Test: Android- eller Windows-hybrid - hvad fungerer egentlig bedst?

Windows-computere er i stigende grad begyndt at komme i forskellige hybridformer, hvor de fungerer på den ene eller anden måde som en tablet. Omvendt ser vi flere og flere Androidtablets med tilhørende tastatur. Men hvilket system fungerer egentlig bedst som en hybrid?

Android-tablets med docking-tastatur eller Windows-bærbare med aftageligt tastatur.

Klassifikationen for, hvad der er hvad, er ikke altid til at vurdere, men i hvert fald ser man flere og flere Windows- og Androidhybrider: Maskiner, som både fungerer som tablet og som bærbar - eller i hvert fald forsøger.

Begge styresystemer, som jo er ejet af henholdsvis Google og Microsoft, bevæger sig over på hinandens markeder. Microsoft er stadig klart den største spiller på de klassiske bærbare, selv om både Chromebooks og selvfølgelig Apple æder sig ind på dem - og Android har det største marked for tablets, næsten kun (igen) med Apple som værdig konkurrent.

Vi har kigget på to næsten identiske modeller fra samme producent, som har hver deres styresystem: Asus T100 med Windows 8.1 og Asus TF303 med Android.

Begge er entry-modeller, og giver begge en udmærket oplevelse af hver deres respektive platform.

Derudover er begge enheder relativt "rene" i forhold til software. De giver en næsten ren Windows/Android-oplevelse - og altså også hvilket system, som bedst kan klare både livet som tablet (ren consumer) og som en arbejdsmaskine (produktion).

Hver maskine er bedst på hver sit traditionelle "medie". Android er ganske enkelt bedst som tabletform, og Windows fungerer optimalt - og bedre end Android - med mus og tastatur. Selv med Modern UI-overfladen.

Men hvilken er bedst til at gå over til den anden side?

Til Androids fordel: Systemet som tablet
Begynder vi med begge enheder som tablets, er det klart Android, som har fordelen. På mange måder endda. 

Til at starte med er ALT i systemet lavet til touch. Det brænder Android lidt nallerne på senere, når vi snakker "bærbar-mode", men når det handler om en ren touch-oplevelse, er det alfa og omega. 

Alle menuer, handlinger, softwareknapper og så videre er alle sammen opsat til, at brugeren skal bruge deres småtykke pølsefingre, og det virker hver gang. 

Omvendt er det med Windows som tablet-system. Microsoft lavede den - i mange øjnes - store fejl at gøre sit touch-venlige system til en bastard mellem to verdener. Derfor ender du ofte med pludselig at ende ude på skrivebordet, hvor al touch-venlighed forsvinder.

Okay, det er en overdrivelse, for det er muligt at bruge sine fingre til at navigere på det traditionelle skrivebord på en touchskærm på Windows, men det er fra tid til anden en pinagtig oplevelse. 

Specielt sammenlignet med, hvor godt det egentlig fungerer i "Modern UI" - Windows' touch-overflade. 

"Modern UI" fungerer rigtig godt som tablet-system, når det endelig lykkes at forblive i "Modern UI". Udmærket interface som er til at finde rundt i, og muligheden for at splitte apps på skærmen, så du kan køre flere apps på samme tid er en genial form for multitasking, som virkelig fungerer godt. 

Facebook og video på samme tid? Ingen problemer. 

På det punkt er Windows faktisk en bedre tabletløsning end Android, men Android har et punkt, som de ganske enkelt stjæler førstepladsen på: Apps.

Apps ... og mangel på samme
Android får ofte tæsk for, at der slet ikke er nok dedikerede tablet-apps i forhold til Apples iPad, men sammenlignet med Windows-platformens "Modern UI"-apps er Android milevidt foran. 

Jovist er der mange tusinde apps i Windows Store, men desværre er kvaliteten ikke på samme niveau som kvantiteten. Mange apps er ganske enkelt noget juks eller bloadware/spamware, som giver en dårlig oplevelse af et ellers fint designsprog.

Microsoft har for nylig ryddet over 1.000 apps fra sin app store, netop for at gøre noget ved det. Men det er stadig et problem, når der er over 19 forskellige Facebook-apps, men samtidig ingen officiel Spotify-app. 

For mange af de store navne mangler stadig. Formodentligt tænker de store firmaer, at de allerede har lavet et klassisk legacy-program, så hvorfor også lave en "Modern UI"-app?

Omvendt har Android et langt bedre arkiv af apps, og Android er generelt god til at "opskalere" sine mobil-apps til tablets, så det stadig er en okay oplevelse at bruge en mobilapp - faktisk bedre end iPhone-apps på en iPad, synes jeg. 

Samtidig har Android også eksisteret længere tid end Windows 8, og det i sig selv er en fordel. Længere tid til at opbygge det førnævnte app-arkiv - og ikke mindst længere tid til at rette potentielle fejl og mangler. 

Blandt andet mangler Windows 8 stadig en form for notifikationscenter, så man kan se, hvad der foregår på for eksempel sociale medier. Livetiles skulle tage den funktion, men det giver bare ikke helt samme oversigt som en liste over alle nylige hændelser. 

Microsoft har allerede tilføjet en sådan til sit Windows Phone-system, og de nyeste læk omkring det kommende Windows 9 viser også, at der kommer en form for notifikationssystem.

På Microsofts hjemmebane: Klar, parat, tastatur
Det hele ændrer sig dog, så snart tabletten sættes i et tastatur. I denne test kunne man fint have medtaget en iPad med et bluetooth-tastatur, men kombinationen opnår bare aldrig helt den samme følelse af hybridmaskine - specielt fordi der stadig er alt for mange steder, hvor en iPad simpelthen ikke kan bruges, og man er nødsaget til at bruge en pc eller Mac-computer for at klare problemet. 

Det samme gælder ikke en Android-tablet med et tastatur. Asus TF303 kunne bruges til alt, hvad jeg testede den til - ud over de steder, hvor jeg skulle bruge NemID. Det problem løses forhåbentlig, når Nets engang får rullet Javascript-baseret NemID ud. 

Med docken får jeg adgang til en mus, hvis altså jeg ikke bare vil bruge touchskærmen til at navigere rundt. 

Det fungerer overraskende godt at navigere rundt i det fingervenlige system med en mus, selv om det er lidt uvant og akavet i starten. Lidt for mange steder driller musen dog stadig, og hvor højreklik på en Windows-maskine giver en menu frem, går Android-tabletten et skridt tilbage, når du højreklikker. 

Det samme gør den knap, hvor "Esc" plejer at sidde, og generelt er tastaturet fyldt med genvejstaster, som man skal bruge tid på at vænne sig til. 

Samtidig er der andre steder, hvor man bare undrer sig over, at Android og systemets tastaturer ikke har visse features. Hvorfor er der for eksempel ikke en genvej til multitasking (recent apps) på tastaturet, når der nu både er en "tilbage" og en "hjem"-knap? 

Og hvorfor skal jeg spilde plads i bunden af skærmen med selvsamme software-knapper, når jeg nu har dem i hardwareform på tastaturet (eller kunne have, hvis knappen til multitasking var der). Det virker bare som en halvfærdig løsning. 

På Windows-maskinen? Ja det er jo, som vi alle kender det, og jeg har ikke tænkt mig at knytte de store ord til dette. Windows giver en relativ stabil oplevelse, og selv om mange har skældt ud på Windows 8 og dens UI, fungerer det som altid udmærket med mus og tastatur. 

Jeg vil til hver en tid foretrække mus og tastatur til at navigere rundt i Windows' desktop-miljø fremfor mine fingre. Software til Android-laptoppen?
Bruger man en dock til en Android tablet er det udelukkende for at være produktiv. Google kommer selv med en række apps, som kan bruges til dette - deriblandt Google Docs. 

Og Google Docs fungerer selvfølgelig udmærket, som det altid har gjort. Men et problem for mig er, at man ikke kan have flere dokumenter åbne på samme tid. Det er en stor begrænsning for min produktivitet og kreativitet. 

Jeg kan heller ikke selv vælge, hvor meget jeg vil zoome ud i Google Docs, men den mulighed er heldigvis i andre skriveprogrammer såsom Wps Office, en gratis office-pakke, som fungerer rigtig godt og med direkte integration til blandt andet Dropbox. 

Faktisk kunne jeg uden problemer bruge den lille Asus TF303-maskine under en uges efteruddannelse som notat-maskine, og lidt overraskende kunne jeg bruge den til at aflevere opgaver på universitetets servere. 

Jeg prøvede samme setup med en iPad plus Bluetooth-tastatur for to år siden, men stødte konstant på en mur, når jeg skulle aflevere opgaver, da den hverken kan bruge flash eller har adgang til dens eget filsystem. 

Android kan begge dele og jeg har kunnet rette artikler i vores CMS-system på Computerworld.dk fra Android-bærbaren, hvilket jeg var meget imponeret over. 

Det er ikke nemt, men det er muligt. 

Der er dog kompromisser. Android har simpelthen ikke de samme muligheder for lynhurtig multitasking, som Windows har.

Det er ikke så vigtigt på en tabletplatform, hvor forbrugeren skal fokusere på én ting ad gangen. Men i arbejdsregi, hvor man hopper fra et vindue i Chrome til filsystemet for at finde et billede til et Word-dokument for at skrive og til sidst over til Excel for at rette noget, bliver det en meget, meget trættende oplevelse på en Android-laptop. 

Dermed ikke sagt, at det ikke er muligt. Jeg kunne sagtens forestille mig en Androidtablet med tilhørende tastatur som en maskine til at have med på farten som underholdningsprodukt, og som lynhurtigt kan blive til en udmærket skrive/Excel-maskine.

Batteri?
Kigger man på batteri, er det klart Android, som vinder den kamp. Windowshybriderne kører ofte med noget kraftigere processorer, selv om en Atom-processor på ingen måde er et kraftværk, og selv om processorne er ens, kræver Windows bare mere strøm end Android. 

Den helt generelle oplevelse vil derfor være, at Android-bærbare ofte vil have en noget længere batterilevetid end deres Windows-fætre. 

Det kan måske ændre sig, da Intel er på vej med sine blæserfri processorer, som bruger væsentligt mindre strøm og kan give en noget højere ydeevne uden at blive varme.

Er det ene bedre end det andet?
Vælger man sig en hybridmaskine, går man på kompromis - specielt ved de mindre Android/Windows-hybrider. 

En Androidtablet med tilhørende dockingtastatur kan erstatte en Windowsbærbar, ligesom en Windowsbærbar, som kan deles fra tastaturet, absolut kan bruges som en velfungerende tablet, men der er bare steder, hvor man kommer til at savne det "rigtige". 

Jeg savner det store udvalg af Android-apps (det kunne lige så godt være en iPad - smag og behag), når jeg bruger en Windows-tablet. Det bliver løbende bedre for Windows og Microsofts Windows Store, men desværre forventer jeg, at Windows Store har samme kvalitative vækstrate som app butikken hos Windows Phone ... og den er ikke imponerende. 

Men har man ikke det store app-behov, og bruger man kun en tablet til Facebook og Netflix, eller bruger man mange af Microsofts egne tjenester som Xbox Music og Xbox Movies, så er en Windows-hybrid vejen frem. 

Men har man det mindste behov for apps, eller vil man bare gerne have muligheden for at kunne hente mere end bare det mest gængse, vil jeg vælge en Android-tablet i stedet med et tilhørende tastatur. Asus TF303 er et glimrende bud, og også Samsung har lavet en række tastaturer til deres Tab S-serie, som fik rosende ord med på vejen, da vi testede den. 

Optimalt ville jeg købe en tablet for sig og en computer for sig. Hybrid-ideen er fin, men hvorfor vælge at kunne gøre ting halvt, når man i stedet kan få to produkter til at gøre hver deres helt optimalt? 

Grunden skulle da være økonomisk, da du jo får to-i-et-produkt ved at købe en hybrid.

Jeg har selv i en længere periode brugt Acers Switch 10 som min personlige computer, og jeg har været glad for den og brugt den som både tablet og som en minibærbar, men jeg gik konstant og savnede en Androidtablet eller en iPad samtidig med, at jeg manglede en rigtig computer. 

Konklusionen må derfor være, at du kan godt køre hybrid og få en okay oplevelse. 

Er tablet-delen vigtigst for dig, så køb en Android-hybrid. Er bærbar-delen vigtigst, så køb en Windows-hybrid. Vil du have det mest optimale, og har du råd til det, så køb en Android-tablet eller en iPad og køb en reel computer ved siden af. Læs også:

Test: Microsofts Surface Pro 3 får topkarakter

Test: Dette er en af de billigste Windows-hybrider du kan få - men det kan mærkes

Langtidstest: Mine 290 dage med Microsofts Surface Pro 2

Windows 8-hybrid med Android får ekstrem skærmopløsning





Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne
Indlæser debat...
Computerworld
Jens Højgaard skrev negativ anmeldelse på Trustpilot - nu er han blevet sagsøgt for 11.419 kroner
En negativ anmeldelse på Trustpilot om et inkassofirma har indtil videre kostet den selvstændige hvidevare-reparatør Jens Høgni Højgaard flere tusinde kroner og en tur i retten. Forklaringen er, at inkassofirmaet har forbudt kunder at udtale sig negativt i offentlighed om selskabet.
CIO
Har rulllet Mac-computere ud til 90.000 ansatte: Her er seks nyttige erfaringer fra IBM's store Mac-udrulningsprojekt
På lidt over et år har IBM rullet 90.000 Mac-computere ud til medarbejderne, mens virksomheden har gjort sig en hel række erfaringer. Læs her, hvad IBM har lært af projektet.
Comon
Overblik: Her har du ni af årets allerbedste bærbare computere
Her har du en liste over ni af de bedste bærbare computere, du kan købe i Danmark.
Channelworld
Overblik: Det ved vi efter første retsmøde i den store Atea-bestikkelsessag
Den første sag om bestikkelse af offentlige ansatte kører i disse dage, hvor offentlige ansatte anklages for at have modtaget bestikkelse fra it-giganten Atea.
White paper
Tjekliste: 10 tegn på, at du har behov for at modernisere din Backup og Recovery løsning
Gennemgå denne tjekliste for at afgøre, om dit miljø har behov for en mere moderne tilgang til backup og recovery. Hvis ikke du kan tjekke nogen af disse af, kan det være tid til at revurdere din databeskyttelse strategi.