Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
For et par dage siden fik 34 leverandører den glædelige nyhed at de var optaget på det seneste skud på Dynamisk Indkøbsstammen (DIS) hos SKI, nemlig SKI 02.07 Kommunikationsprodukter- og løsninger.
Her kan man nu købe kommunikationsprodukter og -løsninger inklusive licenser, service og support samt konsulentydelser.
Aftalen supplerer således rammeaftalen SKI 50.07 Kommunikationsprodukter, hvor man også kan købe blandt andet Unified Communications- og telefoniprodukter samt netværksprodukter
Så hvad er så egentlig forskellen på SKI 02.07 og SKI 50.07?
Forskellen er, at SKI 02.07 er et såkaldt dynamisk indkøbssystem (DIS).
I et DIS er der ikke et fast sortiment, ej heller priser, og desuden er det åbent for markedet i hele systemets varighed – dvs. at ansøgere løbende kan optages i systemet.
I en rammeaftale som SKI 50.07 er pris og sortiment fastlagt fra starten af, og man kan derfor, under kontrollerede procedurer naturligvis, lave direkte tildelinger på baggrund af konkrete behovsopgørelser.
Det vil med andre ord sige at mangler man som kunde for eksempel 10 routere med en given specifikation, så kan man lave en direkte tildeling til den leverandør, hvis routere overholder specifikationen og har de laveste priser.
Men hvorfor så SKI 02.07 DIS?
Hvis vi prøver at dykke ned i, hvad det så reelt betyder, så er det sådan, at man relativt enkelt som Leverandør kan komme på DIS aftalen.
Systemet omfatter som tidligere nævnt ikke et på forhånd fastlagt sortiment.
SKI har defineret en række ydelsesområder som eksempelvis netværksprodukter -og løsninger, unified communications, og Internet of Things (IoT).
Dermed kan nærmest alle, som har en dims af en eller anden slags med noget software på og måske en IP-adresse, være/blive leverandør på aftalen.
Med ”dims” menes ikke nødvendigvis fysisk, det kan sagtens være cloudbaseret.
SKI 02.07 kan derfor være en farbar vej når man har et behov for løsninger eller produkter, som ikke umiddelbart er dækket af andre indkøbsaftaler.
Ulempen for kunden er, at man hver gang skal offentliggøre sit konkrete indkøbsbehov, altså processe et miniudbud som man kender det fra traditionelle rammeaftaler.
Det betyder, at hvis kunden ønsker at udbyde en anskaffelse af for eksempel en unified communications-løsning, så skal man først og fremmest udarbejde et udbudsmateriale, inklusive opgavebeskrivelse, og derefter sende miniudbuddet ud på SKI 02.07.
Kan så byde
Alle de leverandører, som mener at de har en UC-løsning, og det kan jo godt være en hel del, kan derefter byde på den konkrete opgave.
Og da man løbende kan komme på aftalen, må man forvente, at leverandørfeltet vil blive større.
I yderste konsekvens kan det blive sådan, at kunden skal evaluere uforholdsmæssigt mange tilbud på en given anskaffelse.
Kunden skal stadig udarbejde et miniudbudsmateriale, og ”SKI-leverandøren” skal stadig udarbejde en tilbudsbesvarelse og derefter vinde udbuddet. Hvis man som kunde får 10 tilbud på en givent miniudbud, ja så skal man evaluere 10 tilbud.
Den indledende dialog leverandør og kunde imellem, det som vi også kunne kalde 'salg', vil derfor blive om muligt endnu vigtigere ved brugen af SKI 02.07 (og andre DIS aftaler), da kundens konkrete opgavebeskrivelse formentlig i høj grad vil være præget af input fra leverandører.
Kundens opgave er så selvfølgelig at skitsere et behov fremfor konkrete produkter/producenter, da det jo er en grundregel i offentligt indkøb, at der ikke må efterspørges navngivne produkter eller producenter.
Den balancegang bliver det spændende at følge med henblik på at se, hvordan den bliver overholdt i praksis – og der vil helt sikkert komme ”gråzone opgavebeskrivelser” der måske er lidt for biased mod et givent produkt eller leverandør.
Forholdsvist hurtigt
Men aftalen har sin berettigelse, når man skal udbyde løsninger eller købe specifikke produkter, der ikke er dækket af rammeaftalen 50.07.
Man kan lave et miniudbud forholdsvis hurtigt på aftalen.
Desuden synes jeg, at SKI har fået opfyldt et væsentligt formål, nemlig at konkurrencen ikke længere er begrænset til få store leverandører af kommunikationsprodukter og -løsninger, som derefter kan sælge sortimentspladser til de mindre.
Nu kan den lille leverandør få sin egen plads på aftalen og derefter være med i konkurrencen om en given opgave eller anskaffelse uden at være afhængig af at komme under vingerne, nogle vil sige i kløerne, på en af de store.
Alt afhængig af hvor travlt man har, forventet kontraktsum, kompleksiteten i anskaffelsen etc. må den offentlige kunde fra gang til gang gøre op med sig selv, om brugen af SKI 02.07 er det rigtige, set i forhold til det arbejde, der alligevel skal udføres.
For vi ved jo alle, hvem der i sidste ende kommer til at betale det provenu, som SKI tager for at drifte systemet, hvilket er en procent af omsætningen - vel og mærke i hele kontraktens levetid.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.