Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. august 2006.
Hver anden virksomhed skal tilbyde e-handel, det er ét af de ni mål, som Danmark skal nå i 2010, ifølge 34 it-eksperter.
Morten Kamper (FDIH), Tom Togsverd (ITEK), Mads Tofte (ITU), Tony Franke (Dansk IT) og 30 andre nøglepersoner inden for dansk it giver deres bud på, hvordan Danmark skal stå rustet i år 2010.
Rapporten, som It- og Telestyrelsen har bedt konsulentfirmaet Competencehouse om at udarbejde, tjener som inspiration til en ny strategi for styrelsen, der 1. maj fik ansvaret for hele informations- og kommunikationsteknologi-området (IKT).
- Målene vil i høj grad være nyttig inspiration. Om det ender med præcis de samme mål som i rapporten, ved jeg dog ikke, siger direktør Jørgen Abild Andersen, direktør i It- og Telestyrelsen.
Men vi vil helt klart lytte til deres forslag, forklarer han.
- Jeg synes personligt, at det er en knaldgod idé at sætte sig konkrete mål, der både er realistiske og ambitiøse. Og som man vil kunne blive vurderet på efterfølgende, siger han.
Det kræver dog, at styrelsen enten sætter sig andre mål end dem i rapporten, eller udvider deres indsamling af tal.
Hverken It- og Telestyrelsen eller Danmarks Statistik har nemlig tal, der viser, om alle mål i rapporten opfyldes.
Der er for eksempel 107.000 IP-telefoni-abonnementer i Danmark, men ingen statistik over hvor mange der er til privat og til erhvervsmæssigt brug.
698.941 har hentet en digital signatur, men nogle har hentet den flere gange.
En af de interviewede nøglepersoner, Morten Kamper fra FDIH, peger på, at styrelsen trænger til nye input.
- Styrelsen kan starte med at tage egen medicin og besøge deres hjemmeside. Det er umuligt at finde de dokumenter, man skal bruge dér. Det er selvfølgelig ikke vigtigt i det store it-billede, men illustrerer behovet for at tage udgangspunkt i brugerne, siger han.
Det medgiver direktør Jørgen Abild Andersen.
- Vi er ikke sat i verden for vores egen skyld. Det er og bliver brugernes behov, som styrer vores arbejde. Derfor skal vi være lydhøre, siger han.
I Sverige har regeringen fremlagt en plan for Vision 2020. Men kritikken har været hård, fordi planen ikke indeholder konkrete mål.
- Der er intet i den svenske plan, der kan evalueres kvantitativt. Det er nærmere et slags fremtidsskønmaleri, som ingen kan være uenige i, eller som nogen kan holdes til ansvar for, siger Niclas Lundblad, svensk debattør, forfatter og professor i informatik.
Med valg til Riksdagen den 17. september, tør man ifølge Niclas Lundblad ikke være mere konkrete.
- Planen er støvsuget for indhold, der er politisk farligt, både hvad angår nye ideer og evaluerbare mål, siger han.
Faktaboks:
2010-målene fra 34 eksperter
50 % af alle danskere og 75 % af alle offentlige myndigheder handler på nettet 1. gang per måned.
50 % af alle virksomheder tilbyder e-handel.
75 % af alle danskere, 90 % af alle offentlige myndigheder og 90 % af alle virksomheder anvender en digital signatur.
50 % af alle offentlige myndigheder anvender Katalog over Offentlige it-standarder i deres it-arkitekturarbejde.
50 % af alle danskere, 75 % af alle offentlige myndigheder og 75 % af alle virksomheder anvender IP-telefoni.
90 % af alle danskere, offentlige myndigheder og virksomheder benytter bredbåndsinfrastruktur.
60 % af alle danskere, offentlige myndigheder og virksomheder benytter alternativ bredbåndsinfrastruktur, som eksempelvis FWA, Wimax eller fiberkabler.
Den offentlige andel af IKT-forskning udgør 33 %, og at Danmarks andel af EU's midler til "information systems and technology" udgør 5 %.
Produktionen af kandidater med en lang videregående
IT-uddannelse øges med 100 %.
Kilde: Rapporten, "Nye udfordringer og nye prioriteringer",
Competencehouse A/S
OriginalModTime: 15-08-2006 14:04:09