Ny Sun Solaris har bedre sikkerhed

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den CTO d. 5. januar 2007.


ny release Solaris får fintmasket sikkerhedssystem.

I november lancerede Sun en ny release af operativsystemet Solaris 10. Blandt nyhederne er blandt andet et forbedret sikkerhedssystem, der anvender Solaris Trusted Extensions.
Solaris Trusted Extensions udvider sikkerhedssystemet ved at anvende en obligatorisk adgangskontrol baseret på såkaldte sensitivity labels eller sikkerhedsmærker, der angiver et sikkerhedsniveau. Systemet tildeler hver eneste datakilde (netværk, filsystem, vinduer) et sikkerhedsmærke, ligesom alle databrugere (brugere og processer) sikkerhedsmærkes. Adgangen til data bestemmes af relationen mellem datakildens sikkerhedsmærkning og databrugerens sikkerhedsmærkning.
Det er et meget fintmasket sikkerhedssystem, der kan opbygges. Ifølge Sun vil operativsystemet på baggrund af sikkerhedsmærkningen eksempelvis bestemme, om en bruger kan copy-paste fra et dokument, eller om brugeren kun må se dokumentet.
Det er især finans-, regerings- og sundhedssektoren, der kan have glæde af det fintmaskede sikkerhedssystem, forlyder det fra Sun.

Mobil container-teknologi
Solaris Trusted Extensions er tilgængelige i både den kommercielle udgave af Solaris og i open source-versionen af Solaris.
Den nye release indeholder også forbedring af Solaris Container virtualiseringsteknologien. Teknologien gør det muligt at køre hver enkelt applikation i dens egen såkaldte zone, hvor applikationen kører helt uafhængig af de øvrige applikationer på Solaris-maskinen.
I den nye release er container-teknologien gjort mere mobil, så det er muligt at klone en container og flytte den til et eller flere systemer.
Eksempelvis kan en container hvor der kører en webserver, klones og flyttes over på flere maskiner. Derved øges antallet af brugere som webserveren kan håndtere.
I forbindelse med annonceringen af den nye release, meldte Sun også, at open source virtualiseringsteknologien Xen i løbet af 2007 vil blive indbygget i Solaris.

OriginalModTime: 16-02-2007 13:27:07