Artikel top billede

Peter Mægbæk er administrerende direktør i Plenti.
Billeder: Plenti. (Foto: Line Thit Klein)

Her er teleselskabet Plentis plan med ny mobil-prisbasker med fri data

Interview: Plenti er klar med nyt råt mobilabonnement, der giver fri data og telefoni for 119 kroner om måneden. Men var det ikke meningen, at Plenti skulle sælge indholdspakker? Se svaret fra direktør og medstifter Peter Mægbæk her, hvor han fortæller om Plentis planer.

Teleselskabet Plenti debuterede på telemarkedet i marts med et indholdspakke-produkt til 199 kroner om måneden.

Nu har Plenti dog netop taget forretningen i en ny retning ved at lancere et mobil-produkt, hvor man for 119 kroner om måneden får fri data på mobilen sammen med fri tale, sms og mms - men altså ikke noget indhold. Læs mere om det her.  

De 119 kroner er en yderst aggressiv pris for "fri data" på et dansk telemarked, der ellers i forvejen er præget af intens konkurrence, og hvor de etablerede, større spillere på markedet over det seneste år derfor også har forsøgt at hæve mobil-priserne for at styrke indtjeningsmulighederne.

Læs også: Plenti klar med nyt mobil-angreb: Sælger fri data til spotpris

Peter Mægbæk, det nye produkt afviger jo en del fra Plentis koncept med at sælge indholdspakker, som det blev præsenteret for nogle måneder siden. Hvad tænker du om det?

"Ja og nej. Vi lytter til, hvad kunderne siger, og hvad vi får af input og feedback."

"Der er dels det feedback, der hedder, at nogle kunder ikke vil købe flere Plenti-abonnementer, fordi man må bruge det til fem devices (indholdet, red). Det betyder jo så, at vi vil forringe vores eget potentiale ved ikke at have et rent teleprodukt. Det burde vi måske have forudset fra starten."

"Det andet er, at vi egentlig gerne vil sikre, at vi er 'addressable' for flere, der kan komme ind i vores fold, hvor de så kan få lov til at prøve nogle ydelser før eller siden."

"Pris åbner alt andet lige op for en bredere skare i det her marked. Så vi får nogle flere kunder, hvor vi kan italesætte vores indhold."

"Ikke at det ikke har levet op til vores forventninger indtil videre - for det har det. Men ambitionerne er jo også at få flere abonnementer med tiden."

"Vi har nok prioriteret det her lidt tidligere end de andre abonnementer, vi har i støbeskeen, fordi det var det her, der var hurtigst at lave, og som vi kunne se den størst mulige efterspørgsel på."

Her er planen

119 kroner om måneden for fri data, telefoni, sms og mms er en meget lav pris. I hvor høj grad kan I tjene penge på det produkt isoleret set?

"Vi kan fint tjene penge på det, men det er ingen hemmelighed, at vi hellere vil sælge det andet produkt til 199 kroner. Man har altid en vis forkærlighed for de produkter, man har på hylden."

Læs også: Plenti klar med nyt mobil-angreb: Sælger fri data til spotpris

Men er det korrekt forstået, at planen er at få en pæn portion kunder ind ved at tilbyde et billigt produkt med fri data - og at I så har mulighed for at opgradere kunderne efterfølgende, hvis de er interesseret i det?

"Vi regner med at kunne tilbyde dem flere pakker, efterhånden som vi vokser."

"Det er vigtigt for os at få flere kunder ind i folden, så vi følger vores planer og i det hele taget får gjort det adresserbare marked større."

"Det er ikke alle, der har en interesse for det underholdningsprodukt, vi kommer ud med, og derfor er det helt naturligt, at vi kommer med et mere 'plain' produkt, hvor der ikke er så meget at forholde sig til."

Snart 35 ansatte

I har været i gang i over tre måneder nu. Hvilken oplevelse har det været?

"Det har været en super spændende rejse. Vi synes selv, at vi er gået fra nul til 100 på ingen tid. Vi startede med at være en 13-14 mand - nu er vi 30 efter tre måneder. Og vi er fem mere på fredag, så det går stærkt. Det er en spændende udfordring at vækste virksomheden."

"Det har også været en lærerig tid, hvor vi har fået nogle kunder, der måske er anderledes, end de kunder, vi havde regnet med at få. Man rammer måske ikke helt det, man tror, men så lærer man af det og finder ud af, hvad deres behov er."

"Vi skal udnytte den agilitet, vi har i forhold til de store, og vi skal hurtigt omsætte vores viden til konkrete produkter. Vi har måttet tilpasse en del ting undervejs, hvilket vi nu også havde forventet."

Hvad skal I især være opmærksomme på, når I skal sikre, at udviklingen kan fortsætte?

"Det er at udvikle organisationen og den gode kultur. Og så er det også at sikre, at vi får fokus på indhold og får det bygget op som en indholdsleverandør. Vi skal ikke falde i hullet og bare blive en discount-udbyder. Vi skal levere indhold og kvalitet."

Læs også:

Plenti klar med nyt mobil-angreb: Sælger fri data til spotpris

Teleselskabet Plenti klar med indholdspakke: Kan dette produkt kapre danske telekunder?

Opbrud og uro i den danske telebranche: Derfor slår Hiper og Plenti til netop nu

Ny dansk priskrig i den danske telebranche: Derfor ender priskrige igen og igen med opkøb