Sådan bliver du en vinder

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. september 2007.


Gå ikke i panik i rekrutteringskrisen, men fokuser på forretnings- og markedsforståelse, lyder rådet fra ledelseseksperter. De anbefaler også at følge de tre øvrige tendenser, som kendetegner Danmarks 16 bedste it-virksomheder - tænk globalt, find en niche og vær vedholdende.

Vil du gerne stå øverst på podiet, når Computerworld næste år kårer Danmarks bedste it-virksomheder? Så er det måske værd at se nærmere på, hvordan topcheferne i de bedste it-virksomheder griber lederrollen an.
Helt overordnet er vinderne i Top 100-undersøgelsen globalt orienterede nichevirksomheder. Det gælder eksempelvis for årets samlede vinder Kontron Technology, hardware­vinderen Mermaid Technology og softwarehuset Schantz Data. Derudover har vinderne meget fleksible forretningsmodeller, der i flere tilfælde har gjort det muligt at ændre fokus fuldstændig i løbet af kort tid. Med succes.
Men hvad gør lederne i Danmarks bedste it-virksomheder anderledes end resten af branchen? Svarene kan blandt andet findes i årets IT-Vækstbarometer fra rådgivnings- og revisionsselskabet Deloitte, der er baseret på interviews med 300 topchefer i den danske it-branche.
Det viser, at topcheferne i de bedste it-virksomheder adskiller sig fra deres kolleger på medarbejderfronten, som rekrutteringskrisen mange steder har rykket helt op i toppen af dagsordenen.
Fire ud af ti topchefer peger således på gode relationer til medarbejderne som den vigtigste lederegenskab, hvorimod elementer som forretnings- og markedsforståelse ryger i baggrunden.
Blandt de bedste er det der­imod blot 21 procent af topcheferne, der peger på samarbejdsrelationer til medarbejderne som den vigtigste lederegenskab. Topscoren er "forretnings- og markedsforståelse" med 26 procent, hvilket er næsten dobbelt så højt som for branchen som helhed. Topcheferne fra de dygtigste virksomheder har også meget mere fokus på det at være "visionær" og "træffe de rigtige beslutninger" end branchen som helhed. 10 procent giver hver af de egenskaber højest prioritet, hvilket kun er tilfældet for henholdsvis seks og fire procent af topcheferne i den samlede it-branche.
Bekymrende udvikling
Den udvikling bekymrer Wenche Strømsnes, direktør i Center for Ledelse, som har set Top 100-materialet og IT-Vækstbarometret fra Deloitte igennem.
"Det minder lidt om panik før lukketid. Jeg frygter, at der er mange, der handler overilet for at lokke arbejdskraft til i stedet for at tage lederrollen på sig og skabe en bæredygtig og attraktiv arbejdsplads. Ved at tage lederrollen på sig udviser man respekt for medarbejderne, ikke ved at lokke og tilsukre" siger hun.
Wenche Strømsnes fremhæver, at der blandt dette års Top 100-vindere er flere eksempler på virksomheder, der har haft det ledelsesmæssige mod til at satse på vedholdenhed i branchens op- og nedture.
"Mange af de virksomheder, der klarer sig rigtigt godt, har givetvis ledere, der har prøvet både opgangs- og nedgangstider. Det giver en vist robusthed, og dem kan hele it-branchen tage ved lære af," siger Wenche Strømsnes.
Hendes' bekymring deles af Kim Gerner, partner og leder af Deloittes division for teknologi-, medie- og televirksomheder.
"Det er et klart signal fra de dygtigste om, at dét at kende sin forretning og markedet særdeles godt og være i stand til at reagere prompte, når det er nødvendigt, kommer i allerførste række. Selv i en tid, hvor det er svært at skaffe de rigtige medarbejdere," siger Kim Gerner.
Virksomheden som netværk
Han mener, at tallene viser de danske toplederes nuværende skisma. Der må lægges stor vægt på medarbejderpleje i en tid, hvor medarbejderne ikke hænger på træerne, men ikke desto mindre er afgørende for virksomhedens fortsatte vækst­muligheder.
"Det tager uundgåeligt tid fra de øvrige essentielle ledelsesopgaver," siger Kim Gerner.
Wenche Strømsnes har bidt mærke i, at de bedste it-selskaber er meget bevidste om internationaliseringen og dens betydning for virksomheden.
"Hvis vi sammenligner med andre brancher, så kan det godt se ud som om, at lederne i de bedste danske it-selskaber er et skridt foran og tager globaliseringen mere alvorligt," siger hun og peger på netværksorganisering som et eksempel på dette. Det er en organisationsform, der i internationalt perspektiv vinder frem alle vegne, men som i Danmark ikke har den store udbredelse.
"Det går ud på at tænke hele sin værdikæde igennem på samme måde som sin organisation," siger hun.
Ideen bag netværksorganisering er, at organisationer skrues sådan sammen, at den hurtigt kan ændre sig i takt med omgivelsernes forandringer.
Det handler i vid udstrækning om åbne grænser og mange kommunikationskanaler, der gør det muligt for mennesker at mødes hurtigt og direkte.
"Det er bevægelse internt og eksternt mellem organisationen og omgivelserne," siger Wenche Strømsnes.
I den sammenhæng spiller det en stor rolle, at virksomhederne er villige til at indgå tætte partnerskaber eller alliancer med andre virksomheder. Både herhjemme og i udlandet.
"At have mod på alliancer er ekstremt vigtigt i dag, hvor ingen trives i lukkede, isolerede rum," siger Wenche Strømsnes.

Billedtekst:
vækstkometer De ansatte på vækst­kometen Spam­fighters danske kontor havde taget eftermiddagen fri fra kampen mod spam og var draget til Marketenderiet i Valby for at deltage i Computerworlds kåring af de bedst danske it-virksomheder. Og det blev da også til en førsteplads i kategorien Vækstkometerne, hvor Spamfighter med en vækst i omæstningen på 286 procent spurtede fra resten it-branchen. En pris som Spamfighters ansatte tog imod - alle sammen. Fotos: Torben Klint

OriginalModTime: 27-09-2007 13:27:09




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere