Fra ITU til RUC via Australien

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. juli 2006.


Jan Pries-Heje, lektor på IT-Universitetet i København, starter 1. maj 2007 som professor ved datalogi på Roskilde Universitetscenter. Indtil da forsker han i Australien.

Lektor ved IT-Universitetet (ITU) Jan Pries-Heje, 43 år, er udnævnt til professor ved datalogi på Roskilde Universitetscenter, RUC. Men han står ikke af i Roskilde lige med det samme, for først går turen til Australien, hvor han skal bruge et halvt år på at forske sammen med en australsk forsker på Curtin University of Technology i Perth.
- I Australien skal jeg blandt andet forske i Design Research, som er et område på vej frem. Men også i forandring og forbedring med it, siger Jan Pries-Heje. Hans kone er ph.d.-studerende på ITU og flytter sammen med parrets to børn på 15 og 17 med down under.
Jan Pries-Heje har netop afsluttet et større forskningsprojekt, Talent@IT, hvor han har udviklet en såkaldt ImprovAbility-model, der kan hjælpe it-udviklende organisationer med at blive bedre til at forbedre sig.
Han har også sat sit præg på strukturreformens udfordringer med it, da han deltog i et studie af sammenlægningen af Bornholms fem kommuner og et amt. Resultaterne af den forskning kan bruges af de 98 nye kommuner, der til 1. januar 2007 skal igennem en tilsvarende proces.
Jan Pries-Heje kom til ITU som forsker og underviser i 2001, dengang ITU stadig hed IT-Højskolen. Han har for nylig været med til at fejre udklækningen af it-kandidat nummer 1.000. Jan Pries-Heje har især undervist i it-strategi, -projektledelse, -forandringsledelse og procesforbedring.
- Jeg glæder mig til at bidrage til udviklingen af forskergruppen på RUC. Jeg håber, at mine mange erhvervskontakter og internationale kontakter i forskningsverdenen kan blive til glæde for både forskningsgruppen og resten af RUC. Dels i form af studenter- og andre samarbejdsprojekter med virksomhederne, men ikke mindst i fremtidig forskning, siger han.
Jan Pries-Heje har selv skrevet flere end 100 forskningsartikler og er desuden tilknyttet redaktør af flere anerkendte, internationale Information Systems-tidsskrifter.

OriginalModTime: 07-07-2006 11:05:09