Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld Digital Sundhed d. 21. september 2007.
En halvering af antallet af indlæggelser og en stor bedring i behandlingerne. Det er de positive perspektiver i telemedicin, der ses som en redskab til at få ressourcerne til at strække i fremtidens sundhedsvæsen, når befolkningen bliver ældre og flere og flere dermed bliver ramt af kroniske sygdomme.
Telemedicin er for alvor på vej ind i hverdagen i det danske sundhedsvæsen. I takt med at manglen på specialister stiger, og kløften mellem kravene fra befolkningen til nutidig behandling og service og kravene til rationaliseringer og besparelser vokser, viser telemedicin sig som et stadig mere nyttigt redskab.
Især inden for behandling og kontrol af patienter med kroniske sygdomme spåes telemedicin en stor fremtid.
"Perspektivet for brugen af telemedicin i det danske sundhedsvæsen er, at vi formodentlig kan spare op mod halvdelen af de hospitalsindlæggelser, som vi har i dag," siger Klaus Phanareth, der er chef for AMA (Akut Medicinsk modtage Afdeling) og overlæge på Frederiksberg Hospital og formand for Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin.
Han begrunder denne forudsigelse med det rationaliseringspotentiale, der er med telemedicin inden for kronikerområdet.
"Der er et kæmpe potentiale i telemedicin. Meget større, end vi i sundhedsvæsenet gør os klart. Patienter med kronisk sygdom udgør langt den største belastning for sundhedsvæsenet. Teknologien er i dag så udviklet, at vi på kronikerområdet kan komme langt med at have patienterne indlagt i eget hjem i stedet for på hospitalet, siger Klaus Phanareth.
Han står selv bag en telemedicinsk løsning, hvor patienterne med KOL (Kronisk Obstruktiv Lungelidelse) bliver behandlet i deres egne hjem, hvor de kan få en konsultation med det sundhedsfaglige personale via en skærm i hjemmet.
Behandling i eget hjem
Han giver et eksempel på et sted, hvor telemedicin i forhold til kronikerne kan spare indlæggelser.
"I forhold til den kronisk medicinske patient er en af vores kerneydelser den medicinske stuegang. Her kigger lægen på patienten, stiller en diagnose, laver nogle undersøgelser og danner sig et billede af, hvad patienten fejler, og hvad udviklingen i sygdommen er. På den baggrund medicineres der, og herefter sker der en opfølgning," siger han.
"Vi har lavet nogle projekter, hvor vi prøver at gøre dette, bare i patientens egen stue. Det vil sige, at teknologien og det telemedicinske udstyr gør det muligt for os at gøre præcis det samme i patientens eget hjem, som vi tidligere gjorde på hospitalet," siger Klaus Phanareth.
"Jeg har lavet nogle studier, hvor jeg har regnet på besparelsen for patienter med rygerlunger. Med telemedicin anslås det, at vi kan udskrive halvdelen af patienterne allerede efter et døgn, hvor de tidligere var indlagt fem-seks døgn. Det vil sige, at vi kan spare fem indlæggelsesdøgn per patient. Hvert indlæggelsesdøgn koster cirka 4.000 kroner, og der bliver indlagt 23.000-24.000 patienter med rygerlunger hvert år," siger Klaus Phanareth.
Telemedicin sparer bygning
"Uanset hvor mange milliarder, man vil bygge nye hospitaler for, vil bygningsmassen være for begrænset til fremtidens behov. Vi får et kæmpe boom i patientmassen i fremtiden. Befolkningens aldersmæssige fordeling ændres yderligere, så der kommer mange flere ældre, og der kommer en stor stigning i antallet af personer med kronisk sygdom. Det vil sige, at vi får et langt større antal ældre med kronisk sygdom," siger han.
"Her mener jeg, at telemedicin kan være et redskab til en løsning på en stor del af problemet, blandt andet ved at holde folk i eget hjem og dermed undgå indlæggelser,"
siger Klaus Phanareth.
Han opfordrer dog til, at man - ikke mindst fra politisk side - erkender, at det i første omgang vil føre til højere udgifter at indføre telemedicin på grund af etableringsomkostningerne.
"Danmark har alle muligheder for at gå foran og være retningsvisende inden for telemedicin. Vi er et meget teknologibegejstret samfund og har en befolkning, der er veluddannet og vant til at bruge it. Men der er samtidig en vis træghed i sundhedsvæsenet i forhold til at omfavne ny teknologi, fordi man er så presset økonomisk. Man tør ikke tage den investering i fremtidige besparelser, som det er. Man tager ikke chancen og investerer i den teknologiske udvikling, som faktisk kan være med til at sikre både kvaliteten og økonomien i fremtidens sundhedsvæsen," siger Klaus Phanareth.
Han nævner et andet vigtigt område, hvor telemedicin spiller en stor rolle: Det er, når telemedicin i højere grad gør det muligt for lægerne at samarbejde om second opinion, det vil sige, når læger på én geografisk lokalitet får råd, vejledning og sparring med en kollega på en anden lokalitet. For eksempel når røntgenlægen på det lokale sygehus får en second opinion fra en kollega på regionalcentrets specialafdeling.
"Telemedicin gør det muligt at få gode råd og vejledning fra specialister, som ikke er til stede i yderområderne. Dermed gør telemedicin det muligt at udbrede specialisternes kompetencer og ydelser også til yderområderne," siger Klaus Phanareth.
Han mener også, at telemedicin allerede i dag og i højere grad i fremtiden vil gøre det muligt at udnytte personalekapaciteten bedre. Således kan telemedicinen også være bidragsyder til løsningen på sundhedsvæsenets måske største problem - mangel på kvalificeret arbejdskraft, mener han.
Telemedicin i visitationen
Chefkonsulent i Medcom, Lars Hulbæk, nævner også
second opinion som et område, telemedicin kan få stor indflydelse på.
"Man kan få vurderet, om det er nødvendigt at overføre en patient. For eksempel kan et lokalt sygehus sende et røntgenbillede af en patient og spørge, om det er nødvendigt at overføre patienten," siger Lars Hulbæk.
"Telemedicin er interessant, fordi det kan give en bedre kapacitetsudnyttelse for eksempel inden for røntgenområdet. Når telemedicin er interessant inden for dette område, er det selvfølgelig fordi, vi mangler røntgenlæger. Et andet område er hudområdet. Her kan den praktiserende læge udnytte telemedicin til at sende et billede af en patients hudsygdom til hudlægen. Dermed kan man på forhånd vurdere, om patienten overhovedet skal til hudlægen eller ej. På den måde kan man bruge telemedicin til at holde patienterne uden behov væk fra hudlægerne og kun give plads til de patienter, som virkelig har behovet. På den måde udnytter man læge-ressourcerne bedre og får distribueret den lægefaglige kapacitet til de rette patienter," siger Lars Hilbæk.
Kræver strategisk sats
Han peger dog på, at telemedicin ikke udbreder sig selv.
"Man skal satse strategisk på det. Når man alligevel laver større organisatoriske ændringer i sundhedsvæsenet, skal man spørge sig selv: Kan telemedicin hjælpe os her? Når man for eksempel står og skal lave en handlingsplan for kroniske patienter eller skal lave en sygehusplan i en region, skal man tænke telemedicin, og hvordan det kan hjælpe. Teknologien er moden til, at man med fornuft i langt højere grad end i dag kan tænke det ind, siger Lars Hulbæk.
"Telemedicin kan bruges til at centralisere, men det kan også bruges til - og det er en vigtig pointe - at decentralisere, fordi det kan bringe ydelserne ud lokalt og dermed være med til at opretholde lokale sundhedsydelser med høj kvalitet. Man kan dermed beslutte at opretholde nogle lokale sygehuse, fordi man kan styrke dem med telemedicin," siger han.
Lars Hulbæk mener, at telemedicin overordnet set kan være med til at sørge for at optimere visitationen af patienterne i sundhedsvæsenet, og dermed til en bedre ressourceudnyttelse.
"Teknologien kan understøtte sundhedsvæsenet i at sortere i patienterne, så det kun er dem med et reelt behov, der kommer frem til lægen," siger han.
Hvor går grænsen
Er telemedicin et ubegrænset redskab, der med tiden vil kunne bruges i alle lægefaglige sammenhænge, eller er der områder, som aldrig vil blive invaderet af telemedicinen?
Klaus Phanareth mener klart det sidste. Han tror ikke, man vil kunne bruge telemedicin til behandling af svært tilskadekommende, for eksempel ofre for trafikulykker, folk med svære forgiftninger eller folk som kommer ind med brystsmerter, som kan være blodpropper.
"I de tilfælde er vi nødt til at have fingrene i patienten. Alt hvad der hedder akut kirurgi og akut medicin vil ikke blive påvirket særligt meget af telemedicin," forudser Klaus Phanareth.
Billedtekst:
Behandling Telemedicin giver overlæge Klaus Phanareth fra Frederiksberg Hospital mulighed for at holde øje med og behandle den kronisk syge fru Jensen i eget hjem frem for i en hospitalsseng. Foto: Linda Henriksen/Scanpix.
Boks1:
Svær definition
Telemedicin er efterhånden et meget bredt begreb, og der er ikke helt enighed om, hvad det dækker. WHO forsøgte sig i 1997 med denne definition:
"The delivery of healthcare services, where distance is a critical factor, by healthcare professionals using information and communication technologies for the exchange of valid information and diagnosis, treatment and prevention of diseases and injuries, research and eval uation, and for the continuing education of health-care providers, all in the interest of advancing health and communities."
Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin har i 2004 defineret begrebet kort således: "Digitalt understøttede sundhedsfaglige ydelser over afstand."
Boks2:
Telemedicin giver et finansieringsproblem
De nuværende takstudligninger mellem regionerne og staten (DRG-taksterne) tager ikke højde for brugen af telemedicin. Der er således talrige eksempler på, at indførelsen af telemedicin og de rationaliseringsgevinster, som det medfører, ender med at føre til, at sygehuset bliver straffet, fordi det ikke længere er muligt at få refunderet udgifterne til behandlingen fra staten, når der bruges telemedicin (se forside-artiklen). Problemet er, at der i DRG-takst sammenhæng ikke er sket en behandling, når patienten ikke har været på sygehuset - men ofte medfører telemedicin netop, at patienten behandles i eget hjem eller på anden måde aldrig sætter sin fod på sygehuset eller hos speciallægen.
"Hvis for eksempel et lokalt sygehus sender nogle røntgenbilleder af en patient til universitetshospitalet for at få en vurdering af, om patienten skal overflyttes - og det besluttes, at patienten skal blive lokalt, mister universitetshospitalet penge. For universitetshospitalet får aldrig patienten indlagt, og dermed ikke et honorar, selvom det reelt har haft udgifter vedrørende patienten. Der har jo siddet en røntgenlæge på universitetshospitalet og brugt tid på at vurdere patientens røntgenbillede. Et tidsforbrug som universitetshospitalet ikke får finansieret," siger Lars Hulbæk, der er chefkonsulent hos Medcom.
"Det samme gør sig gældende, når en praktiserende læge sender en billede at en patients hudsygdom til hudlægen, for at få vurderet om patienten skal sendes videre til hudlægen. Hudlægens overenskomst giver ham kun honorar, hvis patienten rent faktisk møder op. Og ender det med, at patienten ikke sendes videre, får hudlægen ikke betaling for den tid, han har brugt på at vurdere patienten," siger Lars Hulbæk.
OriginalModTime: 11-10-2007 11:24:25
