På vej mod tre millioner mobiltelefonejere

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 15. september 2006.


Før var evolutionen biologisk, nu er den teknologisk, og snart vil mere end halvdelen af jordens befolkning have et mobilabonnement.

Det er ikke længere end et par år siden, at man, hvis man ville chokere lidt, kunne fortælle, at halvdelen af klodens befolkning ikke havde prøvet at tale i telefon.
Siden er der unægteligt blevet langet nogle telefoner over disken - og det går hurtigere og hurtigere. Nokia skønner, at der vil blive solgt 915 millioner mobiltelefoner i verden i 2006, og finnerne har selv tænkt at stå for omkring en tredjedel af dét salg.
Fortsætter trenden - og det er der ikke noget, der tyder, på at den IKKE gør - så vil der være tre milliarder mobil-abonnementer i 2008, og senest i 2010 vil vi passere det punkt, hvor mere end halvdelen af klodens befolkning har et mobilabonnement.

Det dramatiske i udviklingen lige nu og i de kommende år er, at væksten sker i udviklingslande, hvor man slet ikke har haft telefoni hidtil. 80 procent af de nye abonnenter vil bo i udviklingslandene. Det er først og fremmest Kina og Sydøstasien, der rykker massivt, men også i Afrika går det stærkt med udbredelsen. Relativt er det faktisk i Afrika, at man ser den hurtigste vækst i øjeblikket.
Det kræver ikke den store fantasi at forestille sig, hvor meget mere effektivt man kan komme videre med sit liv, når man ikke behøver transportere sig selv fysisk omkring for at kommunikere eller søge information. Man kan reagere øjeblikkeligt og med langt bedre informationer til sin rådighed, man kan forholde sig til begivenheder, der er vigtige for en, men som foregår langt væk. Kort sagt, man kan koordinere sig selv i forhold til langt flere mennesker. Man er i kontakt med det globale real-
time.
Det er en væsentlig egenskab at give til milliarder af mennesker i løbet af nogle få år, og det bliver interessant at se, hvordan det vil ændre vores kultur og vores økonomi.

Opfinderen af Ethernet, Bob Metcalfe, påpegede for mange år siden, at værdien af et netværk vokser eksponentielt med antallet af tilsluttede. Jo flere der er på, des mere nyttigt er nettet for alle. Der opstår helt nye måder at omgås, nye forretningsmodeller og nye tjenester, efterhånden som man kan tage udgangspunkt i, at de fleste af os er på, hvor som helst og hele tiden.
I Afrika bruger mænd, der er rejst langt for at arbejde, mobiltelefoner til at overføre penge til familien derhjemme. De køber taletidskort på eksempelvis 20 dollars, og sms'er derefter pinkoden til familien. Den adgangskode kan så sælges af familien for et beløb, der er tilstrækkelig tæt på 20 dollars til, at tabet ved transaktionen er mindre end, hvis pengene skulle sendes gennem en bank.
Den form for hjemmedyrkede og ekstremt opfindsomme måder at udnytte mobiltelefoner på vil myldre frem.

Selvom en mobiltelefon umiddelbart kan virke mindre nødvendig end fundamentale behov som rent vand, bedre kost, medicin, så kan man håbe, at mobiltelefonerne vil vise sig at være en løftestang, der gør det muligt at leve og arbejde langt mere produktivt i udviklingslandene.
Lidt højstemt så er udbredelsen af mobiltelefoner for mig at se symptomer på en langt større og langvarig proces; en evolution der ændrer menneskeheden fra at bestå af enkeltstående individer til i stigende grad at fungere som én global organisme, hvor hver enkelt af os fungerer som celler i et større, sammenhængende hele. Vi bliver indbyrdes afhængige, vi fungerer synkront, vi har et fælles sanseapparat, en kollektiv hukommelse og en spirende kollektiv bevidsthed. Og så bliver vi i stigende grad uadskillelige fra den teknologi, der muliggør de stærke bindinger imellem os.

Det er den nye evolution. Som Ray Kurzweil siger, så har den skiftet medie. Før var evolutionen biologisk, nu er den teknologisk - og den ændrer os med den samme hastighed, som vi udvikler flyvemaskiner, el-kedler og nye former for medicin.
Først ændrer vi teknologien, så ændrer den os.

Peter Hesseldahl arbejder med formidling af videnskab og fremtidsforskning for Danfoss Universe. Hans weblog er: www.newnature.blogspot.com

OriginalModTime: 14-09-2006 13:38:27




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Computerworld Cloud & AI Festival 2025

Med den eksplosive udvikling indenfor cloud & AI er behovet for at følge med og vidensdeling større end nogensinde før. Glæd dig til to dage, hvor du kan netværke med over 2.400 it-professionelle, møde mere end 50 it-leverandører og høre indlæg fra +90 talere. Vi sætter fokus på emner som AI; infrastruktur, compliance, sikkerhed og løsninger for både private og offentlige organisationer.

17. september 2025 | Læs mere


IT og OT i harmoni: Sikring uden at gå på kompromis med effektiviteten

IT og OT smelter sammen – men med risiko for dyre fejl. Få metoder til sikker integration med ERP, kundesystemer og produktion. Tilmeld dig og få styr på forskellene og faldgruberne.

24. september 2025 | Læs mere


NIS2: Vi gør status efter tre måneder og lærer af erfaringerne

Vær med, når vi deler oplevelser med implementering af NIS2 og drøfter, hvordan du undgår at gentage erfaringerne fra GDPR – og særligt undgår kostbar overimplementering.

30. september 2025 | Læs mere