Artikel top billede

Hvad kommer efter agile? Her er mine tre bud

Det agile mindset dominerer i dag i udviklingsafdelinger, i jobannoncer og i hovedet på ledere. Hele karrierer og fede løsninger er skabt på baggrund af det agile økosystem. Men hvad kommer efter?

I 2001 udgav 17 udviklere ” Manifest for agil softwareudvikling," hvis 12 principper ramte så dybt og bredt, at det forandrede softwareudvikling for altid. Læs det her.

Men ikke kun softwareudvikling blev forandret. For de agile metoder sneg sig ud af it-enhederne og bredte sig til forretningsudvikling.

Eller endnu mere præcist: It og forretningsudvikling smeltede mange steder sammen. Og i de sammenbragte digitale familier var agile et langt mere indlysende valg end de traditionelle og ofte langstrakte strategiprocesser.

Derfor dominerer det agile mindset i dag i udviklingsafdelinger, i jobannoncer og - mindst lige så vigtigt - i hovedet på ledere i og uden for it-erhvervet. Og hele karrierer og fede løsninger er skabt på baggrund af det agile økosystem.

It-branchen har brug for nye buzzwords

Det er godt. Måske endda rigtigt godt. Men hvad kommer så efter agile?

For noget skal der komme. Både fordi it-branchen altid har brug for nye buzzwords, som kan fodre fødekæden af marketingsfolk og sultne sælgere.

Men måske også fordi forventninger er blevet så store, fortolkningerne så forskellige og implementeringerne så brede, at det at tale om ”agil udvikling” efterhånden kan betyde, hvad som helst – og ofte dermed ingenting.

Samtidig har blandt andet Søren Kofoed Weeke, CIO hos SOS International, slået på trommet for et øget fokus på gevinstrealisering i it-projekter (læs hans fine beskrivelse her og om hans tilgang her).

Går det for stærkt med agile?

Et emne som også kloge folk som Jim Nielsen fra Knowit (læs artiklen her) og Annette Vendelbo fra Agil Agenda (læs hendes indlæg her) er inde på: Det agile organisationsprincip kræver grundigere overvejelser om opgaven og er ikke den tryllestav, som det (for) ofte forventes at være.

Modne refleksioner Men hvad kommer der så efter agile – eller rettere: Hvad kommer til at supplere den dominerende agile-tankegang? Det har jeg de sidste par uger fisket efter hos kloge it-folk, som blandt andet lever af at styre it-projekter.

Her har svaret været at fremtiden kan indeholde tre ting:

1) Mere selvkørende og selvledende specialister

Blandt andet som konsekvens af hybrid-arbejdet. Det stiller store krav til ledernes evne til at sætte retningen for ikke at miste momentum, men til gengæld kan gevinsterne ved selvkørende dygtige folk uden flaskehalse være virkeligt store.

2) Fusion Teams hvor meget brede fagligheder samles

Selvom it spiller en central rolle for mange forretningsprojekter, så ligger gevinstrealiseringen, den organisatoriske implementering og udbredelsen typisk uden for. Det betyder øget kompleksitet og at flere fagligheder som HR, markering og lignende involveres. Gartner har en længere forklaring om baggrunden som er værd at dykke ned i her.

3) IKEA-katalog af projektmodeller

Problemer og forretningsområder er sjældent ens – heller ikke inden for samme organisation. Så hvor svaret måske før altid var agile uanset spørgsmålet, så vil vi se en mere velovervejet tilgang hvor modeller som vandfald, agil, fusion teams eller noget helt tredje overvejes alt efter opgavens beskaffenhed. Besværligt, men det er det at høste det bedste fra alle verdener.

Så umiddelbart er der ikke udsigt til en afløser til det (mis)brugte agile-begreb, men at den nære fremtid vil byde på en forfinelse og/eller supplement til de nuværende modeller.

Helt i tråd med det arbejde, der sker i mange organisationer, som reelt har lavet deres egen udgave med udgangspunkt i den agile tankegang.

Der er dog ingen tvivl om at der samtidig er en tørst efter noget nyt.

Både fordi it-branchen elsker sine buzzwords, men også for branchen også er et stort, fedt og dynamisk åbent laboratorium for teknologi og organisationsformer.

Samtidig betyder den stigende krisebevidsthed og behovet for at kunne levere mere hurtigere, at der aktuelt eksperimenteres med mange forskellige organisations- og udviklingsmodeller i danske it-afdelinger.

Men umiddelbart ser det ud til at vi hænger på agile lidt endnu.

Eller? Har du et bedre bud, en kommentar eller en holdning til hvordan fremtidens organisations- og projektmodeller ser ud? I så fald skal du ikke tøve med at sende mig en besked på lja@cw.dk eller måske skrive en klumme til Computerworld. Se hvordan du gør det her.