Første dansker frifundet for fildeling ved landret

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 15. juni 2007.


En vognmand og familiefar fra Jylland er som den første i Danmark blevet frifundet ved Landsretten for at betale et krav på 142.000 kroner til Antipiratgruppen (APG) i forbindelse med et af de omdiskuterede trusselsbreve om ulovlig fildeling.
Det fortæller Per Overbech, der er advokat og har ført sagen for vognmand John Hvam fra Borbjerg ved Holstebro.
"Det er første gang, at vi har en sag om fildelingssystemer, hvor vi simpelthen har en frifindelse ved Landsretten," siger Per Overbech.
Kan påvirke byretsdomme
Landsretsdomme vejer tungere end byretsdomme, og derfor er landets byretsdommere i kommende sager nødt til at skæve til frifindelsen, når personer i samme situation som den jyske vognmand står tiltalt for fildeling, fortæller Per Overbech.
"Det har en meget stor betydning for de mange hundrede mennesker, som Antipiratgruppens advokater i de seneste år har skrevet breve til med krav om meget store beløb," siger Per Overbech.
Dermed ser perspektiverne for dommen ud til at kunne få betydning for mange modtagere af APG's omdiskuterede trusselsbreve.
Men den historiske frifindelse af den jyske vognmand kan også få betydning for de mange danskere, som tidligere har modtaget krav om store beløb fra APG.
Afgørelsen åbner også for et nyt bekymrende spørgsmål i forbindelse med de hundredvis af trusselsbreve, som APG har udsendt gennem årene, mener Per Overbech.
"Nogle af de mange hundrede mennesker, som har følt sig nødsaget til at betale store beløb til APG på grundlag af disse breve, havde måske ikke pligt til det," siger Per Overbech.
Alligevel mener Per Overbech ikke, at vi nu vil opleve en storm af genrejste sager om trusselbreve fra borgere, som har følt sig presset til at betale kravene fra APG.
"Hvis et voksent menneske vælger at betale over for disse meget store krav, så ligger der en accept i det. Og så er det meget svært senere at få pengene tilbage, " siger Per Overbech.
Sene beviser
Advokatfirmaet Johan Schlüter har ført sagen på vegne af APG. Her mener advokat Jakob Plesner Mathiasen ikke, at landsretsafgørelsen får nogen betydning for den måde, som APG arbejder på.
Det skyldes ifølge Jakob Plesner Mathiasen, at sagen kun havnede i landsretten på grund af uenighed om sagens omkostninger.
Først i landsretten fremlagde den jyske vognmand beviser for, at han sov i sin campingvogn væk fra hjemmet, mens fildelingen angiveligt fandt sted.
"Kan en bruger bevise, at det ikke er ham, der står bag det, så anlægger vi selvfølgelig ikke en sag mod ham," fortæller Jakob Plesner Mathiasen.
Derfor ville sagen altså ifølge Jakob Plesner Mathiasen være blevet frafaldet allerede i byretten, hvis vognmanden havde fremlagt beviserne tidligere.
r.

Billedtekst: fildeling" Kan en bruger bevise, at det ikke er ham, der står bag det, så anlægger vi selvfølgelig ikke en sag mod ham," siger Jakob Plesner Mathiasen fra advokatfirmaet Johan Schlüter.

OriginalModTime: 14-06-2007 14:05:21