Artikel top billede

Lige til at smide om halsen og tage med. Boses Quiet Comfort 45 er stadig markedsledende, når talen går på støj-undertrykkelse. (Foto: Bose)

Test: Bose regerer stadig som mesteren når det gælder støjfrie hovedtelefoner

Selvom konkurrenterne i den grad puster mægtige Bose, der historisk set er bedst til anti-støj, hårdt i nakken. Så afslører testen, at de stadig er bedst. Men ikke på alle punkter.

Skal du have den bedst mulige støj-undertrykkelse i en hovedtelefon, er der kun ét valg: Bose. Det har været budskabet i mange år, og med rette.

Boses algoritmer til at undertrykke støj udefra, sammenholdt med en række patenter, har holdt konkurrenterne stangen.

Og det er ret godt gået i et meget kompetitivt marked, hvor de fleste faktisk er godt med, når talen går på støj-undertrykkelse.

Stadig den mest behagelige af alle

Nu er det ikke fordi, at konkurrenter ikke kan undertrykke støj godt. Det kan mange rigtigt godt - og nogle kan faktisk fjerne mere støj end Bose. Men ikke bedre. For de kan opleves nærmest klaustrofobiske i deres iver efter at lukke støj ude.

Nogle modeller kan opleves som at være lukket inde i et lyddødt rum. Og det er ikke rart. Kunsten at undertrykke støj akkurat nok til, at det opleves behageligt, er punktet, hvor Bose QC 45 til små 2.700 kroner brillerer.

Således udelukkes støj ikke fuldstændigt. Men på en fuldstændig unik og ret lækker måde. Den virker på ingen måde klaustrofobiske eller generende.

Du kan høre lyde ude fra en lille smule, men det kan du sagtens sove igennem. Slår du funktionen til, hvor du kan høre omgivelserne, er det også på en meget rar facon. Det lyder ikke kunstigt, men du kan nu let høre sikkerheds anvisningerne fra stewardessen.

Perfekte på farten

Sættet er ultra let (240 gram) og de kan nærmest krølles sammen. De opleves ledløse, og med god grund. Så kan de let pakkes i det kompakte etui, eller ryge i tasken, når der boardes, og let hives op igen, når der skal lyttes inden flyet letter.

Havde jeg ikke erfaring med dette sæt, kunne jeg måske konkludere, at de ikke kunne holde i længden. De opleves ikke særligt stabile i deres led. Men Bose har om nogen bevist, deres værd, når det drejer sig om at kunne holde til strabadserne med at blive taget på og af hele tiden.

Og at de er gearet til at blive brugt på farten, understreges af, at knappen, der slår antistøj til og fra, er en forholdsvis stor knap på i bunden. Der er kun to indstillinger og det er fint med mig. Det er meget manuelt og utroligt let og fint udført.

Du behøver ikke at downloade app, for at få det bedste ud af Bose. Du kan stort set det samme med knapperne på hovedtelefonen. Helt fint med mig - du slipper for at hive telefonen frem for at få specielle funktioner. Her handler det om at have hul igennem - med eller uden støjundertykkelse.

På hovedet opleves de behagelige og ikke varme. De har ikke klassens bedste komfort, men det er prisen, for at kunne gøre dem så kompakte. Pointen er, at de er komfortable nok til en tur over Atlanten.

Mangler lige det sidste i lyden

Lydmæssigt hører Bose til i den behagelige ende. Lydbilledet er helstøbt, homogent og rart. Der er ikke noget, der stikker af, og der er ret beset (ret belyttet?), ikke mangel på detaljer.

Men lyden bliver aldrig helt transparent og lækkert klingende. Et klaver mangler lidt overtoner, det samme gør violinen. Det, der netop gør instrumenterne ekstra lækre at lytte til.

Forstå mig ret, det er på ingen måde ringe, og når du sidder i et fly eller med meget støj omkring dig, har du alligevel slået anti-støj funktionen til. Og den ødelægger førnævnte overtoner, på langt de fleste hovedtelefoner.

Med anti-støj slået fra når der er ro i omgivelserne mangler du også udklingningen og også dynamik. Især i de lave oktaver. Lydmæssigt er de ikke dårlige, det er vigtigt at understrege. Men det er set isoleret, for i samme prisklasse kan jeg finde flere modeller, jeg hellere ville lytte musik igennem.

Det perfekte dilemma

Derfor er Bose QC45 det perfekte dilemma. For de leverer virkelig den mest behagelige støj undertrykkelse på markedet. Her er ingen over eller ved siden af.

Men lydmæssigt er de en tll to klasser under de bedste i prisklassen. Så havde jeg penge til det, ville jeg vælge disse på farten, og et andet hjemme. Har du ikke de den luksus, må du vælge, hvad der er vigtigst for dig.


Loading ikon