Så høj er lønnen hos Microsoft, Google, Cisco og Oracle

Ifølge en amerikansk undersøgelse er lønnen høj hos fire it-giganter, men også i Danmark tyder meget på et højt lønniveau.

Artikel top billede

(Foto: Photo by Ibrahim Rifath on Unsplash)

Gennemsnitslønnen hos Microsoft, Cisco, Oracle og Google er blevet opgjort af virksomheden PayScale.

Det skrev Jyllands-Posten for nylig og kunne også berette, at den amerikanske Securities and Exchange Commision, SEC, der fører tilsyn med aktiemarkedet, vil skabe mere gennemsigtighed på området.

Ifølge den amerikanske opgørelse får ansatte hos Microsoft en gennemsnitsløn på lidt over 600.000 kroner om året.

Den næste på den amerikanske liste er Cisco Systems, hvor de ansatte i gennemsnit får 108.000 dollars om året.

Google og Oracle på tredjeplads

Og på en delt tredjeplads er Google og Oracle.

De to virksomheder betaler i snit deres ansatte 102.000 dollars eller cirka 560.000 kroner.

I tallene for lønninger er cheflønninger ikke medtaget, understreger Jyllands-Posten blandt andet.

Laver man samme øvelse i Danmark - og henter regnskabsdata fra de fire it-giganters danske selskaber - findes der også her en høj gennemsnitsløn.

Den danske løn i firmaerne

Computerworld har hentet det seneste regnskab hos Erhvervsdatabasen BIQ for de pågældende selskaber i Danmark.

Hos Microsoft Danmark A/S er posten "Gager og løn" på 408 millioner kroner.

En anden post hedder pension og er altså ikke indeholdt i gager og løn.

Selskabet har 412 ansatte, fremgår det af regnskabet. Forudsætter man, at de skal dele de 408 millioner, bliver det i snit til 990.291 kroner per ansat.

Hos Google Danmark lyder posten "Lønninger" på 65,8 millioner kroner, men man også her opererer med en anden post til pensioner.

Ifølge regnskabet har selskabet 49 ansatte. Det svarer til 1.342.857 kroner per ansat.

Cisco og Oracle

Hos Cisco Systems Danmark er posten "Lønninger og gager" på 177,6 millioner kroner, og selskabet har ifølge regnskabet 145 ansatte.

Et snit på 1.224.827 kroner.

Endelig er der Oracle Danmark, hvor posten lønninger står til 208 millioner kroner.

En del af lønnen er til direktion og bestyrelse, fremgår det dog her af regnskabet.

Selskabet har 244 ansatte, og laver man samme gennemsnitsberegning, bliver beløbet per ansat her 852.459 kroner.

Tager ikke højde for jobfunktion

Lysten til at tale om ovenstående tal på lønninger hos virksomhederne er samlet set ikke frygteligt stor.

Dog lyder det hos Oracle:
 
"Tak for muligheden for at kommentere på tallene."

"Vi vælger dog at sige nej tak, da det ikke giver mening at forholde sig til et gennemsnitstal, som ikke tager højde for, at der er forskellige lønniveauer for de enkelte jobfunktioner," skriver pressechef Anders Lund Rendtorff fra Oracle i en mail.

Han forklarer, at tallene derfor heller ikke afspejler, at medarbejdersammensætningen i de enkelte virksomheder er forskellig. 

Ingen kommentarer

Microsoft melder tilbage, at selskabet ingen kommentarer har til ovenstående oplysninger.

Google og Cisco er ikke vendt tilbage med en kommentar oven på Computerworlds henvendelse.

Annonceindlæg fra NetNordic

De danske virksomheders kritiske infrastruktur er under pres

Geopolitiske spændinger og NIS2-direktivet gør det stigende nødvendigt at have styr på sikkerheden omkring sin IT-infrastruktur.

Navnenyt fra it-Danmark

Danske Spil har pr. 1. oktober 2025 ansat Jesper Krogh Heitmann som Brand Manager for Oddset. Han skal især beskæftige sig med at udvikle og drive brandets strategi og sikre en rød tråd på tværs af alle platforme og aktiviteter. Han kommer fra en stilling som Marketing & Communications Manager hos Intellishore. Nyt job

Jesper Krogh Heitmann

Danske Spil

Norriq Danmark A/S har pr. 1. oktober 2025 ansat Rasmus Stage Sørensen som Operations Director. Han kommer fra en stilling som Partner & Director, Delivery hos Impact Commerce. Han er uddannet kandidat it i communication and organization på Aarhus University. Han har tidligere beskæftiget sig med med at drive leveranceorganisationer. Nyt job

Rasmus Stage Sørensen

Norriq Danmark A/S