Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Niels de Boissezon)

Test: Garmin Venu 3 prøver at være smart-uret, der kan det hele

Garmin Venu 3 kan lidt af det hele - men ikke helt nok.

Apples Watch dominerer på det globale smartwatch-marked, mens de øvrige producenter henvises til mere niche-prægede tilværelser, mens de kæmper om de resterende markedsandele.

En af dem der sidder tungt på den mere sports- og træningsfokuserede del af ur-landskabet er Garmin, som synes opsat på at udfylde enhver tænkelig sport-niche fra Golf ovet triathlon til flyvning med en portefølje af smart-ure, der tæller intet mindre end 95 forskellige aktuelle modeller.

Blandt disse finder man Venu 3, videreudviklingen af et af selskabets mest alsidige bud på et smartwatch, der skal tiltrække både øvede og mindre øvede motionister med behov for et stort udvalg af smart-features.

Funkler og funker i flere uger

Skærmen er den mest dominerende komponent i Venu-serien, da det blandt andet var her først introducerede den flotte, funklende OLED skærmteknologi ombord på et smartwatch.

På den tredje generation har skærmen fået lov til at vokse til hele 1,4 tommer – det største man finder i selskabets lineup og et match til selskabets topmodel i Epix Pro.

Faktisk er det et af de største skærme du finder på markedet overhovedet. Og så er det ganske lysstærkt, så det kan aflæses under selv den kraftigste sol.

Her er den store digitale urskive serveret i en ret minimalistisk urkasse, der måler 45 millimeter i bredden, som vil passe de fleste håndled.

En ’S’-model på 41 millimeter (og 1,2” skærm) er dog også en mulighed til dem med finere hænder.

Selve uret er af en komfortable størrelse og vægt, mens remmen er småtarveligt med sit noget lette og glatte silikone. Tilgengæld er det ganske vandtæt og let at justere.

Og da der er tale om klassiske 22 millimeter remme, kan de let skiftes til en anden slags.

Til trods for det store display i Venu 3 er driftstiden i en liga for sig, sammenlignet med sædvanlige smartwatches fra Apple, Samsung eller Google.

Her loves op til to ugers drift på bare en enkel opladning, hvilket gør fjerner det daglige stress af at skulle finde et tidspunkt, hvor ens ur skal lade – noget der clasher med de søvn-funktioner, som er dukket op de seneste år.

Med en halv til en hel times daglig træning og flittig brug, kom Venu 3 dog kun op på cirka en uge mellem opladningerne, hvilket nu stadig er nok til, at jeg ikke frygter for at skulle strande med et dumt smartwatch uden strøm.

Slår man ’always-on’ skærmen til, ryger endnu et par dages driftstid. Af den grund slog jeg for det meste også fra.

Selve opladningen foregår via Garmins særlige kabel, som på opladersiden nu er af den nye USB-C type.

Specialklassens smarteste

Garmin Venu 3 er skabt til at være det mest ’smarte’ ur i teknologimæssig forstand blandt selskabets mere sportsprægede ure.

Derfor får man her en dedikeret adgang til mobilens assistent som Apples Siri eller Googles Assistant (så længe du har din mobil i nærheden) mens betjeningen foregår via både touch- og to navigationsknapper.

Langt de fleste funktioner kan i øvrigt tilgås via knapperne alene, hvilket er kærkomment, når det regner eller hvis ens fingre skulle blive våde.

Venu 3 døjer dog med at være et fuldblods smart-ur af den simple grund, at processoren og skærmen er tunet til at holde strømforbruget på et minimum.

Vi har derfor at gøre med en mindre bemidlet sag og relativt enkelt styresystem af den enkle grund, at batteriet skal holde længe.

Blandt denne specialklasse af smart-ure, er Venu 3 nok det smarteste.

Interfacet er nemlig mere end flydende nok - men apps (eller rettere mangel på samme), widgets og urskiver minder om noget man så for fem år siden.

Det den dog kan vise oplysninger såsom daglige motionsmål, stressniveauer, intensitetsminutter, kalenderaftaler, vejret og meget mere, og gør den fint.

Som almindelig notifikationsforlænger fungerer det også rimeligt, hvorfor man kan driste sig til at kalde Venu 3 for specialklassens smarteste.

Spøjs sensorpakke

Garmins mange forskellige ure er nøje skræddersyede til at matche et givent behov – hvorfor selskabet da også holder igen med at tilføje sensorer og dermed features, som ligger udenfor den givne niche, som uret skal udfylde.

Venu 3 er derfor ikke tiltænkt ultra-løberne eller vandre-ekspeditionerne, selvom mange af funktionerne ombord kan hjælpe en del på vej.

Omvendt undrer det mig, at udprægede smart-phone og sundhedsfunktioner er udeladt.

Hvorfor man skal undvære aktie-widget’en, GPS-navigation, social deling af live-træning og ECG-sensoren i dette ur her, men ikke i det mere løbsorienterede Forerunner 265 giver ikke helt mening. Begge ure koster i øvrigt det samme: 3.895 kroner.

Til gengæld får uret nogle unikke funktioner, såsom søvncoach, tracking af kørestolsbrug, kørsel på elcykel og altså en direkte adgang til assistent og indbygget mikrofon og højttaler til mobilopkald – fortsat forudsat at din mobil er i nærheden.

Søvncoachen er desuden en af de mere oplagte funktioner på sådan en enhed, da den snildt klarer sig uden at blive opladet hver nat.

Personligt har jeg dog haft svært ved at helt at bruge funktionen, da det at sove med et ur på har det med at generere mig i min søvn.

Komplette Connect-univers

Der hvor Garmin for alvor brillerer, er dog med den medfølgende Connect-app og webinterface.

Har du han til at analysere dine løb, din form, din personlige udvikling eller bare lyst til at nørde træningsdetaljerne.

Her skal du dog igen være obs på, at Garmin udelukker dig fra visse datafelter, som forbeholdes de dyrere eller mere sportsprægede smart-ure i familien.

Nuvel, du kan dog allerede her komme rigtig godt i gang med et væld af sportsgrene til alt fra den sporadiske motionist til øvede brugere.

Her får du samtidig Garmins nyeste og mest nøjagtige pulsmåler til håndleddet (Elevate V5) mens den samtidig er relativ hurtig til at få din GPS-position fundet og lagret i dine træningspas.

Dertil skal dog nævnes, at selvom Connect-universet er stort og rigt, er det ikke altid lige enkel at sætte uret op og knytte sig til det.

Det krævede i det her tilfælde to nulstillinger og tre forsøg, før uret var helt på det rene med, at det var min iPhone 15 Pro, det skulle tale med.

Wearabel ingenmandsland

Garmin Venu 3 er tænkt som en adgangsbillet til Garmins omfattende træningsunivers, krydret med selskabets sensor know-how, flere smartwatch-funktioner og en glimrende driftstid.

Den glimrende driftstid er en fornøjelse i sig selv og man kan glæde sig over, at uret ikke opleves som sløj, til trods for at den ikke har noget avanceret system at trække på. Faktisk får man et flot display og god generel ydelse.

Mere sløjt står det til, når det gælder de mere avancerede træningsfunktioner, hvor et ur som den identisk prissatte Garmin Forerunner 265 løber ringe omkring sin ’smartere’ og lidt pænere storebror.

Venu 3 synes derfor at falde imellem to stole, med den ægte og langt mere funktionsrige smartwatch som Apple Watch eller Samsungs Galaxy Watch på den ene side og Garmins mere dedikerede sportsure på den anden side.

Vil man i gang med Garmin universet er det samtidig værd at kigge på selskabets nye begyndermodel med OLED skærm, Vivoactive 5, som er en tredjedel billigere.

Uret lander derfor i et wearabel ingenmandsland, hvor dagsprisen på over 3.500 kroner bliver svær at forsvare.


Loading ikon