Spar penge på storage

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den CTO d. 1. juni 2007.


spareråd Fotodelingswebsitet SmugMug anvender Amazons webservice S3 som storage og sparer mange penge.

SmugMug er et californisk fotodelingswebsite, som konkurrerer med sites som Flickr. Det anvender Amazons webstorage S3 til at hoste 192 terabytes af fotografier.
Don MacAskill, som er CTO og desuden SmugMugs "chef-nørd" vurderer, at firmaet har sparet næsten 700.000 dollars det første år efter skiftet til S3.
SmugMug, der blev grundlagt i 2002, brugte tidligere en enkelt-processor Pentium 4-server med billige Apple Xserve RAID-arrays til at gemme fotos på egne servere. Selvom SmugMug fik meget hardware for pengene og anvendte Red Hat Linux, var det meget dyrere end at bruge S3 som storage.
SmugMugs hurtige vækst - firmaet fordobler sit storagebehov hvert år - kombineret med muligheden for at overlade håndteringen af hardwareproblemer til andre og få muligheden for at "fokusere på applikationen og ikke på nusseri", overbeviste Don MacAskill om, at han skulle skifte SmugMugs egen storageløsning ud med S3.
Det første år med S3 brugte SmugMug 230.000 dollars på storageomkostninger. Her er ikke inkluderet arbejdsomkostninger med at overføre fotografier fra det eksisterende storagesystem til det nye S3-baserede system.
Det skal sammenlignes med de 922.000 dollars, som Don MacAskill regner med, at han ville have brugt på servere og storage i samme periode, hvis SmugMug ikke havde skiftet til S3.
"S3 har reddet os flere gange," siger han.
Eksempelvis da Don MacAskills bror utilsigtet kom til at slukke for strømmen til 70 TB storage i SmugMugs eget datacenter. Kunderne mærkede ikke noget, fordi der automatisk blev skiftet over til S3's version af data.

Plads til forbedringer
Alting er dog ikke fryd og gammen. Eksempelvis kan dataoverførslen fra S3 være langsom, fordi S3 ikke har caching-egenskaber som rigtige content-delivery netværk.
Derfor anvender SmugMug en lagdelt struktur, hvor 90 procent af data er gemt på S3 og de mest populære 10 procent gemmes hos SmugMug selv. På den måde fungerer S3 mest som arkiv eller backup, mens langt de fleste forespørgsler besvares af SmugMugs egne servere.
Amazon tilbyder heller ikke servicelevel agreements (SLA's) for S3, men de stræber, ifølge Don MacAskill, efter en 99,9 procents oppetid.
SmugMug har oplevet mindst fem performanceproblemer som Don MacAskill tilskriver S3. To af fejlene var i nogle core switche og en var et DNS-problem; hver enkelt problem varede mindre end en halv time. De andre to fejl var ikke nedbrud, men kortvarige forsinkelser.
"Det var ikke noget stort problem. Alting fejler på et tidspunkt, så det er noget, man forventer," siger Don MacAskill.
Et område, hvor S3 afgjort er svag, er på kundesupport og teknisk support.
"Systemet mangler brugbare værktøjer som statusoversigt for kunder, proaktive beskeder og muligheden for at komme i kontakt med et menneske. Amazon er ikke så god til det endnu," siger han.

REST frem for SOAP
Don MacAskill er en stor fan af REST API'et, som tilbydes som interface til S3.
Han siger, at det er så "menneskeligt læsbart", at han nogle gange debugger problemer i en web-browser. Amazon tilbyder også adgang til S3 via et SOAP-interface, men det er ikke noget Don Mac-Askill bruger.
"Jeg er ikke en fan af SOAP, og i dette tilfælde tilføjer SOAP ikke andet end kompleksitet. Brug det, hvis SOAP er noget for dig, ellers start med REST," lyder opfordringen fra ham.
Don MacAskill håber, at Amazon.com vil tilføje database-API'er til S3, en loadbalancer og måske et rigtigt content-delivery netværk, såfremt prisen ikke er for høj.

Artiklen er baseret på en artikel fra Computerworld USA samt Don MacAskills præsentation af SmugMugs løsning på Etech 2007.

Billedtekst:
Fotodelingswebsite SmugMug er en konkurrent til for eksempel Flickr. Firmaet bag har sparet mange penge på at skifte til Amazons webstorage S3.

Boks:
MySQL som frontend til web-storage
Hvis man ikke vil bruge de SOAP- eller REST-baserede interfaces, så er der hjælp at hente hos Mark Atwood. Han har udviklet et gratis plugin til MySQL-databasen, der giver adgang til S3 via SQL-kommandoer i stedet for REST- eller SOAP-interfaces. Indtil videre er det simple SQL-kommandoer som læsning, skrivning og sletning af enkelte rækker. Der er ikke nogen form for transaktionshåndtering.

OriginalModTime: 01-06-2007 11:30:23




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Computerworld Cyber Briefing

Computerworld giver dig hver måned 30 minutter med de nyeste cybertrusler, konkrete angreb og brugbare råd. Få indsigt i AI og sikkerhed, compliance, risikovurdering og forsvarsstrategier. Tilmeld dig næste Cyber Briefing nu.

14. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere