Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Laurenz Heymann/Unsplash)

Apple genoptager salget af Apple Watch-modeller i USA efter beskyldninger om kopieret teknologi

Apple har stjålet ansatte og kopieret en teknologi, som bruges i to nye Apple Watch-modeller, mener et amerikansk medicinalselskab. Beskyldningerne fik Apple til at tage smart-urene af hylderne i USA, men nu har Apple fået lov til at genoptage salget.

Op mod jul har det været svært at få fat i de nyeste Apple Watches, hvis du har boet i USA.

Apple har nemlig været ramt af importforbud mod Apple Watch 9 og Apple Watch Ultra 2, da begge smart-ure har en funktion, der måler blodets iltniveau – men den teknologi har Apple ikke patent på, afgjorde den amerikanske internationale handelskommission (ITC) i sidste uge.

Det tvang Apple til at tage de to Apple Watch-modeller af sin hjemmeside 21. december og af hylderne i de fysiske butikker 24. december.

Men fra i dag har Apple fået lov til at genoptage salget - i hvert fald midlertidigt.

Apple indgav en hasteanmodning til den amerikanske appeldomstol for at få kendelsen fra ITC stoppet, og appeldomstolen har netop sat importforbuddet på pause.

I går afviste den amerikanske præsident Joe Bidens administration ellers at nedlægge veto mod importforbuddet, men det er altså alligevel lykkedes Apple at trumfe en midlertidig pause igennem.

Medicinalselskab: Apple stjæler ansatte og teknologi

Patentstriden er opstået, da den Californien-baserede medicinalvirksomhed Masimo beskylder Apple for at have stjålet Masimos medarbejdere og kopieret selskabets teknologi, der kan måle iltniveauet i blodet.

Apple har efterfølgende lagt sag an og kalder Masimos sagsanlæg for en "manøvre for at bane vejen" for deres eget konkurrerende smartwatch.

Apple har spurgt den amerikanske Told- og Grænsestyrelse (CBP) om et nyt design til Apple Watch kan gøre, at man kan importere uret uden at krænke Masimos patent.

Det spørgsmål tager CBP stilling til 12. januar.