Det ville ikke være nogen overdrivelse at sige at Shadow Warrior-serien har været vidt omkring. Hvad der oprindeligt startede hele vejen tilbage i 1997 som et afkog af Duke Nukem 3D-serien, blev 16 år senere genoplivet af grunde som endnu er gået de fleste af os forbi.
Ikke desto mindre blev opgaven givet til de talentfulde udviklere hos Flying Wild Hog, som ikke kun gengav den platte humor, det simple gameplay og den dumme handling fra originalen, men også formåede at gøre det med mere kvalitet end originalen nogensinde havde været i nærheden af.
Tre år senere blev det til en efterfølger, og ganske passende for en serie der havde det så fint med at gøre grin med sig selv, var genren halvvejs skiftet, således at der stadig skulle skydes fjender, men det denne gang blev krydret med magiske kræfter og et enormt våbenudvalg ligesom det man eksempelvis kunne opleve i Borderlands-serien.
Men med seriens tredje spil er der igen blevet skiftet retning, og denne gang er alle kræfterne blevet brugt på fuldblods action med masser af fart over feltet, samt en enorm samling af vittigheder fra hovedpersonen Lo Wang, der dog irriterer mere end de fornøjer.
Hvor det tidligere var Duke Nukem 3D og Borderlands der så ud til at have fungeret som inspirationerne, er det denne gang Id Softwares fabelagtige genoplivning af Doom-serien der synes at være blevet studeret nøje. Det betyder et fokus på fart, store fjender, et potent våbenarsenal, flyvende kropsdele og spandevis af blod.
Bevægelighed har også været I fokus, hvilket betyder at man hurtigt bliver udstyret med evner der gør det muligt at springe rundt som en anden superhelt. Det hele er kanaliseret gennem et simpelt kontrolsystem, og da de fleste af kampene foregår i mindre arenaer, viser muligheden for hurtigt at kunne bevæge sig rundt mellem fjenderne faktisk som et af spillets bedste tiltag.
For at friske det hele op, har man forsøgt sig med et system hvor ammunitions-beholdningen er forholdsvis lille, og man derfor opfordres til at skifte flittigt mellem de tilgængelige våben. Samtidigt er det hele stykket sådan sammen at fjender der skæres I småstykker med det Katana-sværd man har til rådighed, efterlader ammunition, mens fjender der plaffes ned på afstand efterlader ekstra livsbeholdning.
Hverken forsøg på humor, skarp kontrol eller snedige systemer ændrer dog ved at stort set alt hvad Shadow Warrior 3 indeholder er set bedre andetsteds, ikke mindst i Doom: Eternal der synes at have fungeret som den største inspiration.
Våbnene er fine, men mangler den hæft som Id Software er kendt for i deres spil. Den grafiske indpakning er glimrende, men når ikke detaljegraden fra Id Tech-teknologien og de brutale måder man kan gøre det af med fjenderne på er sjove, men ikke nær så varierede som når Doom Slayeren leverer kindheste.
Det bliver derfor hurtig svært at se nogen grund til at bruge tiden på Shadow Warrior 3, når der er andre spil tilgængelige som er mere veludførte, byder på skarpere udfordring og i det hele taget er mere helstøbte.
Bedre bliver det ikke af at man skal døje med en hovedperson der for alt I verden ikke ønsker på noget tidspunkt at være stille. Lo Wang har så travlt med at sørge for at være ”morsom”, at man hurtigt får lyst til at råbe “Jeg HAR forstået det – du er klassens vittige dreng” af skærmen. Det bliver hurtigt uudholdeligt, og man kunne virkelig godt have ønsket at der også var blevet arbejdet mere med denne del af pakken.
Med så dygtig en udvikler bag serien, er det ærgerligt at der ikke er blevet satset på en mere original oplevelse, for der er ingen vej uden om at Shadow Warrior 3 ender som et lunket afkog, som det desværre kan være lidt svært at finde grund til at bruge tid på.
