Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Hemmelige dokumenter afslører: Microsofts Azure-forretning er kun halvt så stor som AWS

Amazon Web Services omsatte i 2022 for omkring dobbelt så meget som hele Microsofts Azure-forretning, viser nye dokumenter.

Microsofts Azure-cloudforretning er blot omkring halvt så stor som hovedkonkurrenten AWS’ cloud-forretning målt på omsætning.

Sådan lyder den opsigtsvækkende konklusion baseret på sjælden indsigt i Microsofts cloud-forretning, som amerikanske The Information skriver, at mediet har fået fat i via indberetninger til de amerikanske konkurrence-myndigheder.

Microsoft offentliggør ellers typisk ikke omsætning eller lignende for den rene Azure-forretning, men alene nøgletal for sin samlede cloud-forretning, der også tæller abonnements-løsninger og lignende.

Ifølge oplysningerne omsatte Azure i regnskabsåret 2021/22, der blev afsluttet ved udgangen af juni 2022, i alt for 34 milliarder dollar. Det svarer til knap 240 milliarder kroner.

Det er under halvdelen af Amazon Web Services omsætning. Den landede i samme periode på 72 milliarder dollar - godt 500 milliarder kroner.

Ifølge The Information åbenbarer oplysningerne, at Azures andel af det globale cloud-marked er en del mindre end hvad mange markedsanalytikere ellers normalt regner med.

Ifølge oplysningerne vurderer Microsoft nemlig selv, at selskabet sidder på en markedsandel på 16 procent. AWS sidder på 38 procent.

Eksempelvis analysehuset Gartner har tidligere vurderet, at Microsoft har en markedsandel på 21 procent og AWS 39 procent.

Ifølge The Information omsatte Microsofts samlede cloud-forretning, der kaldes for ‘Intelligent Cloud’, for 75,3 milliarder dollar i perioden.

Ifølge The Information stammer oplysningerne fra dokumenter, der kort blev offentliggjort på et website tilhørende den amerikanske tilsyns-myndighed FTC i forbindelse med behandlingen af Microsofts opkøb af Activision Blizzard.

De viser også, at Microsoft i 2022 havde planer om at udvikle silicium-chips til cloud og AI.