Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Faneflugt blandt Microsofts danske partnere: Fylder hylderne med Microsoft-rivalers produkter

Massevis af danske forhandlere af Microsofts klassiske økonomisystem C5 er begyndt at fylde hylderne med produkter fra Microsofts rivaler. "Det virker som om, at Microsoft mere eller mindre frivilligt giver slip på kunderne i den lave ende af markedet," lyder det fra direktør.

En lang række af Microsofts ellers så trofaste forhandlere af det klassiske ERP-program C5 tager nu konkurrerende produkter ind som en del af deres forretning.

Det udfordrer Microsofts dominerende stilling på markedet for økonomi- og bogføringssystemer til små og mellemstore virksomheder.

I løbet af efteråret har mere end 20 Microsoft-partnere indgået partner-aftaler med e-conomic, der lige nu er Microsoft største konkurrent i den lave ende af ERP-markedet.

Economics danske direktør, Mogens Elsberg, fortæller til Computerworld, at mere end 20 C5-forhandlere siden slutningen af september er blevet certificeret og nu står klar til at markedsføre og sælge e-conomic-løsninger til især små og mellemstore virksomheder.

"Vi fortsætter vores certificeringsprogram ind i det nye år og regner med, at vi indenfor et år når op på minimum 100 nye partnere. Størstedelen af dem vil i forvejen være Microsoft-partnere," siger Mogens Elsberg, som dog ikke ønsker at sætte navn på de nu knap så trofaste Microsoft-partnere.

Strandhugst

Også det danskudviklede system Aplicor har henover sommeren og efteråret været på strandhugst blandt C5-forhandlerne.

Lige nu har Aplicor aftaler med 15 forhandlere, som hidtil alene har solgt C5-løsninger, fortæller Aplicors danske direktør for global forretningsudvikling, Morten Nielsen.

Hver for sig arbejder både Aplicor og Economic med at få endnu flere forhandlere med i deres salgs-netværk.

Går alt efter planen, kan det ende med, at helt op mellem 50 og 100 af de nuværende C5-forhandlere får produkter og løsninger fra e-conomic eller Aplicor på hylderne.

Den store interesse for at få alternative produkter på hylderne hænger tæt sammen med, at Microsoft for godt et år siden skiftede motoren i den klassiske C5-software ud med en kerne baseret på det mere avancerede NAV-system.

Det har efterladt et hul i markedet, fordi mange mindre kunder ikke har lyst til at kaste sig ud i en NAV-løsning.

Og det hul har Microsofts konkurrenter ikke været sene til at udnytte.

"Vi hører fra forhandlerne, at den nye udgave af C5 ikke opfylder de små og mellemstore virksomheders behov. Det er derfor, de nu ser efter andre produkter," siger Mogens Elsberg.

Også hos Aplicor går man efter at kapre forhandlere, som frygter, at der får svært ved at få fat i nye kunder blandt de små og mellemstore virksomheder.

"Forhandlerne går jo ikke ind det her, fordi vi er nogle flinke fyre. De gør det fordi, de kan se, at de får noget forretning ud af det," som Morten Nielsen fra Aplicor udtrykker det.

Her er navnene på de troløse Microsoft-forhandlere

Modsat sin kollega hos e-conomic sætter han gerne navn på en række af de forhandlere, som han har indgået aftaler med.

Det drejer sig eksempelvis om firmaerne Concept Data i Herning, Data Discount i Aalborg, Vestjysk IT, IT Partner i Thisted og EDB-Center Fjerritslev.

Flere af de forhandlere er tilknyttet indkøbskæden CBC, hvor direktør Peder Hvejsel forventer, at op mod en snes medlemmer står foran at indgå aftale med Aplicor.

Giver frivilligt slip på kunderne

"Vi vurderer Aplicor som et rigtig seriøst produkt, som passer utroligt godt i forhold til både kunde- og forhandlersiden," siger Peder Hvejsel, som også bekræfter at man taler med e-conomic om et nærmere samarbejde.

"Jeg kan ikke sætte dato på, men vi forhandler pt. med e-conomic," siger Peder Hvejsel, som også peger på den nye udgave af C5, som en væsentlig forklaring på, at forhandlerene søger nye græsgange.

"Microsoft rykker op i markedet med den NAV-baserede C5-løsning. Det kræver større ekspertise hos forhandlerne og alt andet lige giver det højere pris for kunden. Så hvis en kunde kan nøjes med en e-conomic eller Aplicor, der er billigere, så vælger de jo nok det," siger CBC-direktøren, som undrer sig over Microsfot strategi.

"Det virker som om Microsoft mere eller mindre frivilligt giver slip på kunderne i den lave ende af markedet, hvor de tidligere stod stærkt med den gamle version af C5. Det kan man undre sig over, men det er måske en beslutning, der er taget uden for Danmark," slutter Peder Hvejsel.

Læs også:

Microsoft skrotter dansk it-klassiker

Sådan vil e-conomic vælte Microsofts økonomisystem ned af tronen




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Digital vækst 2024

På Digital Vækst 2024 bringer vi danske virksomheders organisation, forretning og data i spil samt spejler dem i det, som teknologipartnerne bringer til fadet. Konferencen bliver tætpakket med dygtige digitale ledere og frontkæmpere fra ind- og udland. De har én opgave på dagsordenen: At inspirere dig til at træffe de rigtige forretningsmæssige, teknologiske og strategiske valg i 2024, som kan sikre vækst for dig.

19. marts 2024 | Læs mere


Cyber Threats 2024: Sådan arbejder de IT-kriminelle – og sådan beskytter du dig

De cyberkriminelle har udviklet sig betydeligt, arbejder professionelt, fleksibelt og udnytter hinandens specifikke kompetencer – omtrent som en velsmurt koncern med klar ansvarsfordeling – og har ofte en klar politisk eller kommerciel motivation. Det stiller også nye krav til din tilgang til cybersikkerhed, og på Cyber Threats 2024 får du viden, som gør dig i stand til bedre at prioritere, planlægge og eksekvere en tidssvarende cybersikkerhedsstrategi.

20. marts 2024 | Læs mere


AI Impact Day: Har du styr på risiko og governance – og er du klar til AI Act?

AI og Machine Learning har for længst gjort sit indtog i centrale, kritiske forretningssystemer, og både udviklere, platformleverandører og koncerner er begyndt at udforske mulighederne. På dette eksklusive event dykker vi ned i AI's indflydelse på fremtidens forretnings- og IT-drift. Men vi ser også på, hvordan du mest effektivt arbejder med governance og risikostyring på dine AI-projekter.

21. marts 2024 | Læs mere