Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Pris-pressernes paradis

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld Top 100 d. 28. september 2007.


Priskrigen raser på hardwaremarkedet, hvor blandt andet pc'er og storage-produkter rasler ned i pris.
Prispresset medfører, at en håndfuld store internationale leverandører dominerer markederne
fuldstændig, mens mindre lokale spillere - som eksempelvis Zepto og Mermaid - tvinges ud i nicherne.

Det går skidt. Det er den umiddelbare konklusion, når man lader øjnene glide hen over de samlede tal fra dette års Top 100-analyse af it-selskaber i den danske hardware-branche. Omsætningen er stagnerende, indtjeningen falder, og det samme gør antallet af medarbejdere. Men billedet af stagnation står i skærende kontrast til det globale salg af hardware, der buldrer frem. Der er eksempelvis aldrig blevet langet så mange pc'er over disken i alverdens it-butikker, online-shops og supermarkeder som i andet kvartal i år, hvor hele 61 millioner nye pc'er blev solgt. Det svarer til en vækst på 12 procent i forhold til samme kvartal i fjor.
Men sådan ser verden altså ud, hvis man skal tro it-analysehuset Gartner, der står bag tallene. Verdensmarkedet holdes i gang af en stærk efterspørgsel fra især privatbrugere, og det er Hewlett-Packard (HP), der med en andel på 18,2 procent af verdensmarkedet har mest at juble over. Ærkerivalen Dell derimod er som den eneste af de store leverandører gået tilbage fra en markedsandel på knap 18 procent i andet kvartal 2006 til 15 procent i andet kvartal i år.
De store dominerer storage-markedet
Store internationale hardware-kæmper som HP, Dell, Lenovo og Acer sidder altså på de tunge markedsandele på et hurtigt voksende pc-marked, der langt hen ad vejen fortsat drives af private forbrugeres appetit på hurtigere og smartere pc'er. Flere producenter dukker dog op, når søgelyset rettes mod andre dele af hardwaremarkedet. Det gælder eksempelvis på storage-markedet, der groft sagt omfatter alle systemer til lagring af data. Det er alt fra båndbaserede systemer (tape), over diskbaserede systemer til solid state-systemer (baseret på eksempelvis flash-hukommelse). Også på dette marked er der markant vækst, men den største leverandør er her EMC, der giver både IBM og HP baghjul. Ifølge markedstal fra Gartner for såkaldt ekstern controller baseret disk storage (ECB) i 2006 sidder EMC på knap 25 procent af markedet. ECB-betegnelsen dækker over det samlede salg af Storage-hardware. På de næste pladser følger IBM og HP, mens leverandører som Hitachi Data Systems (HDS), Network Appliance og Sun er andre markante spillere.
Generelt er billedet på storage-markedet det samme som på markedet for pc'er. De store bliver stadig mere dominerende. I 2005 sad de syv største leverandører på 81,5 procent af markedet, mens deres andel i 2006 var vokset til 84,2 procent. Samtidig steg antallet af solgte enheder markant i 2006, hvilket fik den samlede ECB-omsætning til at vokse med 4,1 procent i forhold til året før. Dermed rundede det totale salg 83 milliarder kroner.
De lokale presses ud i nicherne
Men hvordan hænger den markante vækst sammen med de knapt så opmuntrende regnskabstal i Top 100-undersøgelsen? Den nærliggende konklusion er, at hardwaremarkedet er præget af meget hård konkurrence, hvor det vigtigste parameter er lave priser, hvilket koster på bundlinjen.
"Det er en gammel sandhed, men der er et stort prispres på hardwaremarkedet. Der bliver solgt mange enheder til en relativt lav pris," siger Anders Elbak, senioranalytiker, IDC Nordic.
Priskrigen er skidt for små eller nyetablerede virksomheder, der ikke kan følge med, når priserne presses i bund. Derfor er priskrigen mest til gavn for de helt store hardwareproducenter.
Anders Elbak mener dog, at der er plads til mindre virksomheder i hardwarebranchen, men det vil være i nicher, hvor de små forsat kan boltre sig. Den udvikling skinner også igennem, når man ser nærmere på tabellen over hardware-firmaerne i årets Top 100-undersøgelse. Blandt dem, der klarer sig bedst, er virksomhederne Mermaid Technology og Zepto Computers, der begge er eksempler på hardware-firmaer, der bevidst går efter en bestemt niche. Hos Zepto handler det om at blive det foretrukne mærke, når it-entusiaster skal købe en ny bærbar computer eller fladskærm. Hos Mermaid - der i mange år forsøgte at bryde igennem internationalt med fladskærme - er fokus nu på digitale skilte og såkaldte InstoreTV. Og satsningerne ser ud til at virke. Mermaid har de sidste to år mere end fordoblet såvel omsætning som indtjening, mens Zepto efter en vellykket børsnotering i fjor har sat endnu mere turbo på væksten i 2007.

Billedtekst:
Zepto Computers er et succesfuldt eksempel på et lille hardware-firma, der bevidst går efter en bestemt niche.
Arkivfoto: Mikael Rieck

OriginalModTime: 27-09-2007 14:30:49




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere


ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere