Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Accenture Danmarks overskud halveret på et år: Falder med næsten 50 procent

Det har været et hårdt år for et af Danmarks største it-konsulenthuse. Accenture Danmarks omsætning står stille, mens overskuddet bliver tæt på halveret.

Det store it-konsulenthus Accenture og deres 759 danske ansatte har haft travlt i 2023 – men de har kæmpet med at få travlheden til at kaste penge af sig.

I hvert fald falder overskuddet efter skat i Accenture Danmark fra 79 millioner kroner i 21/22 til 44 millioner kroner i det nye 22/23-regnskab. Et fald på 44 procent.

Det faldende overskud skal ses i lyset af, at Accenture Danmark har solgt for stort set samme beløb som sidste år.

Omsætningen er stort set stillestående og lander på 2,1 milliarder kroner, hvilket er 100.000 kroner højere end året før.

En stillestående omsætning og et halveret overskud kunne altså tyde på, at kunderne har presset Accenture på priserne og været bedre til at forhandle.

Accenture Danmark melder dog selv i regnskabet, at man er tilfredse med væksten på de blot 0,5 procent.

”Overordnet udviklede de forretningsmæssige aktiviteter sig positivt i løbet af året i forhold til et marked, der har været udfordrende grundet konjunkturforholdene.”

Accenture Danmark skriver yderligere i regnskabet, at selskabet har ”afdæmpede om end positive forventninger til nye muligheder i fremtiden.”

”Dog er vi opmærksomme på, at vi opererer i et marked, der kan ændre karakter med kort varsel,” fremgår det i regnskabet.

Og selvom væksten umiddelbart ser ud til at stå stille, skriver selskabet, at porteføljen af igangværende opgaver er sund og lønsom, og at der er en tilfredsstillende grundforretning i deres outsourcing og system-integration, mens Accentures digitale services oplever en væsentlig stigning i efterspørgslen samtidigt med, at konsulentmarkedet vokser.

”Markedsudsigterne vil dog afhænge af den økonomiske udvikling hos selskabets kunder. Her er udsigterne fortsat usikre, hvorfor selskabet planlægger med vækstrater på niveau med de vækstrater, der er oplevet i 2022/23,” skriver Accenture Danmark i åresrapporten.

Det fremgår desuden, at Accenture Danmark er blevet 35 medarbejdere mere i løbet af året.