Næste stop: Mangemillionær

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. oktober 2006.


Iværksættervirksomheden Octoshape står foran sit helt store internationale gennembrud. Aftaler med en række af verdens største medievirksomheder vil formentlig føje endnu et par danskere til listen af it-velhavere.

It-virksomheden Octoshape fra iværksætterbyen Symbion er på nippet til at underskrive aftaler med en række af verdens største broadcastvirksomheder.
Med hvor aftalerne skal underskrives, og hvor mange penge, der er i spil, er lige nu helt umuligt at presse ud af Stephen Alstrup, medstifter og administrerende direktør i Octoshape.
- Det er partnerskabsaftaler med nogle af de største virksomheder i verden, siger han. Og så vil han ikke sige mere.
Et faktum er det dog, at en række af verdens store broadcastvirksomheder fra USA og Europa har været på besøg i Symbion, der huser det danske streaming-vidunderbarn.
- Broadcast af tv-signaler over nettet tager enorm fart, så der er kæmpe perspektiver for Octoshape. Samtidig har virksomheden stor betydning for Symbion som et forbillede for vores øvrige virksomheder, siger en tilfreds Peter Thorstensen, administrerende direktør for Symbion.

Octoshape fik allerede sidste år stor opmærksomhed fra medievirksomheder og tv-stationer. Firmaets software gør det nemlig muligt at streame tv-signaler til millioner af samtidige internetbrugere - vel at mærke uden at det koster en herregård i båndbredde.
- Dertil kommer, at kvaliteten er i orden selv under elendige forhold som internet i en flyvemaskine, siger Stephen Alstrup.
Datatrafik afregnes i antallet af afsendte gigabyte og en stykpris på seks-syv kroner per gigabyte er ikke ualmindeligt i international sammenhæng. Octoshape lover deres kunder, at de kan spare mindst 90 procent, hvis de sender deres signal via Octoshapes servere og software.
- Det kan vi gøre, fordi vores software streamer signalet på en helt anderledes måde end de traditionelle løsninger, samtidig med at der ikke er begrænsninger på antal brugere, der kan modtage signalet samtidig, siger han.

Ved traditionel streaming af populære udsendelser er båndbredden så belastet, at mange brugere slet ikke kan komme på. Men Octoshape bruger den såkaldte gridteknologi. Når en tv-station sender sit signal gennem Octoshapes software og servere, er det ikke tv-stationens egne servere, der bliver belastet, når en pc-bruger melder sig på nettet. Signalet sendes i stedet videre til nogle få pc'er, der så hver især igen sender videre til andre.
Hos Danmarks Radio følger man Octoshape med stor interesse. En bedre måde at distribuere net-tv på vil både kunne spare på DR's it-infrastuktur og trafikafgifter til telefonselskaberne.
- Vi er nødt til at kigge på nye distributionsformer, sagde Paul Samsøe, som er underdirektør i DR, sidste år til Computerworld.
Lige nu venter DR på en udredning fra EBU (European Broadcasting Union), der kommer til foråret. TV-Byen vil være sikker på, at teknologien nu også er så overbevisende, som den umiddelbart giver indtryk af.
- Men det lyder godt. Den gridbaserede distribution ser bestemt interessant ud. Og så er det et dansk firma, siger Niels Senicksen, specialkonsulent hos DR Distribution.

Det ser med andre ord lovende ud for den danske virksomhed. Direkte spurgt om hvorvidt de bliver rigtig rige, siger Stephen Alstrup ja. Personligt vil han være tilfreds med at blive økonomisk uafhængig.
- 70 millioner kroner er tommelfingerreglen. Så kan du fint leve af renterne. Hvis jeg tjener flere, går de til SOS Børnebyer, siger han og understreger, at det i virkeligheden er lidt uretfærdigt at snakke om penge med ham: De interesserer ham ikke, siger han. Jo, i det omfang, at hvis der er for få, sætter det grænser for hans muligheder for at udvikle forretningen.
- I forretningsverdenen er den målbare, objektive faktor penge. Derfor gælder det om at tjene masser af penge. Man må jo ikke sige det, men jeg er fuldstændig ligeglad med penge. Til gengæld er jeg meget ambitiøs, og jeg vil altid være den bedste. Da jeg forskede i algoritmer, ville jeg være den bedste forsker og lave de bedste algoritmer. Nu vil jeg være medfounder af den meste profitable startup - og så handler det om, hvor mange penge, man kan tjene, siger han.

Der er udtaget internationale patenter og kopiering af deres software holder ikke Octo-shape-folkene søvnløse.
- Det er sindssygt tung matematik. Vi har ansat topforskere, de bedste af de bedste. Vi bliver ikke løbet over ende af et andet produkt, der kan det samme. Der er kun 200-300 mennesker worldwide, som har evnerne til at lave det her, men de laver allerede andre ting, siger Stephen Alstrup.
Virksomheden, som han stiftede sammen med Theis Rauhe i 2003 har i dag 11 ansatte. Begge er ph.d.ere i teoretisk datalogi, og tog orlov fra deres lektorjob på IT-Universitetet for at hellige sig virksomhedsstarten.
IT-Universitetet har netop valgt ikke at forlænge deres orlov. Heller ikke "fyresedlen" bekymrer Stephen Alstrup, selvom han beskriver sig selv som meganørd, der aldrig vil holde op med at forske i algoritmer.
Men der står altså lige erobring af en hel medieverden på dagsordenen først.

Billedtekster:

imponerende Octoshapes software gør det muligt at streame tv-signaler til millioner af samtidige internetbrugere.For eksempel vinderen af det Internationale Melodi Grand Prix, finske Lordi.

Penge - Interesserer mig ikke. Jo, hvis der er for få til at udvikle forretningen, siger Stephen Alstrup (bagest). Han og Octoshape-medstifter Theis Rauhe står sandsynligvis over-for det store, internationale gennembrud med deres unikke streaming-teknologi.

OriginalModTime: 26-10-2006 15:24:56




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere


AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere






White paper
Tidsbegrænset kampagne: Overvejer du at udskifte eller tilføje printere i din forretning? Vi kan tilbyde én eller flere maskiner gratis