Artikel top billede

Her er de mulige - og mest sandsynlige - købere af Fona

Fona skal inden 25. februar finde en villig investor, som helt eller delvis vil overtage den kriseramte butikskæde. Alternativet er en konkurs. Her har du en oversigt over de mulige købere af selskabet.

Dramaet om den kriseramte elektronikæde Fonas fremtid spidser til.

Inden 25. februar skal firmaets ledelse have en plan for, hvordan kæden kan drives videre i en mere eller mindre beskåret udgave.

Det kræver et svar på det klassiske spørgsmål, som alle, der som barn har leget "købmand", har fået: Hvem vil købe?

Men før Fona kommer dertil, skal flere ting falde på plads.

Dels skal selskabets kreditorer nikke ja til en aftale, som nedskriver værdien af deres tilgodehavender. Alternativet er en konkurs.

Læs mere her: Konkursen truer: Derfor er det gået helt galt for Fona

Fonas direktør Michael Kjær har tidligere sagt, at et fremtidigt Fona vil fortsætte i en "beskåret udgave".

Det ligger derfor i luften, at en del af de nuværende 56 butikker skal lukkes.

Mange Fona-butikker ligger på dyre adresser i centrum af de største byer, hvor huslejer og andre driftsomkostninger simpelthen er for høje til, at man kan få en forretning til at hænge sammen.

Brug for ny kapital

Samtidig har Fona brug for ny kapital, som kan fylde hullet i pengekassen efter flere års underskud.

I 2013 og 2014 tabte Fona tilsammen omkring 60 millioner kroner.

Tal for 2015 er ikke blevet offentliggjort, men den aktuelle redningsaktion og udmeldingerne fra Fona selv tyder på, at tabene i det senest år er mindst lige så store.

Oven i købet slås Fona med, at man i dag har et butikskoncept, som venligt udtrykt er "klassisk".

Det er et andet ord for gammeldags og utidssvarende på et marked, der er domineret af onlinehandel og Elgigantens og Power/Experts megavarehuse i store indkøbscentre.

Michael Kjær har signaleret, at man er klar til at alliere sig med "ny ejer".

I sin reneste form vil det betyde et farvel til de nuværende ejere - familien Kjær med 60 procent af aktierne og norske Elkjøp, som i dag sidder på 40 procent.

Læs mere her: Her er den eneste løsning, hvis Fona vil overleve

Er Fona overhovedet værd at købe?

Det store spørgsmål er: Er Fona overhovedet værd at købe?

Kan man som konkurrenter ikke bare læne sig tilbage og vente på at samle de knap to milliarder kroner op, som lige nu er Fonas årlige omsætning.

Blandt eksperter i detailhandel og hos en række af Fonas konkurrenter og kolleger i elektronikbranchen, som Computerworld har talt med, har man svært ved at pege på en oplagt kandidat.

Problemet er, at både de eksisterende konkurrenter og mulige udenlandske spillere kører efter strategier, hvor man enten satser på store elektroniksupermarkeder eller mere eller mindre avancerede onlinekoncepter med vægt på hurtig levering på kundernes privatadresser.

På en skala fra 0 til 10 får du her Computerworlds bud på, hvor Fonas krise ender.

Så sandsynlig er en konkurs

For:
Aktionen, der skal redde Fona kommer for sent.

Butikskonceptet er for svært at ændre. Og hvis man smider 100 millioner kroner på bordet er risikoen for at tabe sine penge stor.

Imod:
Fonas omsætter hvert år for omkring to milliarder kroner, og trods de seneste års nedtur er Fona stadig et stærkt brand især blandt ældre kunder.

Skærer man de urentable butikker fra, og opruster på sin kundeservice, kan forretningen måske komme til at hænge sammen.

Sandsynlighed: 7

Så sandsynligt er det, at Fona bliver købt af privat investor

For:
Salg til en privat investor bliver også omtalt i branchen som "Karsten Ree-modellen" opkaldt efter den tidligere og lettere excentriske ejer af Den Blå Avis.

Kan Fona få adgang til en stor privat pengetank, kan kædens ledelse, der kender forretningen ind og ud, selv være med til at vende skuden.

Imod:
100 millioner kroner er mange penge. Og kigger man bredt ud over hele detailhandlen er mange mindre forhandlere som Wupti, Leasy eller Whiteaway allerede blevet opkøbt af større spillere som eksempelvis Dansk Supermarked.

Sandsynlighed: 4

Så sandsynligt er det, at Fona bliver købt af Computercity

For:
Computercity er ejet af den svenske kæde SIBA, som har masser af erfaring med at drive mellemstore butikker i hjemlandet.

Ved at købe Fona kunne Computercity gøre comeback på det danske marked og drage nytte af Fonas attraktive butiksplaceringer.

Imod:
SIBA har brugt mange penge på at holde fast i det svenske marked, hvor krigen om kunderne blandt andet udløste en konkurs i den svenske afdeling af Expert.

At kaste sig ud i et dansk eventyr er både risikabelt og dyrt.

Sandsynlighed: 3

Så sandsynligt er det, at Fona bliver købt af stor udenlandsk spiller

For:
Den norske onlinebutik Komplett har i nogle år haft pick-up butikker, hvor kunderne kan hente deres varer. Fona i en slanket udgave kunne være en måde at styrke Kompletts profil i Danmark.

I Tyske Media Markt gør sig i megavarehuse i eksempelvis Hamborg.

Tyskerne har allerede etableret sig i Sverige og har i årevis kigget på det danske marked.

Imod:
Især Media Markt har uden den store succes brændt rigtig mange penge af på det svenske marked. Og i Danmark er konkurrencen endnu hårdere - anført af Elgiganten og Power.

Sandsynlighed: 2

Så sandsynligt er det, at Fona bliver købt af en kapitalfond

For:
Der er masser af folk i Danmark, der har erfaring med at udvikle og drive nye butikskoncepter, men som mangler pengene til at gøre det for.

Imod:
Markedet for forbrugerelektronik er ikke et sted, hvor man tjener de helt store penge.

Kapitalfonde vil hellere investere i fremadstormende it-virksomheder.

Sandsynlighed: 1

Så sandsynligt er det, at Fona bliver købt af Power/Expert

For:
Power er i en opstartsfase, hvor man har brug for at profilere sig.

Køb af Fona kunne styrke Powers brand, men kun i en kortere periode.

Imod:

Powers ejere har sat rigtig mange penge af til sit fremstød i Danmark, hvor man satser stenhårdt på megavarehuse og onlinehandler.

Fona vil bare blive en klods om benet.

Sandsynlighed: 0,5

Så sandsynligt er det, at Fona bliver købt af Elgiganten

For:
Behovet for vækst kunne lokke Elgiganten til at satse på at samle Fonas milliardomsætning op.

Imod:
Elgiganten er på alle måder på en helt anden planet end det noble og lidt støvede Fona-brand.

Sandsynlighed: 0,5

Apple-muligheden

For:
Hvor svært kan det være? En spand hvid maling til væggene, nye møbler og et par paller med Macbooks, iPhones, iPads og iWatches.

Fans har siden Apple Stores debut i London i 2004 drømt søde drømme om en dansk filial af Apple Store.

En fire-fem af de nuværende Fona-butikker kunne være et indtog, der ville give genlyd.

Imod:
Når Apple gør noget, gør selskabet det grundigt og fra bunden. Og selv om København i nogens øjne er ved at blive supertrendy - også internationalt - er det danske marked ikke stort nok - og dermed uinteressant.

Sandsynlighed: 0,1

Læs også:
Fona går i betalingsstandsning: Skal finde ny kapital for at undgå konkurs

Fona har en måned til at redde livet: Ingen vej uden om at lukke butikker




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Digital vækst 2024

På Digital Vækst 2024 bringer vi danske virksomheders organisation, forretning og data i spil samt spejler dem i det, som teknologipartnerne bringer til fadet. Konferencen bliver tætpakket med dygtige digitale ledere og frontkæmpere fra ind- og udland. De har én opgave på dagsordenen: At inspirere dig til at træffe de rigtige forretningsmæssige, teknologiske og strategiske valg i 2024, som kan sikre vækst for dig.

19. marts 2024 | Læs mere


Cyber Threats 2024: Sådan arbejder de IT-kriminelle – og sådan beskytter du dig

De cyberkriminelle har udviklet sig betydeligt, arbejder professionelt, fleksibelt og udnytter hinandens specifikke kompetencer – omtrent som en velsmurt koncern med klar ansvarsfordeling – og har ofte en klar politisk eller kommerciel motivation. Det stiller også nye krav til din tilgang til cybersikkerhed, og på Cyber Threats 2024 får du viden, som gør dig i stand til bedre at prioritere, planlægge og eksekvere en tidssvarende cybersikkerhedsstrategi.

20. marts 2024 | Læs mere


AI Impact Day: Har du styr på risiko og governance – og er du klar til AI Act?

AI og Machine Learning har for længst gjort sit indtog i centrale, kritiske forretningssystemer, og både udviklere, platformleverandører og koncerner er begyndt at udforske mulighederne. På dette eksklusive event dykker vi ned i AI's indflydelse på fremtidens forretnings- og IT-drift. Men vi ser også på, hvordan du mest effektivt arbejder med governance og risikostyring på dine AI-projekter.

21. marts 2024 | Læs mere