Målet er at kombinere grøn strøm, dansk cloud, lukkede netværk og digital suverænitet i én samlet infrastruktur til kritiske sektorer.
Af Flemming Østergaard
Datacentre er på vej til at blive en af de store udfordringer i den digitale omstilling. Flere offentlige services, mere cloud, stigende brug af AI og skærpede krav til beredskab kræver mere datakraft. Men datakraft kræver strøm, og strømmen skal transporteres gennem et elnet, som allerede er under pres.
Diskussionen om cloud bør derfor starte et andet sted end normalt, mener Finn Eriksen, Cloud Director i Edora. Ikke kun med software, compliance og leverandørvalg men også datacentrenes placering.
“Normal finder man et sted at placere datacentret og sikrer strømforsyning bagefter. Vi vender den om. Vi placerer vores datacenter der, hvor solen skinner og vinden blæser,” siger han.
Derfor vil virksomheden placere datacentre i Eurowind Energys energiparker rundt om i Danmark og EU, hvor strømmen produceres. Derefter kan data transporteres via fiber.
“Det er lettere og
billigere at sende data via
fiberoptik til et datacenter
end det er at transportere
el på et kabel”
siger Finn Eriksen.
Pointen er, at Danmark er stærk på produktion af vedvarende energi, men transporten af strøm bliver i stigende grad en flaskehals, hvilket Energinet kan fortælle mere om. Derfor giver det bedre mening at bruge strømmen dér, hvor den bliver produceret, og i stedet forbinde datacentrene med fiber. Det aflaster elnettet, reducerer energitab og giver en mere direkte sammenhæng mellem grøn strøm og digital infrastruktur.
Edora samarbejder med EuroWind Energy og Aalborg Universitet om datacentre placeret i energiparker. Første anlæg er planlagt ved energiparken i Mariagerfjord Kommune.
Cloud som fysisk infrastruktur
Edora vil ikke konkurrere frontalt med tech giganterne på pris, volumen og mængden af standardservices. Strategien er i stedet at rette sig mod få store kunder i regulerede og samfundskritiske sektorer, hvor kravene til sikkerhed, dokumentation, robusthed og kontrol er afgørende. Fokus er på den offentlige sektor, forsvar, energi og forsyning, finans, sundhed og transport.
“Hvis du lukker et af de områder ned, så fungerer samfundet ikke længere,” siger Finn Eriksen.
Derfor ser han ikke cloud som almindelig it-drift, men som en del af samfundets digitale beredskab. Hvis de nævnte sektorer skal bygge mere digitalt oven på cloud, bliver spørgsmålet om, hvor infrastrukturen ligger, hvem der ejer den, og hvilken lovgivning den er underlagt, stadig vigtigere.
Suverænitet er blevet mere end et politisk begreb
Edora beskriver sin cloudplatform som et dansk og europæisk alternativ til de amerikanske hyperscalere. Ikke fordi alle workloads nødvendigvis skal flyttes væk fra de store platforme, men fordi nogle data og systemer stiller særligt høje krav.
Det er en problemstilling, der er blevet skærpet af den geopolitiske udvikling, påpeger Finn Eriksen. Europa har i mange år opbygget en stærk afhængighed af amerikansk teknologi, og cloud er en af de mest centrale dele af den afhængighed.
“Teknologi er jo i dag et supervåben, kan man sige. Man kan bruge det som pression til at få folk, lande og regioner til at makke ret,” siger han.
Hvis kritiske data placeres hos leverandører, der er underlagt udenlandsk jurisdiktion, kan det skabe dilemmaer og deciderede risici for offentlige og regulerede organisationer.
“Vi har i Europa brugt mange år på at give suveræniteten væk. Nu vil vi have den tilbage,” siger han.
Amerikansk cloud og europæisk kontrol
Når man taler om cloud, så er suveræniteten især givet væk til de store amerikanske leverandører. Dermed kommer man ikke uden om den amerikanske CLOUD Act, som giver en konflikt mellem europæiske krav om databeskyttelse og amerikansk lovgivning.
CLOUD Act (Clarifying Lawful Overseas Use of Data Act) er en amerikansk lov vedtaget i 2018. Den giver amerikanske retshåndhævende myndigheder ret til at anmode om adgang eller selvstændigt hente til data fra amerikanske teknologivirksomheder — selv når disse data er lagret uden for USA.
“Lige så snart en cloud er baseret på amerikansk teknologi, så er den underlagt amerikansk lovgivning, uanset hvor datacenteret ligger,” siger Finn Eriksen.
Han vurderer, at flere myndigheder og virksomheder er begyndt at forstå problemstillingen, men at afhængigheden af USA stadig er meget bred og omfattende. Cloud er kun en del af den samlede teknologiske afhængighed, understreger han, men det er en af de mest centrale.
“Jeg har en lang liste med afhængigheder af amerikansk infrastruktur. Så det er ikke gjort bare med en dansk cloudløsning, men det er et vigtigt skridt på rejsen,” siger han.
Et lukket dansk cloudmiljø
Edoras bud på en cloudløsning består udover den nytænkende energiløsning af to andre centrale elementer: Cloudplatformen og netværket. Cloudplatformen er baseret på OpenStack og open source-komponenter. Det skal fjerne leverandørbinding og give kunderne større kontrol over infrastrukturen.
Kunderne kan enten køre løsningen i Edoras egne datacentre eller få den installeret i deres eget datacenter som en pakket løsning. Dermed bliver cloud ikke nødvendigvis noget, der flyttes langt væk fra kunden, men en platform, der kan etableres i kundens eget kontrollerede miljø.
Det andet element er netværket. Edora bygger et privat optisk fibernet mellem datacentrene.
“Data forlader aldrig Edoras lukkede optiske net. Der er ingen transit via offentligt internet, ingen afhængighed af udenlandsk infrastruktur og ingen risiko for, at amerikanske myndigheder kan kræve adgang under US CLOUD Act — som fortsat gælder for al data hos techgiganterne, uanset om datacentrene er placeret i EU. Hos os kører det hele direkte fra en cloud, som er distribueret ud på mange lokationer,” siger Finn Eriksen.
Resiliens handler om at fordele sårbarheden
Den distribuerede model handler ikke kun om energi og jurisdiktion. Den handler også om robusthed. Hvor klassiske løsninger ofte bygger på failover fra ét primært datacenter til et sekundært, arbejder Edora med et setup, hvor workloads kan køre på tværs af flere lokationer.
“Vores løsning betyder, at hvis ét datacenter
falder ud, så kan services fortsætte
andre steder i infrastrukturen.
Grunden til, at vi kan levere det, er, at vi
har fuld kontrol over hele cloud-stacken”
siger Finn Eriksen.
Han beskriver det som en måde at reducere samfundets digitale sårbarhed på. I stedet for ét stort datacenter, som kan blive et kritisk single point of failure, kan datainfrastrukturen fordeles på flere mindre enheder.
“Du laver ikke ét stort datacenter, som kan hakkes ned med en drone eller noget andet. Du distribuerer din sårbarhed,” siger han.
I et tænkt dansk setup med flere datacentre placeret ved energiparker kunne cloudinstanserne ifølge Edora fortsætte, selv hvis en eller flere lokationer blev ramt af udfald.
“Du kunne godt pille strømmen fra en energipark eller flere. Med den måde, vi har gjort det på, kan vi flytte vores workloads mellem vores cloud-instanser rundt omkring i vores fælles infrastruktur,” siger Finn Eriksen.
Et europæisk byggeklodsprincip
Selv om udgangspunktet er dansk, ser Edora ikke modellen som noget, der kun kan bruges i Danmark. Finn Eriksen fremhæver, at konceptet vil være relevant i andre lande, uanset om den lokale energikilde er vind, sol, vandkraft eller noget fjerde. Aktuelt er Edora i dialog med aktører i Grønland, Afrika og Litauen om deres cloudløsning.
Finn Eriksen understreger, at Edoras koncept indebærer, at man samler forskellige spidskompetencer - energiselskaber, fiberleverandører, cloudteknologi og åbne softwarekomponenter. Edoras opgaver er ikke at udvikle alt selv, men at samle de teknologier, der kan indgå i et suverænt cloudmiljø – herunder også andre europæiske teknologier.
“Hvis det ikke giver mening, at vi selv udvikler det, så går vi ud til open source-producenterne og siger: Hvad har I, vi kan bruge i det her univers?” siger han.
Edora har også egne GPU-miljøer, hvor AI-løsninger tilbydes. Let’s Talk eksempelvis – en tolkeløsning, som flere kunder allerede har købt.
“Det her handler om dansk kompetence og europæisk kompetence. Der er allerede mange alternativer til amerikanske produkter i dag, og der vil blive udviklet flere, så vi kan sikre den digitale suverænitet i Danmark og Europa,” siger Finn Eriksen.
Om Edora
Edora er et specialiseret softwarehus med ansvar for samfundskritisk IT. Virksomheden leverer forretningskritisk software og infrastruktur til den offentlige og private sektor. Vi er et hus af specialister, der ikke blot skriver kode, men som forstår den fulde kompleksitet af at bygge systemer i et stærkt reguleret landskab.