Sådan vil ny direktør sætte sit aftryk på headset-kometen GN Netcom

Overraskende direktørskift i Danmarks største hardware-producent, GN Netcom. Her fortæller den nye GN Netcom-direktør om sine planer.

Artikel top billede

(Foto: Povl D. Rasmussen)

Den danske headset-producent GN Netcom skiftede tidligere i denne uge topchef.

Efter kun 15 måneder i jobbet forlader Niels Svenningsen sin post og bliver erstattet af Rene Svendsen-Tune, som kommer fra et internationalt job i Nokia Networks. Den nye direktør har siden 2007 være tilknyttet GN-koncernen som bestyrelsesmedlem.

Niels Svenningsen har kun været direktør i 15 måneder, og du sidder allerede i selskabets bestyrelse. Er det her så en permanent løsning for GN Netcom?

"Det er der mange, der har spurgt mig om, og det kan jeg svare helt klart ja til. Jeg var i forvejen på vej ud af Nokia, da Niels traf denne her beslutning, så timingen er lidt heldig. Men løsningen er permanent," siger Rene Svendsen-Tune

Er Niels Svenningsen blevet fyret?

"Det skal du spørge ham om. Han har jo sagt, at han ønsker at have mere tid til sin familie. Den beslutning er hans helt alene, og det har bestyrelsesformanden taget til efterretning, og så har tingene udviklet sig derefter."

Du siger, det er god timing, men det er vel ikke en ønskeposition for GN Netcom, at direktøren siger farvel efter så kort tid?

"Objektivt set er det en overraskende kort periode. Men det tilkommer ikke mig at kommentere på det. Det må du tale med vores bestyrelsesformand om."

GN Netcom har siden 2009 været igennem en omstilling af forretningen, som har skabt en voldsom vækst for sine produkter under brandet Jabra. Samtidig er det lykkedes at drive indtjeningsmarginalerne i vejret.

Selskabet slås nu med den amerikanske Plantronics om positionen som den dominerende spiller på verdensmarkedet for headsets til kontorsystemer, call-centre og til consumermarkedet.

Fra 2009 til 2014 var det Microsoft-veteranen Mogens Elsberg, der stod spidsen for selskabet. Han overlod i begyndelsen af 2014 rorpinden til Niels Svenningsen, der kom fra et europæisk job hos Hitachi Data Systems. Og nu giver Svenningsen altså stafetten videre til Rene Svendsen-Tune.

GN Netcom forventer i år en organisk vækst i omsætningen på ti procent. Oveni kommer, at den høje dollarkurs giver selskabet medvind, som i år vil give et yderligere løft i omsætningen på syv procent.

Hvad er det for en opgave, du står over for nu?

"Jeg har siddet i bestyrelsen siden 2007, hvor jeg har været med til at drive den turnaround, som selskabet har været igennem. Der er lagt en strategi sammen med den tidligere ledelse, og det er den, vi eksekverer på nu. Vi er i vækst, og vi har fået indtjeningsmarginalerne op, hvor de skal være.

Men bliver der skruet op eller ned for nogle bestemte dele af jeres aktiviteter?

"Vi har hele innovationsdelen, som gør, at vi har nogle stærke produkter på markedet. Så er der hele vore supply chain, som vi konstans skal optimere. Endelig er der så hele go to market-delen med vores salgskanal og marketing. Der har Niels Svenningsen brugt rigtig mange kræfter seneste år. Så jeg skal sikre, at vi holder fast i det momentum, der er skabt på alle tre fronter."

Så på den måde er der ikke noget nyt under solen med dig som ny direktør i GN Netcom?

"Det er ikke sådan, at vi i morgen vender op og ned på alting. Strategien er klar frem til 2016. Det er klart at vi er forskellige personer med lidt forskellig baggrund og forskelligt fokus, og vi griber det nok også lidt forskelligt an."

Men hvordan er dit fokus anderledes?

"Jeg vil have fokus på salgskanalen og vores marketing-tiltag, og så vil jeg følge kraftig op på, at der er fokus på de rigtige produkter. Det er afgørende, at timingen og profilen af vores produkter er fuldstændig skarp. Der skal vi sikre, at vi forstår både de nuværende kunder og den næste bølge af kunder indenfor sport- og wireless-segmentet."

Læs også:

Direktør-exit i GN Netcom - international topchef udnævnt til ny administrerende direktør

GN Netcom har ramt en guldåre: Er klar til at indtage verden

Annonce

Navnenyt fra it-Danmark

Systematic A/S har pr. 1. august 2026 ansat Casper Voldstedlund, 52 år,  som Director, Products. Han skal især beskæftige sig med drive produktudvikling inden for national sikkerhed og kritisk infrastruktur (NSI). Han kommer fra en stilling som Senior Director hos Stibo Systems A/S. Nyt job

Casper Voldstedlund

Systematic A/S

T-Systems har pr. 11. november 2026 ansat Henrik Fugmann som Industry Lead, Public Sector. Henrik skal især beskæftige sig med forretningsudvikling indenfor den offentlige sektor med fokus på digital suverænitet, herunder cloud, AI og sikkerhed. Henrik kommer fra en stilling som Business Director hos DXC Technology. Nyt job

Henrik Fugmann

T-Systems

IFS Danmark A/S har pr. 1. november 2026 ansat Emma Karlsson som Solution Architect. Emma skal især beskæftige sig med at forstå kundernes behov og vise, hvordan løsninger fra IFS kan skabe værdi for dem. Emma kommer fra en stilling som Industry Lead Solution Engineer & AI Champion hos Oracle. Emma er uddannet MSc Industrial Engineering and Management, MBA. Emma har tidligere beskæftiget sig med ERP-systemer på tværs af industrier, forretningsprocesser, implementering og presales. Nyt job

Emma Karlsson

IFS Danmark A/S

Wireless Logic Nordic, der leverer sikre IoT-forbindelser til erhverv, har pr. 28. oktober 2026 ansat Wanig Le Pennec som direktør. Han skal især beskæftige sig med udviklingen af den nordiske forretning med fokus på vækst og strategiske partnerskaber. Han er uddannet MBA fra IAE Paris – Sorbonne Business School og har en ingeniøruddannelse fra ENSEEIHT i Frankrig. Han har tidligere beskæftiget sig med globale partnerskaber og kommerciel udvikling inden for telekommunikation, software og IoT. Nyt job

Wanig Le Pennec

Wireless Logic Nordic, der leverer sikre IoT-forbindelser til erhverv,