Sommerferien er desværre ved at være slut for de fleste af os, men hvis du er en af de mange der i ferieugerne har haft tid til at tænde for din konsol eller PC, har du måske også bemærket at de forgangene måneder faktisk har budt på nogle virkelige stærke spil.
Her er derfor tre spil der igen og igen er blevet fundet frem hos undertegnede, når sommerregnen har fyldt lige for meget.
Death’s Door.
Mens diskussionerne er mange om at spil i topklassen efterhånden koster alt for mange penge at udvikle, er bagsiden af den diskussion at værktøjerne til spiludvikling også bliver bedre og bedre, og derfor også hyppigere end tidligere lader helt små udviklere sammensætte deres drømmespil.
Bag navnet Acid Nerve gemmer der sig en tomands-udvikler, der tidligere slog deres navn fast med det originale Titan Souls, men med Death’s Door stempler ind som en udvikler der har formået at deres evner op på et helt nyt niveau.
Med masser af inspirationer hentet fra de ældre kapitler af Nintendos klassiske Zelda-eventyr, tager man her kontrollen over en krage hvis formål med efterlivet er at fragte sjæle til dødsriget. Naturligvis går noget galt, og man bedes derfor med at hjælpe den uvante helt med at få rettet op på det hele.
Det hele er bygget op som en ligelig blanding af gåder og kamp, og ofte vil man skulle bruge de evner og våben man langsomt optjener til både at besejre fjender og løse gådefulde opgaver. Det virker upåklageligt, hvilket ikke mindst skyldes udviklerens evne til at holde det hele simpelt og engagerende, uden at det på noget tidspunkt bliver kedeligt og uinspirerende.
Samtidigt er Death’s Door grafisk et af de mest originale og charmerende eventyr vi hidtil har set i år, og særligt de største fjender lærer man hurtigt at se frem til, fordi de i udformning og funktion oftest er fantastik skruet sammen.
F1 2021
Introduktionen af en karriere-mulighed der var bundet op på en fastlagt historie, var en af de bedste nye introduktioner i 2020-udgaven af Codemasters populære Formel 1-serie, og derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse at denne er blevet markant udbygget i seriens seneste kapitel.
I den såkaldte ”Breaking Point” tager man således kontrol over den unge nybegynder, der ikke kun må døje med den en overspillet ærkerival, men også egen team-makker der ingen glæde finder ved at en ung komet er kommet ind for at overtage hans rolle. Historien er forudsigelig og virker mest af alt som hvad der sker når Hollywood møder Formel 1, men er samtidigt underholdende og godt nok skruet sammen til at man bør gennemføre den mindst en gang.
Desværre er vejen gennem ”Breaking Point” også helt fastlagt, og det er således ikke muligt at afvige fra den historie som Codemasters gerne vil fortælle. Det betyder eksempelvis at skulle man sætte en sensationel førsteplads, vil historien stadig fortsætte som havde man brugt det meste af løbet på at kæmpe mod midterfeltet og den slags betyder at man konstant bliver mindet om at man er en passiv følger uden stor indflydelse på historien.
Ønsker man i stedet at starte sit eget hold, kan man glæde sig over at denne mulighed har fået pudset et par af sine kanter af. Mulighederne for automatisering af nogle af de kedeligere aspekter er nu muligt, samtidigt med at det denne gang er muligt at starte et team sammen (eller mod) en ven i den nye co-op mode.
Er man på udkig efter store nyheder og har man allerede købt sidste års udgivelse, kan man godt springe F1 2021 over. Men er man på udkig efter mere dramafyldt historie og den bedste udgave af F1-serien til dato, er F1 2021 et sikkert køb værd.
The Legend of Zelda: Skyward Sword HD
Af Zelda-seriens efterhånden mange kapitler er Skyward Sword et af de underligste. Eventyret udkom oprindeligt til Wii-konsollen der med sit fokus på bevægelses-kontrol adskilte sig drastisk fra konkurrenterne.
For Zelda-eventyret betød det en oplevelse hvor hvert sving med sværdet, hver kast med en bombe og generelt hver situation hvor den slags kunne implementeres, blev klaret via bevægelses-kontrol, hvilket også i lang tid har forhindret Nintendo i at konvertere spillet til dets nyere platforme, da bevægelses-kontrollen sidenhen er blevet droppet.
Med Switch er det dog igen blevet muligt at svinge controlleren rundt og bevægelserne blevet gengivet på skærmen, samtidigt med at værtshardwaren naturligvis er blevet stærkere og derfor nu også er i stand til at gengive Skyward Sword i både højere opløsning, og med en langt mere flydende billedhastighed.
Men Nintendo har strakt sig længere for at gøre det hele mere imødekommende for nye eventyrere. Spillet gemmer nu selv løbende, samtidigt med at det også er blevet muligt at springe dialogen over når nogle af de mange karakterer man møder på sin vej bliver en smule for snakkesalige. Bedst er dog at det nu er blevet muligt at rejse langt hurtigere gennem den store verden.
Helt så godt fungerer det nye kontrolsystem dog desværre ikke. Da det ikke er alle der har lyst til at svinge deres controllere rundt, har den japanske gigant forsøgt sig med et system hvor de mange sving med sværdet er smidt over på et af de to analogsticks. Med hurtigere bevægelser er det hermed blevet muligt at gengive de forskellige slag, men systemet savner præcision hvilket særligt kan være frustrerende i skæbnesvangre bosskampe hvor timingen er essentiel. Den største præcision opnås derfor stadig med bevægelseskontrollen, og det vil ganske sikkert hægte nogen af eventyret.
Løser man kontrol-udfordringerne har man dog et solidt Zelda-eventyr i vente. Ganske vist virker det hele en smule gammeldags efter Breath of the Wild genopfandt serien, men det forhindrer ikke Nintendos fantastisk forståelse for spildesign fra at skinne igennem. Her er gåder der skal løses, hemmeligheder der skal findes og et charmerende karaktergalleri der hurtigt kommer til at fungere som drivkraft for det hele.
Mens mange af os går og venter på Breath of the Wild 2, er Skyward Sword HD derfor et godt eventyr at bruge tiden på – man skal bare lige huske at finde det kontrolsystem der fungerer bedst for en selv, inden man giver i kast med det hele.
