdensplan mistede livet, mens man forsøgte at helbrede børnesygdommene hos denne 290 ton tunge konkurrent til Boeings 747-jumbo. Cargo-døre, der blæste op og motorer, der røg af i marchhøjde, var blot enkelte af utallige problemer.

Skattefar i VM-offensiv
Humøret hos argentinske fodboldfans er naturligvis (heller) ikke til nogen podieplads, efter at deres nationale stolthed røg ud af VM-slutrunden med et nederlag til Tyskland i kvartfinalen. En enkelt boldtosse gik det dog særligt voldsomt ud over, da han - to dage inden det svidende nederlag var en realitet - blev opsøgt af Buenos Aires' skattevæsen.
Hvert fjerde år på denne årstid har provinsens skattemyndigheder sjældent gode vilkår for at indkradse en betragtelig sum af den milliard (dollars), lokalbefolkningen årligt unddrager sig i skat, har de snedigt erkendt - nemlig ved at ramme skyldnerne, hvor det for alvor gør ondt: På deres tv-apparater!
Og det var præcis den tort, bemeldte fodboldfan måtte lide. En skattegæld på godt 10.000 kroner kom til at koste ham muligheden for at græde ud under selve slaget foran et splinternyt wide-screen fladskærms-tv, som han ikke skal vente at gense, før gælden er indfriet.

Ugens citat
"Som de fleste andre e-mail-brugere får jeg et ton spam hver dag. En stor del af dem tilbyder mig hjælp til at komme af med gammel gæld eller blive rig i en fart".

Bill Gates, i et interview med Wall Street Journal, 23. juni 2003.

Blikfang i ret og vrang
Denne epokegørende produktnyhed til opretholdelse af privatlivsfreden er vi faldet over på Nettavisen.no. Men her stopper nordmænds delagtighed i nyheden så også, for pudsigt nok er opfinderen af den strikkede anordning ikke norsk, men britisk. Joe Malia hedder han og studerer i det daglige design på Royal College of Art.
Måske ikke just velegnet til brug i disse dages lumre sommervarme, men ellers fornuftigt gennemtænkt som kombineret halstørklæde og "skyklap" til helt privat betjening i det offentlige rum af skærmforsynede digitale apparater som bærbare spillemaskiner eller computere og mobiltelefoner.
Kun én ting kan føles mere kreperligt, end når stikkende øjne fra sidemanden på nabo-flysædet aldeles uhæmmet medstuderer ens private Computerworld - nemlig når samme sidemand lader ens fortrolige skriblerier på laptop-skærmen eller, værre endnu, elendige Space Invaders-scores dække hans underholdningsbehov under det meste af flyveturen!

mørkemand Her er en demonstration af det lettere grinagtige, men absolut praktiske klædningsstykke til den medbragte spillekonsol. Nørklede versioner til mobilen og den bærbare skulle også være blandt Joes kreationer.
Foto: Interaction.rca.ac.uk

Solvarme til månekøling
Beklædningsmæssigt er der så langt mere sæsonaktualitet i denne klassiske hattemodel i trope-genren. Hatten har indbygget solcellefilter, som forsyner den fikse lille hatteskygge-monterede vifte med strøm til lokal indblæsning af en kølig brise på øverste etage.
Det chikke Doktor Livingstone-prægede look er oven i købet til at være bekendt under Sydens sol, selv om man måske bør holde sig i en vis afstand fra ækvator - subsidiært undlade at fastgøre ekviperingen - da der fra producentside ikke umiddelbart er redegjort for eventuelle vifte-
bivirkninger i form af propel­opdrift ved overophedning/-ned­køling.

Vidste du ...
... at det såkaldte År 2000-problem, også kendt som Y2K, første gang blev omtalt på tryk helt tilbage i 1984 - og i øvrigt af det amerikanske Computer­world?

OriginalModTime: 07-07-2006 10:59:35




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Computerworld Summit 2025, København – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

27. maj 2025 | Læs mere


Årets CIO 2025

Vi skal finde Årets CIO 2025 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

03. juni 2025 | Læs mere


Computerworld Summit 2025, Aarhus – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

03. juni 2025 | Læs mere