200 millioner kroner.
Så mange penge ligger der potentielt og venter på at blive sparet, hvis man skal tro indholdet i en ny analyse fra IT- og Telestyrelsen.
Analysen ser på potentialet for statslige it-projekter ved at udvikle og genbruge systemelementer som open source.
Der er indsamlet informationer fra 128 projekter i 12 forskellige myndigheder, og de data er blevet kategoriseret i fem undergrupper, hvor der er stort potentiale ved at udvikle og dele generelle systemelementer som open source, så de efterfølgende kan genbruges i andre statslige projekter.
Potentialeområderne er defineret til at være: Database-/registreringsløsninger, ESDH, indberetning, portaler og sagsbehandling.
De første 100 millioner kroner
Ud fra myndighedernes tal og med en forudsætning om, at staten så også genanvender komponenterne, har man analyseret sig frem til, at der kan spares et sted mellem 78 og 97 millioner kroner.
De knap 100 millioner kommer alene fra udvikling og genbrug af centrale systemelementer.
Potentialerne ved at genbruge større systemkomplekser og eksisterende komplette open source-løsninger er således ikke undersøgt i rapporten.
Yderligere 100 millioner kroner
Udover at beskrive potentialet ved open source, analyserer rapporten også potentialet ved at gennemføre statslige it-projekter efter mere agile udviklingsmetoder.
Dette potentiale udgør yderligere mellem 97 og 122 millioner kroner.
Samlet set kan der således, ifølge IT og Telestyrelsen, effektiviseres på lige i omegnen af 200 millioner kroner.
Er i gang
I statslige it-projekter findes der allerede erfaringer med at genbruge open source-komponenter, som er udviklet af andre offentlige myndigheder.
Som eksempler peger analysen på Navision Stat og IndFak, der genbruger open source-komponenter fra NemHandel, og at VisKort genbruges hos blandt andre Naturstyrelsen og DMI.
Hele rapporten kan hentes på Digitaliser.dk.