Artikel top billede

I skovens dybe stille ro: På besøg hos den ukendte it-mangemilliardær Jim Goodnight

Interview: Han hører blandt de 40 rigeste mennesker på kloden og har skabt et gigantisk software-firma, der skovler penge ind. Computerworld har mødt SAS Institutes Jim Goodnight på hans hjemmebane i en skov i North Carolina. Se her, hvordan mødet spændte af.

Interview:  Jeg får øje på Jim Goodnight, mens jeg sidder og spiser frokost i Sas Institutes kantine i bygning C i firmaets hovedkvarter i North Carolina.

Han sidder tre borde væk og spiser.

Der er åbenbart ikke forskel på, hvor manden, der gennem mange år er blevet bedømt til at være blandt de 40 rigeste i verden af erhvervsmagasinet Forbes, og hans ansatte i denne bygning, spiser frokost.

Den kantine, vi i øjeblikket deler, er bare et lille hjørne af de 360 hektar - det svarer til 3,6 millioner kvadratmeter - skov i byen Cary i North Carolina i det østlige USA, som han har forvandlet til hovedsæde for it-virksomheden Sas Institute.

Området dækker over Sas Institutes campus.

Ud over 6.000 arbejdspladser rummer det egne læger, tandlæger, skoler, børnehaver, sportsanlæg og endda færdselspoliti, der uddeler bøder på 15 dollar, hvis du overskrider hastighedsbegrænsningerne.

Han har bygget sin helt egen verden i dette hjørne af skoven i North Carolina, hvor de ansatte ikke skal bekymre sig om andet end at udvikle software.

Det er en model, der har gjort ham styrtende rig, men dog altså med jordforbindelse nok til at spise sammen med sine ansatte.

Efter frokosten skal Computerworld mødes med den 74-årige rigmand.

Træt og stolt

Jim Goodnight er en høj mand og hans grå hår er kortklippet.

Han kommer ind i rummet iført en skjorte, der er åben i halsen men uden det slips, der ellers er så dominerende i det amerikanske erhvervsliv.

Han bevæger sig lidt stift og langsomt og ser lidt træt ud, men han udstråler stadig autoritet. Han ligner en stolt mand, der er glad for at være omgivet af sit livsværk.

Selv om han er teknologimand, har han gjort sig til fortaler for - eller rettere til kritiker af - at der ikke gøres nok for at uddannelsessystemet lærer studerende at udvikle og skabe vækst med udgangspunkt i teknologiens muligheder.

Det er noget, som han meget gerne vil snakke om.

Jeg vil dog hellere vide, hvordan man kan få gang i den digitale, datadrevne virksomhed.

Mennesket, uddannelsen og teknologien

Da Jim Goodnight som ung statistik-studerende i 1970'erne sammen med vennen John Sall udviklede et computerprogram til optimering af majsdyrkning i North Carolina, havde han næppe forestillet sig, at den software ville gøre ham til en af verdens rigeste mænd med sin helt egen campus i det smukke skovområde.

Men programmet kunne også bruges i finansbranchen, og det blev springbrættet til det, der i dag er en af verdens største softwarefirmaer med speciale i dataanalyse og big data-løsninger.

I Danmark har vi en udfordring, og jeg håber du kan hjælpe med at løse den. Digitaliseringsgraden i vores lille kongerige er meget høj, og masser af virksomheder har software og værktøjer til at foretage dataanalyse. Men det er kun ganske få, der skaber ny datadrevet forretning. Hvordan skal vi få ændret kulturen og få gang i den proces?

"Jeg tror i bund og grund ikke, at det er så svært. Det handler om en åben ledelse, der skal finde de rigtige folk. Eksperter, der forstår data og analyse. Det er også derfor, at jeg er så optaget af uddannelse. Der er alt for få, der har teknisk forståelse og nysgerrighed, der kan udvikle virksomhederne."

Tænk nyt
Hvordan er man en god leder i en digital virksomhed i forhold til en traditionel virksomhed?

"Man skal tænke nyt. Et eksempel er de valgkampagner, der i øjeblikket kører i North Carolina. Her bruger man millioner og millioner af dollar på valgreklamer på tv, som ingen ser og alle er trætte af. Man kan ramme vælgerne langt mere effektivt gennem data, men der er ikke en vilje til at gøre forsøget. Hvis du vil være en god leder, så skal du altså være nysgerrig og klar til at prøve noget nyt. Ved du ikke selv hvordan man skal gribe tingene an, så må man ansætte nogen, der kan," siger han.

"Jeg er simpelthen så træt at de valgreklamer. Det er helt forfærdeligt"

Den software, som din virksomhed producerer, virker meget avanceret. Burde man ikke udvikle software, der tilpasser sig brugeren fremfor at uddanne brugeren, så han passer til programmet?

"Der er sket meget med brugervenligheden, og vi forsøger naturligvis at gøre det så nemt som mulig at analysere data. Men det kræver altså uddannelse at forstå, hvordan man kan bruge software til noget fornuftigt eller hvilke modeller, man skal anvende. De datastørrelser, som vi arbejder med i dag, er enorme, og det kræver både struktur og overblik af brugeren," siger han.

Hvordan bygger man god software?

"Man udvikler over mange år. Og så spørger man brugerne. Det er en lang rolig proces."

Funktioner i en iPhone 6

Nu har du arbejdet med teknologi i en menneskealder, hvad har været din største tech-oplevelse?

"Jeg er stolt af mange ting og kan også stadig fascineres at teknologi - ikke mindst de hastigheder som computerne i dag er i stand til at levere med, men den gang jeg så en computer første gang, står stadig som et af højdepunkterne."

Big data-mandens vurdering er altså, at det handler om at finde de rigtige folk og få sat kul på uddannelsen af de naturvidenskabelige og matematiske kandidater, og det er aldrig for sent at lære.

"Jeg er stadig i gang med at lære alle funktionerne på min nye iPhone 6, og skal have koblet den sammen med mit Apple TV," lyder det fra Jim Goodnight.

Læs også:

Sådan analyseres Big Data af mesteren selv

Her er it-arbejdspladsen fra dine vildeste drømme