Danske kodekarle bag interaktiv spilsucces

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 29. september 2006.


Craftwork har specialiseret sig i at udvikle spil til digitalt tv. Salget går forrygende i Europa, men i Danmark har de ingen kunder.

Når man træder ind i det danske spilfirma Craftworks nye lokaler på Østerbro, er det første, man ser, en usædvanlig stor samling settop-bokse. Fire høje stabler med bokse fra store leverandører tynger et bord i lokalet i knæ. Den summende boks er elsket og hadet, da den dels giver adgang til det digitale tv's lyksaligheder, dels er endnu et pladskrævende apparat, der bidrager til ledningskaosset i tv-stuen.
For Craftwork er settop-boksene selve eksistensgrundlaget. Det er til denne begrænsede platform, at selskabet udvikler spil som Billardino - et bordfodboldspil - og Scrabble, der på trods af mangel på fancy 3D-grafik holder millioner af tv-seere klistret til tv-skærmen.
Spillene kan bringe et nostalgisk smil frem hos dem, der har rundet de 30, da gameplayet minder meget om det, der i 80´erne og 90´erne henrykkede millioner af Amiga- og Commodere 64-ejere verden over. Grafikken er dog kommet et godt stykke videre siden de glade dage, hvor selv ganske få pixels kunne ligne et menneske.
- Vi er nødt til at følge markedet for settop-bokse tæt og hele tiden teste de nye modeller. Vores software skal ganske enkelt virke på alle bokse, siger Lasse Havndrup som forklaring på den store samling.
Han tager sig af salg og markedsføring og udgør sammen med selskabets to stiftere, Joel Ostrowski og Søren Mou Jakobsen, ejerstaben. Ledelsesgruppen er siden starten blevet udvidet med en projektleder.
Interaktivt tv
Craftworks kernekompetence er interaktivt tv. Selskabet står så at sige på to ben: Værktøjer til udvikling af tv-software og spil. Grundlaget til Craftwork blev skabt af et hobbyprojekt. Joel Ostrowski havde en god idé til et emuleringsværktøj til OpenTV, der er det langt mest udbredte operativsystem til disse bokse.
Med Craftworks software kan man udvikle til OpenTV-platformen på en normal kontor-pc og på den måde spare både tid og en masse besvær. En udvikler uden Craftworks emulator skal sende programmet til en settop-boks for at se, hvordan det kører, hvilket let kan tage op til et minut, hvor emulatoren gør det på få sekunder. Craft­work har solgt softwaren til en række Open TV-udviklere verden over.
Ifølge Lasse Havndrup er det dog især spilforretningen, der skæpper i kassen, mens udviklingen af software på sigt kan blive lige så lukrativ.
- Vi arbejder eksempelvis med en applikation, der reducerer den krævede båndbredde for at køre applikationer på Open TV-platformen. Det forventer vi os meget af, siger Lasse Havndrup.

Han fortæller, at Craftwork i dag er et firma, der bliver henvist til, når medieselskaber skal konkretisere storstilede konvergensplaner om spil via digitalt tv.
- Vi har de tunge kompetencer på Open TV-platformen. Emulatoren er et eksempel, og vi er også de eneste i verden, der kan udvikle OpenTV-software i C++. Alle andre bruger C, der er et ældre og mere besværligt sprog, siger han.
Selskabets produkter er især blevet et hit i England, men også tv-seere i eksempelvis Sydafrika, Canada og Italien bruger fjernbetjeningen til at spille billard eller trække i den enarmede tyveknægt på fjernsynet.
Ingen kunder i Danmark
Selskabet har endnu ingen kunder herhjemme og tror heller ikke, der for alvor sker noget på området, før det jordbaserede digitale sendenet sender digitalt tv ud i alle kroge af Danmark. En rundspørge i branchen baseret på salg viste tidligere i år, at cirka 50.000 fjernsyn er klar til at modtage signal fra det jordbaserede digitale sendenet. Samme undersøgelse viste, at der er 5,3 millioner tv-apparater i de 2,1 millioner danske husstande.
- Vi må erkende, at Danmark halter bagefter med digitalt tv, men jeg glæder mig til den dag, hvor vi kan underskrive vores første kontrakt med en dansk kunde, siger Lasse Havndrup.?

Boks:
Craftwork A/S
Potentielle kunder:
Cirka en million kunder på Sky UK.
Cirka otte millioner kunder globalt.
Hvordan gør man?
Spilles via fjernbetjeningen. Alt spilles med piletaster og OK-knappen.
Mest udbredt i:
Storbritannien, USA, Canada, Australien, Italien, Israel og Sydafrika.

OriginalModTime: 04-10-2007 14:14:41




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
IT og OT i harmoni: Sikring uden at gå på kompromis med effektiviteten

IT og OT smelter sammen – men med risiko for dyre fejl. Få metoder til sikker integration med ERP, kundesystemer og produktion. Tilmeld dig og få styr på forskellene og faldgruberne.

24. september 2025 | Læs mere


NIS2: Vi gør status efter tre måneder og lærer af erfaringerne

Vær med, når vi deler oplevelser med implementering af NIS2 og drøfter, hvordan du undgår at gentage erfaringerne fra GDPR – og særligt undgår kostbar overimplementering.

30. september 2025 | Læs mere


Ledelse og AI: Sådan transformerer teknologien lederskabet

Her er chancen for at netværke med andre ledere, der håndterer store transformationer med udgangspunkt i it. Hør blandt andet om, hvordan AI revolutionerer forandringsledelse og organisatorisk udvikling.

02. oktober 2025 | Læs mere