Sundhedsordning et krav til fremtidens arbejdsplads

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. september 2007.


It-branchen står over for en ny udfordring med medarbejdere over 50, der spiser for usundt og sidder foran computeren. Det stiller nye krav til sundhedsordninger, mener ekspert.

Ud over kost og motion er den aktuelle udfordring for it-branchen de modne medarbejdere.
Det fastslår direktør for Instituttet for Fremtidsforskning, Johan Peter Paludan.
"Det er relativt nyt, at vi skal til at leve med folk over 50, som arbejder med it. Det har været en branche, som har været befolket af folk fra 20 til 30 år, men de bliver jo ældre, hvis de ikke lever alt for usundt. Derfor er det endnu vigtigere at administrere sin tid fornuftigt, ikke arbejde sig selv ihjel og sørge for at vedligeholde kadaveret," siger han.
I takt med at problemerne stiger på arbejdspladserne, hyrer flere og flere it-virksomheder firmaer, der leverer skræddersyede sundhedsprodukter. De vil undgå stressede og udbrændte medarbejdere, der risikerer at få hjerte-karsygdomme og dø af hjerteslag.
Sådan tænkte ledelsen i softwarevirksomheden DIR også, da den ville gøre noget for de ansattes sundhed. For selvom sygefraværet ikke var højt for de 15 ansatte, var der tit problemer med småskavank­er.
Hos DIR foregår en typisk hverdag foran computeren med undtagelse af, når der er kundebesøg eller at en medarbejderne må en tur i serverrummene, der dog ikke ligger længere væk end et par døre og trapper.
"Mange havde tit øm nakke, skuldre og lænd eller akutte tilfælde som hold i nakken," siger administrerende direktør Vibeke Hansen.
Variation i hverdagen
Ud over en ordning med gratis frugt og ergonomiske bolde til at sidde på, har ledelsen investeret i forskellige tiltag som kostvejledning, massage og råd om generel sundhed og håndtering af stress.
"Vi har taget forskellige tiltag ud fra en arbejdspladsvurdering, hvor vi så på ergonomi og arbejdsforhold omkring den enkelte medarbejder. Man kan rulle sin stol til side og sidde på siddeboldene i stedet. På den måde prøver vi at tænke mulighed for variation ind i en ellers meget stillesiddende hverdag," fortæller Vibeke Hansen, der er glad for, at de ansatte jævnligt benytter sig af tilbuddene.
"Det er et fint personalegode at give de ansatte. Det handler også om, at man har mulighed for at få medarbejderne hurtigere på benene igen efter sygdom eller andre dårligdomme," siger hun.
Direktør for Instituttet for Fremtidsforskning Johan Peter Paludan mener, at sundhedsproblemer især er gældende for it-branchen.
"Nogle går ned med stress, udbrændthed og dårlig ernæring, fordi det er et relativt nyt arbejdsmarkedsområde. Det er unge nørder, der ikke kender deres begrænsninger og oven i købet synes, at det er sjovt," fortæller han og tilføjer:
"It-branchen er det klassiske eksempel på den udfordring, der breder sig på hele arbejdsmarkedet, hvor man går fra en arbejdsgiver, der administrerer ens tid, til at lære at gøre det selv. Og det er nørder ikke altid for gode til," pointerer han og fremhæver, at man meget nemt kan komme til at arbejde sig selv i sænk, hvis man er lidt ambitiøs.
"Det er en branche, hvor folk aldrig bliver færdige, for man kan altid gøre det bedre," siger han.
Hos Århus-firmaet DIR giver ledelsen hver medarbejder en halv time af arbejdsdagen til behandling hver 14. dag. Vibeke Hansen fortæller, at medarbejderne er vældig tilfredse med ordningen og synes, at den øger kvaliteten i deres hverdag.
"Vi har lagt det i arbejdstiden for at sikre, at folk bruger det, og så er der mulighed for at forebygge ømme skuldre, nakker og musearme," siger Vibeke Hansen.
Ifølge Johan Peter Paludan er det en ledelsesudfordring at sørge for, at folk ikke ender ude i ‘sjælenedbrydende sindssyge' arbejdsrutiner.
"Der skal måske en bedre leder til, som engang imellem siger ‘nu vil jeg fandeme ikke se dig i de næste to dage'," siger han.
Desuden mener direktøren for Instituttet for Fremtidsforskning, at det er nødvendigt, at den kloge arbejdsgiver sørger for, at der er en ordentlig kantine og sygdomsforebyggende initiativer.
"Virksomhederne kan til dels sørge for, at der er ordentlig mad på arbejdspladsen, så man ikke forfalder til cola og pizza. Hvis man har et job, hvor man arbejder i døgndrift, er tilbøjeligheden til at klare sig med fast food oplagt, fordi det er til stede. Man skal også sørge for, at der er et fitness-rum, hvor de ansatte kan slappe af eller få rørt sig," fremhæver Johan Peter Paludan.
Netop sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende tiltag har været en strategisk beslutning for Vibeke Hansen.
"Folks velbefindende er noget, vi tager alvorligt, og det skal helst ikke være forbundet med fysisk lidelse at gå på arbejde. Fra en ren økonomisk betragtning kan det i dag også betale sig at investere i sine medarbejdere - at sørge for, at folk har ordentlige forhold. Som arbejdsmarkedet ser ud nu, er det bestemt også noget, man bør overveje som arbejdsgiver," siger hun.
Forbud mod motion
It-iværksætter Søren Kjær Vestergaard er uenig med de gængse sundhedsråd. For ham er den enkle løsning også kontroversiel: Ingen mælk, ingen sukker og ingen unødvendig motion.
"Når man dyrker motion, kan man bedre tolerere dårlig kost, og det betyder, at man også gør det. Hvis man skal arbejde meget, har man brug for en god kost og behøver ikke at dyrke motion," siger it-iværksætteren.
Han har i fem år været øverste chef og entreprenør for en uddannelsesinstitution inden for kostområdet og har skrevet en debatbog om, hvorfor it og kost er to emner, som hænger uløseligt sammen. It-medarbejdere har brug for en superkost, fordi de sidder meget, mener han.
Søren Kjær Vestergaard mener, at sukker og mælk - som også indeholder sukker - udgør så stor en del af basisføden for danskere, at det bliver svært at smage andet end sukker.
Derfor er hans budskab at blive siddende og ikke have dårlig samvittighed over ikke at løbe en tur i skoven. Han skelner dog mellem unødvendig og uundgåelig motion - for unødvendig motion skal undgås.
"Det er imod vores natur og vores instinkter at løbe rundt i en cirkel uden at fange noget. Derimod er uundgåelig motion ikke imod den menneskelige intuition og skader ikke. Der findes uundgåelig motion som at gå op ad trappen," siger manden, der selv har oplevet enorme effektiviseringsgevinster hos nogle af de virksomheder, han har arbejdet i, ved at benytte sig af de tre principper. Ifølge Søren Kjær Vestergaard bliver medarbejderne mere tændte, effektive og gladere af en kost, der udelukker sukker og mælk.

Billedtekst:
Siddebold I it-virksomheden DIR er der investeret
i sygdomsforebyggende tiltag.
Et af disse er en siddebold.
Den giver mulighed for variation for medarbejderne i en ellers meget stillesiddende hverdag.
Foto: Søren Holm/Chili Foto

OriginalModTime: 27-09-2007 13:32:23




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere


ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere